Min mormors gamle album rummer flere murer-billeder fra familien, men det er ikke så mærkeligt, når hendes far, brødre og fætre var murere.

Man kunne blive murer i familien Kofoed. Det andet duede ikke

Bjørn Kofoed ser tilbage på en svunden elsket barndom på Bornholm og mændene i familien, som alle var født med en murerske i hånden

SLÆGTSFORSKNING

Bjørn Kofoed ser tilbage på en svunden elsket barndom på Bornholm og mændene i familien, som alle var født med en murerske i hånden

 

Selvom min grandfætter 77-årige Bjørn Kofoed har boet størstedelen af sit liv uden for Bornholm, så er tilknytningen til barndomslandet stærk. Han er opvokset i Østermarie og var kun ni år gammel, da familien flyttede til Sjælland.

– Jeg var meget ked af det, da vi skulle flytte, og jeg tog til mine bedsteforældre på Bornholm næsten hver sommer, så læste jeg cowboyromaner med min farfar, som altid gik rundt i sit murertøj og kiggede på, hvilke huse han havde bygget. Han var meget stolt af sine huse, og han havde bygget en del huse i Østermarie, fortæller Bjørn, som har boet i Høng siden 1979.

– Jeg var meget glad for min bedsteforældre. Jeg kan huske, at da jeg var barn, så cyklede jeg op til dem og blev altid godt modtaget. Min farfar Georg var en bestemt mand, men jeg husker specielt en episode, som min farbror Børge har fortalt mig, da de havde ødelagt noget derhjemme, og min farmor mente, at de skulle straffes, men min farfar sagde så: Man slår ikke børn! Det var ikke så almindeligt dengang. Da jeg gik i skole kunne man nemt få et par på hovedet af lærerne, hvis man lavede noget forkert.

Selvbevidstheden omkring murerfaget var intakt i familien Kofoed fra Østermarie. Oldefar Andreas Christian Kofoed havde været murermester og hans fire sønner, Georg, Einar, Peter og Ernst var murere, og der var ikke den store forståelse for, hvis drengene i familien ville noget andet.

Farfar Georg Kofoed prøvede sig selv af som gårdmand på Søgård i Østerlars (i dag Lærkesøgård) i et par år (cirka 1913), derefter kørte han som slagter med kødvarer på landet, indtil han byggede hus på Stenbakkevej 11 i Østermarie, som han blev færdig med i 1930, og derefter arbejdede han som murer: Han var blandt andet med til at genopbygge Nexø op efter bombardementet i 1945, fortæller Bjørn og fortæller også, at hans far stolt havde gemt en avisartikel om, hvordan oldefar Kofoed havde købt det gamle apotek i Nexø og havde bygget otte lejligheder.

– Man kunne blive murer eller til dels håndværker. Andet duede ikke, siger han og fortæller, at hans far Carlo og hans tre onkler Hans Anker, Henning og Børge alle tog et opgør med murer-traditionen:

– De var alle på landet og tjene, som mange var på det tidspunkt, men de ville gerne mere: Carlo vil hellere være mekaniker, Henning kom til købmand Lund i Østermarie i en kort periode, og senere blev det til taxakørsel. Han plejede at hente os ved færgen i en gul Chevrolet – et rigtig Egon Olsen dollargrin, og så for vi igennem Almindingen med 100 km i timen, Børge ville være barber/frisør og startede som sæbedreng, men senere tog han ud og sejle – blandt andet til Norge under krigen. Nordmændene manglede mad, og vi manglede brænde i Danmark, så det sejlede de frem og tilbage med, fortæller Bjørn ivrigt i telefonen og fortsætter: Og så var der Hans Anker, som blev karetmager og tog til Grønland og byggede huse i 1950’erne for at få arbejde.

Bjørn Kofoed sidder på skødet af sin mor norskfødte Gudrun, mens far Carlo står bagved Gudrun og ved siden af sin far Georg Kofoed. I midten sidder vores fælles oldeforældre
Andreas Christian Kofoed og Karoline Margrethe Kofoed.

At Carlo Kofoeds første egentlige arbejde blev for tyskerne i 1940 har nok ikke været med hans gode vilje, men sådan blev det. Bjørn fortæller:

– Han var inde som soldat i 1936. Her var han melderytter og ordinans i Ringsted og blev korporal i 1938. Vi blev besat af tyskerne i 1939, og så var tilbuddet fra fagforeningen: Enten så tager du arbejde hos tyskerne, eller også får du ikke understøttelse.

Carlo var en ung mand på 24 år, da han blev sendt til Norge, hvor han var med til at bygge det tyske kystfort Møvik ca. otte kilometer sydvest for Kristiansand: Han passede kompressoranlægget, når der skulle foretages sprængninger under byggeriet.

Til spørgsmålet om, der ikke blev kigget skævt til Carlo efter krigen, fordi han havde arbejdet for tyskerne, siger Bjørn: ”Jeg har ikke hørt noget. Han var jo tvunget til at arbejde, sådan var det jo i starten af krigen. Det blev jo anderledes i 1943, men ellers var der jo op mod 100.000, der tog arbejde for tyskerne, og landbruget leverede kød til Tyskland, så vi kunne få kul.”

Carlo brugte fritiden i Norge på at gå på danseskole, og her mødte han Gudrun, som tog med til Bornholm i august 1942, hvor det unge par flyttede ind i et værelse i Vestergade i Svaneke. I 1945 blev Carlo indkaldt igen og var denne gang med til at sørge for, at de tyske soldater kom med transportskibene, som lå i Rønne Havn.

Bjørns far byggede hus i Torvegade 21 i Østermarie i 1943, hvor familien flyttede ind, og hvor Bjørn tilbragte sine første år: – Min far havde en lastbil, en traktor og tærskeværk, og så tog han rundt og hjalp bønderne med at få høstet indtil 1947, hvor det var slut. Så var der ikke mere arbejde tilbage, og han måtte sælge, hvad der var tilbage. Bønderne havde fået marshall-hjælp og havde selv fået råd til at købe traktorer. Vi flyttede derefter ind på Staggevej 5 i Østermarie og lejede huset af møbelhandler Harry Kofoed.

En gammel kvittering fra Neksø Apotek før oldefar Kofoed lavede det om til lejligheder.

Bjørn nåede lige at starte i Østermarie Nordre Skole 1. april 1950 nær Randkløve, før far Carlo og familie måtte flytte til Sjælland for at finde arbejde i 1952. Bjørn var meget ked af at flytte fra Bornholm og især at skulle skilles fra bedstevennen Steen Jensen fra Langemose på Staggevej, for de legede stort set sammen døgnet rundt. Carlo Kofoed blev 71 år. Han døde den 8. april 1988, efter han havde boet i sit rækkehus i Taastrup i 35 år.

Bjørn blev soldat i Karup, gik på radarskole i Vedbæk og overvågede lufttrafik midt i Gribskov, indtil han blev fængselsbetjent i Vestre Fængsel, hvor han afsluttede i den lille arrest i Kalundborg med kun 17 fanger.

Selvom livet har kredset om Sjælland, så glemmer Bjørn aldrig sin bornholmske arv, og første gang vi talte sammen ligger da også en del år tilbage, da Bjørn havde indrykket en annonce i ugebladet Hjemmet for at få fat på sine bornholmske slægtninge. Så nu håber vi at spise en god frokost sammen, når corona har sluppet taget i os alle sammen.

 

 

Forstå din egen familie bedre med slægtsforskning

Dorte Kofoed har slægtsforsket i sin bornholmske familie i cirka 10 år, men det har først taget fart de seneste par år. Det er den bedste hobby, som hun nogensinde har haft, og når man nu ikke kan finde ud af at strikke, så er dette et glimrende alternativ til at glemme tid og sted, når man tager en tur med tidsmaskinen. Det har givet hende fantastiske oplevelser, hvor hun har besøgt sine slægtninge i Utah i USA, set den gamle træhytte, som hendes tip-tipoldefar levede i, da han emigrerede fra Arnager i 1882, har fået venskaber og slægtninge flere steder i verden og har oplevet en stor glæde ved de mange gamle gåder, som ligger og ulmer i slægterne, hvor skæbnerne fletter sig sammen på godt og ondt. Hun vil her i serien ”Forstå din egen familie bedre med slægtsforskning” dele ud af sine egne personlige historier og give tips og tricks til at slægtsforske. Kontakt hende gerne med spørgsmål og gode råd på: [email protected]