Fredagstraditionen med demonstration for klimaet består. Foto: Jacob Jepsen

Demo på Store Torv: ‘Mange har fået øjnene op for klimaet’

Der er løbet meget vand – og desværre måske også plastikstykker og pesticider – i åen, siden en gruppe aktivister i februar 2019 begyndte at indkalde til klimastrejke på Store Torv. Fredagstraditionen består, selv om andre kriser i år har givet klimaet og miljøet mindre plads i den offentlige debat.

– Vi gør det trofast – ligesom Greta Thunberg også ventede på, at verden vågnede, siger Nulle Brylle, en af de demonstrerende, som i fredags med musik og sang gjorde opmærksom på den fortsatte kamp for en bedre verden.

AKTIVISME

Der er løbet meget vand – og desværre måske også plastikstykker og pesticider – i åen, siden en gruppe aktivister i februar 2019 begyndte at indkalde til klimastrejke på Store Torv. Fredagstraditionen består, selv om andre kriser i år har givet klimaet og miljøet mindre plads i den offentlige debat.

– Vi gør det trofast – ligesom Greta Thunberg også ventede på, at verden vågnede, siger Nulle Brylle, en af de demonstrerende, som i fredags med musik og sang gjorde opmærksom på den fortsatte kamp for en bedre verden.

Klimastrejken finder sted den første fredag i måneden mellem klokken 11.30 og 13. Ti minutter før “lukketid”, da Tidende ankommer, sidder et dusin omkring springvandet og synger protestsange, akkompagneret af guitar og ukulele. De mindste børn i flokken skal lige overbevises om, at de skal synge med på “Takket være livet” (og placere sig inden for rækkevidden af fotografens linse).

– Majse, vi har brug for dig, siger en af de voksne, inden en anden tilføjer.

– Vi har brug for din generation.

Skoddigt

På tørresnore omkring springvandet hænger kunstneriske uroer lavet af affald. Det er “de nyeste kollektioner”, havde Nulle Brylle sagt i telefonen, da hun ringede for at opfordre Bornholms Tidende til at kigge forbi.

– Jeg samler affald hver dag, når jeg går tur med min hund. Der ligger ting overalt – på stranden, på gader og stræder, siger digteren.

Særligt irriteret er hun over mængden af cigaretskodder, som folk efterlader i naturen. I et digt, som også dingler fra tørresnoren, har hun skrevet:

“Selvom det er fristende
at skodde ned i ristene
Stop hvis du’ begavet
de ender jo i havet
Jeg har en lille gave
der virkelig gør nytte
Den er lavet af metal
Det er en lille bøtte”

Hun viser bøtterne fra digtet frem. Det er sorte krydderibøtter, som hun har tegnet på. Hun deler dem ud, når hun møder en ryger på gaden, og næsten alle tager venligt imod gaven, fortæller Nulle Brylle.

Foto: Jacob Jepsen

Ansvar

Jeg påpeger, at indsatsen mod plastik i havene og cigaretskodder på gaderne er en miljøkamp, som adskiller sig fra klimakampens mindre håndgribelige mål om at reducere udslippet af drivhusgasser og undgå temperaturstigninger. De tilstedeværende mener, at man bør rette opmærksomheden mod mange forskellige problemer, og Nulle Brylle synes, at det hele hænger sammen.

– Jeg kigger på helheden. Hvis alle tager ansvar, tror jeg, verden bliver at meget bedre sted at være, siger hun.

Ved de første strejker sidste år mødte snesevis af unge op. Skal man tage det mere begrænsede fremmøde i november 2020, som et udtryk for, at klimainteressen aftagende?

– Jeg tænker, at der lige nu er mange andre emner, der overskygger det, siger ukulelespilleren, Tabea Zimmermann, inden hun finder akkorderne frem til “Kringsatt av fiender”.

 

Klimademo på Store Torv. Foto: Jacob Jepsen

 

Piger fra Åvangsskolen er erfarne klimastrejkere

 

“Skolstrejk för klimatet” står der på et af skiltene, som i fredags var hængt op ved springvandet på Store Torv i Rønne.

Skiltet er en kopi af det, som svenske Greta Thunberg brugte til at opnå hele verdens opmærksomhed, da den svenske pige strejkede fra undervisningen i en større sags tjeneste. Ved klimastrejken i Rønne vrimler det ikke med skolebørn, men to er til stede – Kirke Rye Koudal og Nina Skovbjerg Thorup fra 6. klassetrin på Åvangsskolen.

– Vi går ikke i samme klasse, men mødes kvart i 11 og går herned sammen, fortæller de.

De var trofaste til klimaprotesterne inden corona-nedlukningen, hvor strejken de satte strejkedeltalgelsen på lavt blus. I fredags gjorde de comeback. De to skilte, som de havde med under armen, har Kirke Rye Koudal malet sammen med en veninde.

De kan fortælle, at mange andre skoleelever er optaget af klimaet.

– Det er blevet bedre. Mange har fået øjnene op for det, siger de.

Blandt eleverne er der også en vis interesse for at tage fri et par timer om fredagen.

– Men så snart vi fortæller, at vi skal være udenfor i to timer, gider de ikke, fortæller de to klimabevidste veninder, inden de pakker plakaterne sammen og går tilbage mod skolen.