Foto: Berit Hvassum

15-årig kan være den fjerde: Tre andre unge i Rønne er døde af overdosis

UNGDOMSMILJØ

Den 15-årige dreng, der blev fundet død i søndags, kan være den fjerde unge mand fra Rønne, der inden for de seneste to år er død efter at have taget en overdosis af stærk, receptpligtig medicin eller euforiserende stoffer.

En 25-årig mand døde i marts 2019, og både i februar og april i år mistede 21-årige rønneboer livet under lignende omstændigheder.

– Der har været tre tilfælde, og så må vi se, hvad det fjerde dødsfald skyldes. Det ved vi ikke med sikkerhed, før vi har en kemisk erklæring, siger Henrik Schou, vicepolitiinspektør og efterforskningsleder hos Bornholms Politi.

Bornholms Politi venter på en obduktionserklæring og en kemisk analyse fra Retsmedicinsk Institut, før man med sikkerhed kan fastslå dødsårsagen og oplyse, hvad den 15-årige dreng havde indtaget, op til han blev fundet død på sin bopæl i søndags.

Politiets formodning om dødsårsagen skyldes flere forskellige ting.

– Vi fandt medicin ved ham. Hans nære fortæller, at han var i et miljø, hvor han tog medicin og piller, og hvad han kunne komme i nærheden af. Den omgangskreds, han befandt sig med, er kendt af politiet for at tage stoffer og medicin, siger Henrik Schou.

Og I kendte også den 15-årige på forhånd?

– Ja, det gør vi. Af naturlige årsager fordi han kun er 15 år, kendte vi ikke ham så godt. Vi kendte ham primært fra SSP-regi.

Den 15-årige, som var elev på Åvangsskolen, havde tilbragt lørdagen sammen med nogle venner, men han var ikke sammen med andre unge, da han døde.

– Han sov stille ind i den forstand, at han havde været ude om aftenen sammen med nogen, og han tog hjem og blev fundet i sengen, siger Henrik Schou.

Nogle har recept til medicin

Medicinen, som ifølge Bornholms Politi florerer blandt en gruppe unge i Rønne, hensætter de unge, som indtager det, i en sløvhedstilstand. I en cocktail med narkotika og alkohol kan indtagelsen af medicin føre til livsfarlige tilstande. Henrik Schou oplyser, at de tre bekræftede dødsfald efter en overdosis har flere fællestræk.

– Det er de samme typer stoffer, men mange forskellige. Der er et overlap af metadon og sløvende medicin.

Hvordan får de fat i receptpligtig medicin?

– Som vi ser det, er der nogle i den kreds af unge mennesker, som får det på recept, altså på lovlig vis. Og så bytter man og sælger. Måske foregår det på den måde, at man sælger det, man har for meget af, for at få nogle penge, så man kan købe noget af det, man gerne vil have, og som man måske ikke bliver ordineret.

De tre foregående sager et blevet efterforsket af politiet. På stående fod kan Henrik Schou ikke fortælle om udbyttet af efterforskningen af de tidligere dødsfald.

– Ved en overdosis, som man formoder, dette er, vil politiet altid blive underrettet. Der er nogle helt klare regler for det i Sundhedsloven. Vi kom frem på stedet samtidig med ambulancepersonalet og håndterede det som et gerningssted, siger han.

– Det, vi efterforskningsmæssigt er interesseret i, er selvfølgelig at få taget nogle stoffer ud af spil. Men det, vi kigger efter, er også, om man har lavet en handling, hvor man har begået et uagtsomt manddrab eller hensat nogen i hjælpeløs tilstand – som er en straffelovsovertrædelse, siger efterforskningslederen.

I dag skal der foretages et ligsyn, og i starten af næste uge vil politiet modtage en foreløbig opduktionserklæring. Den kemiske analyse af, hvad den afdøde havde indtaget, vil Retsmedicinsk Institut have klar om fire-fem uger.

 

 

Fire dødsfald blandt unge mænd i Rønne

Tre unge mænd fra Rønne er siden foråret 2019 døde af en overdosis efter at have indtaget receptpligtig medicin og/eller narkotika. I søndags mistede en 15-årig livet, under hvad Bornholms Politi betegner som lignende omstændigheder.

Marts 2019: En 25-årig mand dør

Februar 2020: En 21-årig mand dør

April 2020: En 21-årig mand dør

November: En 15-årig dreng findes død på sin bopæl. Dødsårsagen er endnu ikke bekræftet.

Kilde: Bornholms Politi