Gudhjem Museum har haft en god sæson trods en forsinket start og nye restriktioner. Foto: Jacob Jepsen

Museum fik god sæson trods covid-19

KULTUR

Gudhjem Museum har ifølge koordinator Ole Stigemo haft en god sæson trods en forsinket start og nye restriktioner.

– Vi har haft en rigtig god sommer med mange besøgende til trods for corona. Vi havde over 1.000 besøgende til vores udstilling Earthbound, så corona har ikke begrænset interessen. Næsten tværtimod, for der har jo været så mange gæster på Bornholm i år, og noget skulle de jo se, og der har vi altså fået besøg af en del af dem, siger Ole Stigemo.

De mange besøgende kom til trods for corona, men også til trods for manglende reklame fortæller museumskoordinatoren.

– Det viste sig, at mund til mund-reklame er ret vigtig, for det smuttede faktisk for os med den sidste reklamedel til udstillingen, men der kom rigtig mange alligevel. Det var jo glædeligt, siger han.

Nu gør museet klar til en ny sæson, som, hvis alt går vel, starter omkring påske. Programmet er også næsten helt på plads.

– Vi åbner omkring påske, måske før. I bededagene har vi tre dage med udstillinger i tekstil, så har vi kunstrunden i Kristi himmelfartsferien og så har vi vores nye udstilling om Christiansø og forholdet mellem Christiansøfarten og Gudhjem. I august har vi Holkahesten på 20. år, fortæller Ole Stigemo.

Gudhjem Museum er frivilligt drevet og består af omkring 20 frivillige. 11-12 billettører og ni bestyrelsesmedlemmer. Ifølge Ole Stigemo kunne museet godt bruge flere billettører til den kommende sæson.

– Det ville være super at komme op på 15 billettører, så vi ikke trækker for store veksler på den enkelte. Hvis man vil være frivillig, giver vi selvfølgelig den nødvendige introduktion til det hele. Vi laver også en årlig fællestur for alle frivillige, hvor vi hygger os og spiser lidt mad. Som frivillig får man også glæden ved at være med til at køre videre med de gode intentioner, som Axel Munch og Paul Høm havde med det her sted, siger Ole Stigemo.