Arbejdet med at forberede landsætningen af de syv tårndele gik i gang klokken syv onsdag morgen. Den første portion, der tirsdag ankom med et hollandsk fragtskib, indeholder to bundsektioner, to mellemsektioner og tre topstykker. Foto: Jakob Nørmark

Nu skal havnens ekstra 15 hektar i brug: De første tårne rulles i land

ERHVERV

Tidligt onsdag morgen begyndte arbejdet med at køre tårndelene, der tirsdag ankom med skib fra Aabenraa, i land.

Køretøjet, der bruges til at løfte de kolossale tårnstykker ad borde via rampen, kaldes SPMT’ere (en forkortelse for self-propelled modular transporter). Det minder om en lang lastbiltrailer uden førerhus med en masse små hjul.

– De kommer til at blive kørt fra rampen på et ret specielt køretøj. Det har vist 18 hjulpar, og det ligner en lille larve – eller en stor larve – der kører rundt ude på pladsen, siger Rønne Havns offshore-chef Jeppe la Cour.

Rønne Havns offshore-chef Jeppe la Cour har set frem til, at Rønne Havns nye areal kommer i brug. Foto: Berit Hvassum

Der er ingen tvivl om, at Siemens Gamesas arbejdsredskaber og tårnene er store, når man kommer tæt på. Men når de betragtes på flere hundrede meters afstand, som tilskuerne på Galløkken og selv havnens udviklingschef i de fleste tilfælde er nødt til, synes de ikke af meget på det 15 hektar store areal, som Rønne Havn har rådet over siden havneudvidelsen i 2019.

– Vi har jo glædet os til, at den plads, som længe har lignet en stor, tom plads, skulle til at bruges. Det er jo et værktøj, som vi har derude. Det bliver den nu, siger Jeppe la Cour.

Skal man forestille sig, at pladsen snart kommer til at blive brugt fuldt ud?

– De (Siemens Gamesa, red.) har lejet arealet derude, og komponenterne er af en størrelse, så de ikke kan lægges alle steder. Det, man vil komme til at se, at der bliver et område med vinger, et med tårne og et med generatorer. Og så bliver der noget plads imellem. Når man skal svinge hundrede meter rundt, skal der noget plads til.

Når tårnelementerne køres i land, er det vel første gang, at havnens bæreevne i praksis sættes på prøve?

– Jo, det kan man sagtens sige. Vi har jo lavet vores egne test derude og har rapporter fra vores konsulenter, der beviser bæreevnen. Men det er første gang, at der kommer et rigtigt projekt.

I har ikke haft 100 ton tunge elementer på kajen før?

– Ikke udover vores kran, der kører derude. Det er en dejlig dag, må jeg sige, lyder det fra offshorechefen.

Foto: Jacob Jepsen

Tårn i tre dele

Den første portion tårne, der tirsdag ankom med et hollandsk fragtskib, indeholdt to bundsektioner, to mellemsektioner og tre topstykker. Havnens personale er til stede på havneområdet sammen med specialisterne fra havvindmølleproducenten. Det lokale mandskab har længe set frem til leveringerne.

– Vores mænd derude hjælper med rigtig mange ting, men de kommer ikke til at være en del af selve assembly-delen (monteringen, red.). Det er en glædens dag for os. Vi har jo haft det i kikkerten i rigtig lang tid, og nu sker det.

De næste uger vil Rønne Havn løbende modtage nye forsendelser af tårnelementer, vinger og maskinhuse med generatorer. Tårnene kommer i tre dele, som skal samles på Rønne Havn. Umiddelbart inden vindmølledelene skal afskibes, vil de monterede tårne blive rejst op til en lodret stilling, så de kan blive flyttet over til jack-up-skibet, der vil fragte fire vindmøller ad gangen ud til havvindmølleparken Kriegers Flak.

Første udskibning kommer til at finde sted i januar eller februar, oplyser Jeppe la Cour. I alt skal 72 havvindmøller transporteres fra Rønne til Kriegers Flak frem mod næste sommer.