Foto: Jacob Jepsen

‘Der er jo ikke noget specielt ved Bornholm, når man kommer herfra’

Dagens navn: Claus Kofoed Espersen er entreprenørarbejder hos PL Entreprise, hvilke kan inkludere store maskiner, men yndlingshobbyen kræver finesse og en rolig arm.

Hvad er din uddannelse?

– Jeg har 9. klasse fra Østermarie Skole.

Er du født og opvokset på Bornholm?

– Ja, de første tre år boede vi mellem Årsballe og Klemensker, og dernæst i Østermarie, hvor jeg har boet siden, bortset fra seks-syv år, da jeg boede og arbejdede i Holbæk startende i 1981. Jeg fik et sommeferiejob på et vaskeri – og det varede så i to år, haha. Derefter var jeg jord- og betonarbejder og den slags.

Hvorfor valgte du at returnere til Bornholm?

– Jeg er jo født og opvokset her og ville gerne hjem til mine gamle venner.

Hvad var det ellers, der trak ved Bornholm?

– Der er jo ikke noget specielt ved Bornholm, når man kommer herfra. Turisterne synes, det er specielt, men vi andre synes, det er helt normalt.

Hvad laver du i din fritid?

– For øjeblikket spiller jeg dart.

Hvor gør man det henne?

– Det gør man i Østermarie og i Aakirkeby. Vi ligger nr. 2 i Danmarksserien 2, efter at vi vandt oprykning sidste år. Østermarie Billard- og Dartklub og Aakirkeby Billard- og Dartklub har slået sig sammen og lavet et hold, vi kalder Dart Bornholm. Og sidste år blev Steffen Koefoed og Frank Granlyst sjællandsmestre i double, så de kan godt kaste pile nogle af dem.

Hvor længe har du spillet dart?

– Cirka to og et halvt år.

Hvordan kom du i gang med det?

– Da jeg boede i Holbæk, kastede jeg lidt pile hjemme på værelset, og så har jeg på et tidspunkt tilbage i halvfemserne, tror jeg, det var, spillet lidt på Svaneke Bodega, men det stoppede. Seriøs dart, hvor vi spiller 501, har jeg så spillet de seneste par år.

Hvor ofte træner du?

– Det gør jeg to gange om ugen, tirsdag og torsdag. Da jeg var yngre, spillede jeg også håndbold og fodbold, men nu er det altså dart.

Det er vel også hyggeligt rent socialt?

– Det er nemlig det, jo. Og indtil sidste år havde jeg travheste, men så blev det forbudt at køre inde i Almindingen, og så stoppede jeg med det og solgte hestene.

Har du et yndlingssted på Bornholm?

– Det skulle da lige være min seng, haha. Nej, her er mange dejlige steder, men jeg kan ikke nævne et specielt yndlingssted.

 

Claus Kofoed Espersen

58 år
Han bor i Østermarie sammen med sin kæreste, Linjong Chaiyotha Sørensen.
Han har en søn på 37 år i Hørve, Sjælland, og to børnebørn på henholdsvis fem og 10 år.