Helle og Torben flytter fra Bornholm efter fire år: 'Det var sværere at få venner her'

KULTUR

En sommerdag i 2016 gik Helle Hjortkjær Dhalvad og Torben Dhalvad en tur i Rønnes stokrosebeklædte brostensbelagte gader og blev lune om hjertet. De var på besøg hos Helles søn Andreas, der bor i Skarpeskade med sin svenske kæreste.

Helle husker tilbage:

– Vi gik rundt og så, at der var nogle gamle huse, der var til salg, og vi var nede på Nørrekås, hvor Torben talte med havnefogeden, det var ikke svært at få plads. Og det er vigtigt, for båden kommer før os, når vi skal flytte.

Torben: – Vi stod og kiggede på nogle yndige huse, og så sagde Helle pludselig: Tror du vi kunne finde ud af at bo sådan et sted her?

Turen til Bornholm satte nogle tanker i gang. Torben havde på det tidspunkt boet seks år sammen med Helle i den hyggelige bondeby i Kgs. Lyngby, hvor parret også arbejdede sammen. Weekenderne gik med middagsselskaber, og til daglig var de del af et sammentømret fællesskab på vejen.

– Jeg havde det fint med at bo i Lyngby efter 16 år i Bogense. Men det er noget helt andet at bo i en forstad til København, end det er at bo i en provinsby, siger Torben Dhalvad.

Ægteparret sidder i stuen i huset på Strandvejen i Rønne. De købte det i september 2016 og flyttede ind i marts 2017. Nu er det november 2020. Huset er solgt, og Torben og Helle er klar til at åbne et nyt kapitel i tilværelsen.

Trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet

Torben og Helle har aldrig været bange for at prøve nye ting af. De rejser meget, sejler meget og har en lejlighed på Gran Canaria, hvor de opholder sig om vinteren. De har begge trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet, hun fra en stilling som direktionssekretær hos Estée Lauder, han fra mange år som leder i Aller-koncernen, efterfulgt af en årrække som selvstændig forhandler af helseprodukter.

Helle: – Det har altid været styrken i vores forhold, at hvis vi gerne vil noget, jamen så gør vi det. Da jeg gik ind i Torbens firma i 2014 gav det os friheden til at prøve nogle ting af.

Beslutningen om at flytte til Bornholm i 2016 blev næsten taget fra den ene dag til den anden.

Helle: – Næsten. Først lavede vi hver en for- og imod-liste og sammenlignede med hinanden bagefter. Jeg kan huske alle plusserne. Det der med at komme tættere på naturen og væk fra storbyen og bo et mindre sted. Det negative var, at det lå rigtig langt væk fra familie og venner, og mine forældre var langt oppe i alderen. De boede i Hellerup. Det sværeste var nok at flytte fra dem, fordi jeg vidste, at de nok ville få mere og mere brug for mig.

Parret blev enige om at tage chancen. De var forelskede i Bornholm og fulde af optimisme, da de flyttede til ind i deres nye hus på Strandvejen i Rønne i marts 2017.

Torben: – Jeg kan huske, at vi snakkede meget om, hvor åndssvagt det er, når folk siger, at det er så langt væk, Bornholm. Nej, det tager under en time fra jeg kører hjemmefra, til jeg er på Kongens Nytorv.

Det, som Torben og Helle opdagede, da de havde boet på Bornholm i et par år, var, at det gik lidt langsommere den anden vej.

Torben: – Det var sværere at få vennerne fra København herover.

Helle: – Ja. Og det indgik i vores overvejelser, da vi skulle herfra igen. Vi syntes, at der var for langt imellem besøgene.

Torben og Helle ser tilbage på årene på Bornholm med en følelse af at prøve. De deltog i de månedlige dansearrangementer i logen om vinteren. Gik med til julefrokost. Naboen har også været inde og spise et par gange.

Torben: – Det kommer bare ikke videre. Og det er helt modsat af, hvad jeg oplevede i sin tid, da jeg flyttede til Fyn, hvor man blev hevet med til alt muligt.

Helle: – Du kommer ikke ind under huden på bornholmerne på samme måde. Bornholmerne har deres familie og venner, det er meget fasttømret herovre. De har altid lige et eller andet familiehalløj, de skal til. Det er der ikke noget galt i. Jeg har måske også først fået behovet, efter jeg er kommet herover. I Lyngby rendte vi ud og ind hos hinanden, det fungerede fint, især fordi vi arbejdede hjemme.

Torben Dhalvad har udvekslet erfaringer med andre tilflyttere i de tre et halvt år, han har boet på Bornholm, og der har tegnet sig et mønster. Et ungt par, begge i arbejde, holder bryllup efter tre år på øen. Ikke én bornholmer er inviteret, og det skyldes ikke uvilje fra brudeparrets side. De har bare ikke fået nogen venner blandt de lokale. En bornholmsk født kvinde flytter tilbage efter 20 år ovre og møder nogle af sine gamle klassekammerater på færgen. Alle er enige om, at det er helt fantastisk, og at de skal mødes igen. Men ingen tager initiativ til en genforening. Et par, som har boet på Bornholm i over 20 år advarer en fælles bekendt, der overvejer at flytte til Bornholm: ”Du skal lige tænke dig om. Så nemt er det heller ikke”. De havde inviteret og inviteret. De blev aldrig inviteret tilbage.

Helle: – Jo, der var et par, der inviterede tilbage.

Torben: – Vi har savnet den der udveksling, det sociale samvær, samtalen. Da vi lige var flyttet herover, læste jeg om nogen tilflyttere, der brokkede sig. De ville flytte tilbage, det var ikke så sjovt, som de havde forventet. Jeg tænkte, det var da noget mærkeligt noget, det er da deres egen skyld.

Lige da Torben og Helle var flyttet ind i huset på Strandvejen havde de en forventning om, at naboerne ville banke på og hilse velkommen.

Torben: – Der gik et par dage, så kom der en mor med to sønner på syv-otte år. Hun ønskede os velkommen, og vi grinede sammen. Hun var så glad for, at der endelig var flyttet nogen ind i huset, for så kunne drengene få deres bold tilbage, som de havde skudt over hækken. Mere kom der ikke ud af det. Efter endnu et par dage opsøgte vi selv det andet nabopar og blev virkelig godt modtaget. Det har vi sat stor pris på.

Naboerne var søde til at holde øje med huset og vande blomsterne, når Helle og Torben var væk. Men vejfester og fredagsvin blev det aldrig til.

Torben: – Det var i det hele taget lidt op ad bakke. Og det, som jeg også har oplevet andre steder, er, at det plejer at sprede sig, det sociale. Det gør det ikke her. Det er sguda mystisk. Alle er søde og rare og venlige. Alle i logen kommer hen og snakker. Der sker bare ikke mere.


Helle trækker trivselskortet

Sommeren 2020 blev et vendepunkt. Der skete noget i Torbens familie, som tvang parret til at revidere tilværelsen.

Torbens ældste datter fik en lille pige og havde desuden en dreng på otte. Kort tid efter fik den yngste datter også en lille pige. Samtidig var Torben ved at blive ældre. Han begyndte at tænke på at samle familien.

Torben: – Vi har to døtre og to svigersønner, som er vilde med at sejle. De bor i Odense, og på vej til Middelfart. Så vi spurgte, om de var interesserede i at blive brugspartnere på båden. Det var de helt vilde med.

I juni 2020 sejlede Torben og Helle på sommertogt til Bogense.

– På det tidspunkt var Torben fyldt 74, og vi havde sejlet rundt om Bornholm et utal af gange, siger Helle.

Torben: – Vi ligger der i havnen Bogense i 14 dage, båden er fortøjet på min gamle bro, og en dag siger min datter: ”Agnete mangler bedsteforældre”. Min ekskone døde pludseligt sidste efterår, og min datter havde satset meget på, at mormor skulle hjælpe med at passe.

Helle og Torben indgik inden de flyttede til Bornholm en aftale: hvis en af dem ikke trivedes, så kunne man trække trivselskortet. Da parret var tilbage på Bornholm i august, kom kortet på bordet.

Torben: – Det startede med, at jeg sad og kiggede på boligannoncer på nettet, og så, at der var et gammelt toldsted til salg i Bogense. Jeg sagde til Helle, nu skal du se en ikonisk bygning, der er til salg i Bogense – ikke fordi vi skal købe det, eller fordi vi skal flytte til Bogense, men se lige her. Og så sagde Helle ”hvorfor ikke”?

Helle: – Det var der, kortet kom. Vi satte os ned og snakkede, og vi syntes egentlig ikke, at vi var blevet integrerede herovre. Vi ser to par, og det ene par kendte vi i forvejen fra Gran Canaria, det er Leila og Niels Lindén. Det andet er et par, vi har lært at kende, fordi de også ligger nede i havnen. Men det er ikke sådan, at vi har gået herovre i tre år og været utilfredse. Overhovedet ikke. Det har været en fantastisk oplevelse at være herovre og opleve øen og naturen. Vi har gået langs kyststierne, badet hver dag om sommeren, besøgt alle de små sommersteder på øen.


Vi vil ikke gå glip af børnebørnene

Helle: – Men vi blev egentlig lidt overraskede over den der samtale i august, for vi havde gået lidt rundt om den varme grød med hensyn til at trække det der kort. Vi elsker huset, vi elsker området, vi elsker øen, Andreas er herovre. Vi har ikke været deprimerede eller kede af det.

Torben: – Men vi har fået to helt friske børnebørn. Og det er i virkeligheden den største grund til, at vi flytter.

Helle: – Ja. Det ældste barnebarn, han er otte nu. Ham er vi jo gået glip af. Rigtig meget. Det var en del af den her samtale, at det ville være ærgerligt – igen – at skulle se pigerne her to-tre gange om året og der to-tre gange om året, og så hver gang sige: Nej, hvor bliver de store. Hvor man ikke rigtig får den der tætte relation.

Nu har Helle og Torben købt et byhus i Bogense. De flytter fra Rønne den 8. december.

Havde I oprindeligt et vindue der hed, at I skulle blive gamle herovre?

– Ja, lyder det fra begge.

Helle: – Det var vi helt sikre på, da vi købte huset her. Vi gjorde rigtig meget ved det, fordi vi havde en forhåbning om, at det var et sted, vi ville trives, og at vi ville blive boende her.

Torben: – Men fortøjningen var ikke så stærk, som man troede, den var. Det viste sig, at det er et problem, at bestille en færge. Folk kommer ikke bare forbi til en kop kaffe eller en middag. De kommer forbi til en forlænget weekend, men ikke ret tit.

Huset på Strandvejen i Rønne blev solgt på 10 dage. Flyttekasserne kom i mandags. Om en måned er Helle og Torben på plads i det nye byhus i Bogense, lige ved siden af rådhuset.

For Helle har tiden på Bornholm været en øjenåbner:

–Jeg har lært, at jeg ikke skal tilbage til Storkøbenhavn igen. De kører så aggressivt derovre. Tre biler kører over, efter det er blevet rødt, det er utrolig stressende. Det har været en rigtig god erfaring herfra: Jeg trives godt et mindre sted. Jeg er blevet bekræftet i, at det giver en helt anden ro.