Fugl blev en attraktion – nu er den fløjet

Fugl blev en attraktion – nu er den fløjet
Fugleinteresserede drøfter nu, om brundroslen i virkeligheden er en hybrid af en brundrossel og en rustdrossel. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 10. NOV 2020 • 11:17
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
10. NOV 2020 • 11:17
NATUR

En lille fugl har i en uge været en stor attraktion ved Sorthat Odde, og fugleinteresserede fra hele landet er strømmet til. Men nu er det måske slut.

Den lille brundrossel dukkede forleden op som en stor sensation i strandkanten i Sorthat. Den var ikke blevet observeret i Danmark i 52 år. Den kommer fra fra det centrale Asien, og det naturlige efterårstræk ville have bragt fuglen til det sydlige Kina i stedet for til Bornholm.

– Brundroslen har ikke været der i et par dage. Den har ellers været rimelig standfast, men nu er den desværre forsvundet, siger Sune Riis Sørensen, bestyrelsesmedlem i Dansk Ornitologisk Forenings lokalafdeling, DOF-Bornholm.

– Den er ikke set, siden vi i weekenden havde en stjerneklar og stille nat, som giver droslerne gode muligheder for at navigere. Så det er muligt, at den er trukket væk. Men den kan sagtens stadig være i området, og måske sidder den i en villahave i Hasle og spiser æbler, siger Sune Riis Sørensen.

De seneste observationer af fuglen er ifølge DOF-basen gjort i lørdags. Et par fugleinteresserede fra nærområdet holder øje med, om brundroslen skulle vende tilbage til Sorthat Odde.

Her var også forsamlingsloft

Sune Riis Sørensen fortæller, at fuglen er omgærdet af stor interesse, og Sorthat Odde vrimlede på et tidspunkt med så mange mennesker med store kameraer og kikkerter, at politiet gjorde opmærksom på, at forsamlingsloftet også gælder her.

– Den første dag efter observationen var der nok 150 ude at kigge, og så har der nok været omkring 50 hver af de efterfølgende dage. Vi bornholmere var der i de første dage, og så har det ellers været tilrejsende ovrefra, siger han.

Interessen er ikke blevet mindre, selv om fuglen måske er fløjet. Sune Riis Sørensen fortæller, at man i fuglekiggerkredse diskuterer, hvorvidt det er en ren brundrossel, eller om der er gener af rustdrossel i den. De to drosselarter, som stammer fra Asien, er nemlig kendt for at kunne kaste sin kærlighed på hinanden. Så måske er det en hybrid af de to drosler, der har besøgt Bornholm. Det er i hvert fald sikkert, at der var tale om en ung fugl, oplyser Sune Riis Sørensen.