Bygma i Rønne vinder landsdækkende pris som bedste læreplads

Bygma i Rønne vinder landsdækkende pris som bedste læreplads
| ABONNENT | 11. NOV 2020 • 22:14
Af:
jakob-marschner
| ABONNENT
11. NOV 2020 • 22:14
Bygma Rønne kan nu kalde sig ’årets mest fantastiske læreplads’. Bag kåringen står Foreningen for Trælast og Byggemarkedsfolk (FUT). Med prisen følger 10.000 kroner til et socialt arrangement.

Den bornholmske afdeling af Bygma-kæden får prisen, fordi "virksomheden har udvist stor diversitet i hvad en elev får lov til at lære, har taget imod eleven på ekstraordinær vis, og fordi det er en forretning, hvor alle uanset titel og alder hjælper hinanden", oplyser Bygma Rønne i en pressemeddelelse.

Bygma Rønne blev indstillet til prisen af sin elev Lonnie Kastberg Andersen. Hun er født og vokset op i Skive, men flyttede mere end 500 kilometer til Rønne efter lærepladsen. Her fik hun både hjælp med flytningen og med at finde en bolig.

– Jeg har indstillet min læreplads, fordi jeg er sikker på at der ikke findes nogen bedre arbejdsplads, siger Lonnie Kastberg Andersen.

– Jeg gennemgår en professionel elevuddannelse, hvor jeg bliver udfordret både fagligt og personligt. Jeg får en bred viden om de produkter, som vi sælger, og der bliver stillet krav til mig via løbende opfølgning og statussamtaler. Min direktør spørger ind til både mit skolearbejde og min trivsel, og jeg føler, at jeg har en værdifuld plads på holdet, siger hun.

– Jeg har tidligere været meget usikker på mig selv, og jeg var nervøs for at skulle starte som den første kvindelige trælastelev herovre. Men det har været helt ubegrundet, og jeg bliver mødt med tillid. Min kollega satte i starten et motiverende kryds, hver gang jeg svarede rigtigt på et spørgsmål. På den måde fik jeg også tillid til mig selv.

Prisen vækker også stor glæde hos Bygma Rønne.

– Vi er utroligt stolte over at modtage Lærepladsprisen 2020, siger direktør Martin Klausen.

– I Bygma ønsker vi at tage et ansvar for at investere i den unge generations fremtid. Det er meget motiverende at modtage sådan en anerkendelse af, at vi gør det godt, og at vi kan være med til at profilere Bygma som en attraktiv arbejdsplads, siger han.

Bygma Gruppen beskæftiger cirka 2.400 ansatte fordelt på mere end 100 forretningsenheder i hele Norden. Koncernen er den største danskejede leverandør til byggeriet med aktiviteter indenfor salg og distribution af byggematerialer til både større og mindre byggerier. Bygma Gruppen havde i 2019 en omsætning på cirka 8,4 milliarder kroner.