Hans Dueholm som Christian IV i “Elverhøj”. Foto: Figaros

Komplet udsolgt: Populær forestilling måtte dubleres

TEATER

Teaterforeningen Bornholm har hvert år en forestilling fra Figaros og Den Ny Opera. Den 30. november gælder det et klenodie i dansk teaterhistorie, nemlig nationalforestillingen “Elverhøj”.

Det er, noterer teaterforeningen i en pressemeddelelse, danmarkshistorie med et stænk Monty Python, en knivspids opera, lidt operette og en sjat musical.

I denne festforestilling spilles, synges og danses alle roller i fuld scenografi, lys og kostumer af Lisbeth Kjærulff, Hans Dueholm, Rasmus Krogsgaard og Allan Dahl Hansen.

“Elverhøj” blev skrevet af Johan Ludvig Heiberg med musik af Frederich Kuhlau i 1828 som bestillingsarbejde af Kong Frederik VI. Fra forestillingen kender de fleste “Kong Christian stod ved højen mast” og Menuetten fra forestillingen. Også i filmklassikeren “Olsen-banden ser rødt” indgår “Elverhøj” i udførelsen af kuppet.

Lidt om handlingen: Den onde Grev Walkendorf forbytter to børn for egen vindings skyld. Han udgiver sin spæde broderdatter for at være Elisabet Munk. En bondekone får mod betaling den lille Elisabet i pleje, men en aften forlader hun Elisabet ved elverhøjen. Mor Karen kommer forbi og tager barnet med sig hjem, og i den fattige hytte opdrages nu den adelsfødte Elisabet Munk under navnet Agnete.

Hun udvikler sig til en smuk jomfru, og rygterne sætter hende i forbindelse med elverfolket. Ved elverhøjen har hun mødt den ædle ridder Ebbesen, som forelsker sig i hende.

Således begynder plottet i den oprindelige forestilling, og Figaros opdaterede udgave af “Elverhøj” får stort set det samme dramatiske forløb, men dog med masser af overraskelser undervejs.

Forestillingen opføres på Rønne Theater. Den skulle oprindelig være spillet i foråret, men på grund af covid-19 blev den udsat til den 30. november.

Teaterforeningen har måttet dublere forestillingen, da den var komplet udsolgt. Der er altså to forestillinger samme dag.