Anne Marie Brems. Foto: Jacob Jepsen

‘Vi har set friske, glade og raske mænd, som bliver knuget’

DAGENS NAVN: Anne Marie Brems er formand for Bornholmske Flygtningevenner

Hvor mange flygtninge med opholdstilladelse og familiesammenførte bor på Bornholm i dag?

– Det seneste tal fra kommunen er 400. Cirka ni nationaliteter er repræsenteret med syrere og eritreaner som de største grupper.

Hvad hjælper Bornholms Flygtningevenner med?

– Foreningen blev dannet tilbage i 1987. Der kom ti libanesiske asylsøgere til Bornholm og nogen syntes, at de skulle modtages på en ordentlig måde. Det er dét, vi stadig gør: Vi siger velkommen og betragter flygtninge som personer med et navn og en identitet og ikke en stor klump, der hedder flygtninge.

– Vi har en del netværksfamilier – danske familier eller personer – som får en særlig relation til en flygtningefamilie eller en person. Man hjælper med mange forskellige praktiske ting. Det kan være at lave dansk mad sammen, hjælpe med alt med børnenes skolegang, skoletandlægen, alle mulige praktiske ting. Der er også bornholmere, som er blevet bedsteforældre igen.

– I Rønne og Nexø har vi cafeer – der er ikke så meget café i disse coronatider – hvor vi hjælper med for eksempel kontakten til Udlændingestyrelsen.

– Når først en flygtning har fået opholdstilladelse, skal den fornys hvert andet år, lige som man skal forny sit pas. Der er meget papirarbejde.

– Vi har skrevet mange ansøgninger om familiesammenføring til Udlændingestyrelsen. Det er komplicerede og detaljerede ansøgninger, og det er et ansvarsfuldt arbejde. Vi er en del af Dansk Flygtningehjælp og får heldigvis tilbudt gode kurser. Flygtningehjælpens jurister hjælper, når der er tvivlsspørgsmål. Meldingen fra Udlændingestyrelsen er, at ansøgningerne altid bliver bedre, når vi hjælper.

Hvad er den største udfordring for flygtninge?

– Den allerstørste og første udfordring det er dét, jeg vil kalde “længsel”. Flygtninge venter rask væk halvandet år på at få familien hertil. Vi har set friske, glade og raske mænd, som bliver knuget. Når det så – heldigvis i mange tilfælde – lykkes at få familien hertil, så ser vi de myndige og glade mænd igen.

– For nogle er sproget en stor udfordring. En ting er at lære sproget, men overhovedet at lære de kulturelle koder at kende, er vanskeligt. Dér har vi også en vigtig funktion.

Hvor mange bornholmske kontaktfamilier er der?

– 35-40. Vi har stadig flygtninge, som rigtig gerne vil have kontaktfamilier og kontaktpersoner og vil være glade for det. Det er en stor beslutning. Det er en årelang relation, man indlader sig på, men det er enormt berigende og sjovt. Ikke mindst kontaktfamilierne får indblik i andre kulturer. Er man interesseret, er man velkommen til at kontakte mig. Man kan også være aktiv på andre måder, for eksempel ved at lave kaffe på cafeerne, hjælpe med lektielæsning eller andet.

Hvordan har Bornholm modtaget flygtningene?

– Generelt tror jeg, at Bornholm har modtaget dem godt. Da der var asylcenter på Slottet i Rønne, fortalte Røde Kors, at der aldrig var blevet indleveret så meget tøj og legetøj noget andet sted. Flygtningene følger sig også godt tilpas. Kommunen har forsøgt at boligplacere dem over hele øen, og det tror jeg er rigtig, rigtig godt. Bornholm ligger flot med beskæftigelse af flygtninge, både mænd og kvinder. Jeg ved, at der er arbejdsgivere, der ikke kunne få det til at fungere, hvis ikke der var flygtninge på øen.

Hvor er det især, foreningen kan gøre en forskel?

– Uanset hvad den enkelte frivillige hjælper med, så er det vigtigste, at vi ser flygtningene som Ahmed og Adam og hvad de nu hedder og ikke som flygtninge – og at de får venner. Man kan gøre meget ved at sige hej, når man møder dem, og gå ind med en blomst, når der er nogen, der flytter ind ved siden af.

Hvorfor er du selv gået ind i arbejdet?

– Jeg synes, det er vigtigt at byde flygtninge velkommen. Da jeg begyndte på det her, havde jeg kun boet på Bornholm et års tid. Jeg oplevede på egen krop betydningen af, at der var nogen, der hilste på mig i brugsen, og nogen der sagde: ”Kunne du ikke tænke dig at komme med til det og det ?” Det har egentlig været min drivkraft. Jeg arbejder meget med familiesammenføring, så her er drivkraften at hjælpe og prøve at få ting til at lykkes. Derudover har jeg mødt et fantastisk fællesskab med søde og engagere frivillige. Vi mener sikkert noget forskelligt om alt mulig andet, men vi er sammen om det her og har det sjovt.

 

 

Anne Marie Brems

69 år, formand for Bornholmske Flygtningevenner, har været med i foreningens arbejde i fem-seks år.

Hun er pensionist, tidligere bibliotekar og bor i Svaneke med havudsigt.