Analyse: Bornholmsk politik er sprængt til atomer – nye overraskelser lurer i asken

Bornholmsk politik er lige eksploderet.

Braget lød fredag morgen klokken 10 med borgmester Winni Grosbølls annoncering af, at hun stopper på posten til nytår. Siden da har samtlige andre aktører i Bornholms politiske landskab famlet rundt blændet af krudtrøg, altsammen i forsøgene på at ane hvilket nyt politisk landskab, der mon vil tone frem mellem murbrokkerne.

Stærkest til skade i stanken af svovl og salpeter kom (i en klasse helt for sig selv) Socialdemokratiet. Det er de seneste 11 års borgmesterparti, der med Winni Grosbøll mister sit trækplaster, sin store stemmesluger og hele sit ansigt udadtil.

Undervejs har S gjort indtil flere forsøg på at finde en langtidsholdbar løsning som en mulig næste borgmester. Men alle forsøgene har haft det til fælles, at de ikke er lykkedes. Derfor står partiet nu tilbage med den 71-årige gruppeformand og tidligere borgmester Thomas Thors som sit for tiden mest sandsynlige bud på en spidskandidat ved valget i november næste år.

Han er 72 år til den tid – og 76 når hans periode løber ud, hvis det lykkes Thomas Thors at blive valgt som borgmester. Men omvendt, selvom det indtil nu ikke er Thors, der har ført argumentet i marken: I USA er Joe Biden netop blevet valgt til præsident. Han fylder snart 78.

Arvefølgen løb af sporet

Man kan ikke klandre Winni Grosbøll, at hun ikke har forsøgt at køre en efterfølger frem. Måske nærmere at forsøgene ikke blev gjort med en konsekvens og en tydelighed, der gjorde det helt klart for Bornholms vælgere, at her er en mulig kommende borgmester.

Første forsøg endte i en mavelanding ved valget i 2013. René Bloch gik til valg som gruppeformand, men fik kun mistrøstige 28 stemmer og gled ud.

Ind kom i stedet en ung Maria Fromseier Kjærgaard, der i en alder af 20 blev placeret i økonomiudvalget, hvor Winni Grosbøll selv indtager pladsen for enden af bordet. Signalet var helt tydeligt: “Læn dig tilbage, brug dine øjne og ører. Intet kan gå galt, for jeg er her. Du er med for at lære”.

I bakspejlet kan man diskutere, om Maria Fromseier Kjærgaard ikke havde haft bedre af at få noget politisk jord under neglene som medlem af et af fagudvalgene. Den chance kom til gengæld efter valget for tre år siden, for ikke bare blev Kjærgaard her medlem af det nye udvalg for job, udvikling og fritid (af denne avis i sin tid udråbt som et “superudvalg”, fordi det spænder ualmindeligt vidt), hun blev også formand for JUFU, som Bornholms politiske nørder til daglig benævner det syv mand store udvalg.

Efter endnu et flot valg var signalet lige så tydeligt som fire år forinden: Socialdemokratiet troede på Maria Fromseier Kjærgaard. Da hendes formandspost blev annonceret og med den også næste skridt i hendes læreproces, kvitterede vi her på stedet med at rydde forsiden for et rimelig stort foto fulgt af ét ord: “Kronprinsessen”.

Alt så klart ud, men igen blev landingen brat: Otte måneder inde i sit nye liv som udvalgsformand blev Maria Fromseier Kjærgaard sygemeldt. Diagnosen var hun åben omkring. Hun havde fået en depression.

I JUFU tog Erik Lund Hansen nu over som formand. Det gjorde han med den helt klare melding, at Maria Fromseier Kjærgaard blot skulle sige til, når hun var rask igen: Hvis hun ville have den, ville hun da få sin formandspost tilbage.

Ikke desto mindre er Erik Lund Hansen stadig udvalgets formand. Og efter sin tilbagekomst har Maria Fromseier Kjærgaard ført et stille liv i byrådssalen: JUFU-sagerne fremlægger Erik Lund Hansen. Og det er svært at få øje på hendes politiske projekt.

Det er værd at bemærke, at Maria Fromseier Kjærgaard hverken svarede klart ja eller nej, da hun her i avisen i lørdags blev spurgt, om hun ville udfordre Thomas Thors om rollen som borgmesterkandidat. Andre sagde klart nej, men Kjærgaard talte om partiets proces, og at der godt kunne komme flere kandidater. I flertal.

Gør hun alvor af hvad hun den dag kun antydede, vil Winni Grosbølls farvel også give os svaret på, om Socialdemokratiet på Bornholm har lige så stor fidus til nu 27-årige Maria Fromseier Kjærgaard i dag, som partiet havde det for syv år siden – og for tre.

Mere parantetisk kan Socialdemokratiet også siges at have forsøgt at køre nyt blod i stilling i skikkelse af Tommi Falk Petersen fra Nexø. Her kom flyet end aldrig på vingerne, for fra en position helt oppe som partiets nummer 5 var beskedne 74 stemmer for tre år siden ikke nok til en plads i kommunalbestyrelsen.

Så at sige alle, der følger med i bornholmsk politik, er enige om, at Winni Grosbølls langsigtede afløser ikke er at finde i dagens S-gruppe. Der er ligeledes enighed om, at Thomas Thors kan køre butikken og fylde borgmesterstolen ud på Ullasvej. Om han også kan genvinde stolen ved et valg (Thors fik senest 148 stemmer) tror man udadtil på i Socialdemokratiet, mens tvivlen råder mange andre steder.

Men det mest interessante kan blive, at Thomas Thors kan få sværere ved at holde styr på sin gruppe, end han får det med at holde styr på kommunen.

10.000 stemmer i frit spil

Valget om et år vil også bringe svar på et andet spændende spørgsmål fra det seneste årti: Hvor mange stemte på personen Winni Grosbøll – og hvor mange stemte på socialdemokraten Winni Grosbøll?

Socialdemokratiets håb er selvfølgelig, at der er flere af de sidste, end der er af de første. Thomas Thors forventer det endda: Som han fortalte i fredagsavisen, regner han med, at S-vælgernes loyalitet følger borgmesterkandidaten – og med, at vælgerne vil kvittere for deres tilfredshed med Winni Grosbøll ved også at give et godt valg til hendes mulige afløser.

Men det kan også gå anderledes, og så er der pludselig rigtig mange stemmer i frit spil: Winni Grosbøll fik senest 5.447, og selv det var en tilbagegang på lige godt 2.100. Alene efter Winni Grosbøll er arven på imod 7.500 stemmer, og der er også andre gruber at grave i for andre partier.

Nedsmeltede Alternativet har 1.464 stemmer i puljen, heraf alene godt 1.000 efter populære Anne Thomas, der kun holdt kort i bornholmsk politik. Dansk Folkeparti og Radikale lider begge på landsplan, og tommelfingerreglen fortæller, at tendensen på landsplan slår igennem med halv kraft ved lokalvalg. Et andet spørgsmål er, om Bornholmerlisten er holdbar, hvis den næste år 79-årige stifter Carl Ilsøe holder ord og ikke tager endnu et valg.

Op imod 10.000 stemmer kan uden videre siges at være i frit spil: 40 procent af de ret præcis 25.000. Et rent slaraffenland for alle andre partier end Socialdemokratiet – og en ganske anden situation for ikke bare S, men også de otte medlemmer af gruppen, som Winni Grosbøll lader alene tilbage fra nytår.

Indtil nu har de været vant til, at det kræver lige omkring 100 personlige stemmer at blive valgt for Socialdemokratiet – så ville Winni Grosbølls tusindtal af stemmer klare resten. For tre år siden fik Ole Rødvig det yderste S-mandat med 111 personlige stemmer. Ved Socialdemokratiets jubelvalg fire år forinden krævede samme øvelse kun 93 stemmer for Lykke Jensen.

Men nu? Hvem vil påtage sig at forudse, hvor mange stemmer det om et år vil kræve at tage Socialdemokratiets yderste mandat? Uden Winni Grosbøll bliver de socialdemokratiske stemmer uvilkårligt mere spredt, men vil det kræve 200 stemmer? Eller nærmere 300? Eller vil det endda kræve flere, fordi S desuden går tilbage?

Ingen ved det, men alle i dagens S-gruppe ved, at de hele næste år kommer på hårdere arbejde end nogensinde før, hvis de også skal have plads i den nye kommunalbestyrelse.

Allerede af den grund kan man vente en kamp for at markere sig ikke bare mest, men også bedst. Læg hertil, at Winni Grosbølls afgang også efterlader gruppeformand Thomas Thors alene med en gruppe, som han hidtil har styret sammen med  borgmesteren.

Udadtil har S-gruppen fremstået meget loyal. Men på de indre linjer har det i perioder krævet både Thors og Winni Grosbøll at holde styr på en gruppe, hvor adskillige har ønsket mere rum, end de to ledere har haft lyst til at give dem. Med Winni Grosbøll væk og med kravene til personlige stemmer for genvalg fordoblet eller mere vil det kræve al Thomas Thors’ erfaring at holde dampen nede i trykkogeren. Hans balancegang bliver meget delikat, for han kan hverken give frit løb eller forsøge at stoppe al selvstændig markering.

Og hvor langt rækker da S-gruppens loyalitet i forhold til Thors? Klart nok et stykke, for alle involverede ved også udmærket, at alle vil tabe ved, at S uden Winni bliver til ni individer i stedet for én gruppe. Men holder loyaliteten hele vejen? Den sag kan meget vel give Thomas Thors mere at bekymre sig om end det at køre den kommunale butik i lidt mindre end et år.

I de første par måneder af den situation kommer også en anden ledende socialdemokrat på overarbejde på en anden front: Lokalformand Anette Stæhr er med Winni Grosbølls farvel mere end nogensinde pisket til at finde gode, valgbare og frem for alt yngre talenter, der kan vælges næste år for så at stå som bud på en borgmesterkandidat ved valget om fem år. For Stæhr er det ikke nogen ny situation. Det nye er, at den nu er helt overhængende.

Nye borgmesterkandidater

Winni Grosbølls farvel betyder også et goddag til mindst én ny helt reel borgmesterkandidat. Dog næppe nogen af de to, der har meldt sig indtil nu.

Men Bjarne Hartung Kirkegaard (KD) kan faktisk blive borgmester. Det kræver en situation, hvor de to blokke begge får 11 mandater, mens Hartung får det tolvte og afgørende. I den situation kan han forhandle helt frit og tilbyde begge sider alle tunge bestyrelsesposter og formandsposten i samtlige udvalg for selv at blive borgmester. Scenariet er ikke det mest sandsynlige, men helt udelukkes kan det ikke.

Udelukkes kan derimod Linda Kofoed Persson (DF). I sig selv er det kun helt naturligt, at ethvert parti peger på sin spidskandidat som borgmester – men i Perssons tilfælde kræver det et valg, hvor vælgerne gør DF større end Venstre i en tid, hvor DF er i frit fald på landsplan og efter foreløbig tre år, hvor DF og Venstre har været i en slet skjult borgerkrig i byrådssalen på Bornholm. DF har ingen naturlig alliancepartner at bygge Linda Kofoed Perssons kandidatur på, og efter al sandsynlighed svinder partiets fire mandater ind til to, måske tre, hvis René Danielsson kan trække et ekstra mandat ud over sit eget.

Noget af et langskud er også, at viceborgmester Morten Riis (EL) kan rykke det sidste skridt op og blive borgmester. Det forudsætter til en start, at Enhedslisten får mindst lige så mange mandater som Socialdemokratiet. Det kan ske ved, at S mister mindst tre af de mandater, som Winni Grosbølls overskudsstemmer har sikret hidtil – og at Enhedslisten vinder alle de S-mandater, eventuelt alle pånær ét, som Enhedslisten så skal vinde et andet sted. Det vil ændre magtbalancen mellem S og EL fra dagens 9-2 til 5-6.

Det kan ske, for Morten Riis er tilforladelig, let at forstå – og af et medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse at være taler han forbløffende lidt om væbnet revolution og farvel til den private ejendomsret. I byrådssalen er han desuden jævnligt blandt de mest økonomisk ansvarlige, også en smule uvant for et fremtrædende medlem af EL.

Morten Riis er på samme tid erfaren og forholdsvis ung, og han har været ualmindeligt loyal og har derfor også fået meget igennem hos Winni Grosbøll. Den pakke kan tilstrækkeligt mange vælgere godt oversætte til, at han på samme tid både står for noget nyt og noget velkendt.

Enhedslisten og ikke mindst Morten Riis selv kan sagtens få et godt valg og samle pænt med stemmer op efter Winni Grosbøll. Men selv da taler al logik og al bornholmsk politisk historie stærkt for, at i hvert fald Rønne og sikkert også Nexø i bund og grund er så socialdemokratiske byer, at Enhedslisten ikke kan blive større end S. Og fra et parti som SF skal Enhedslisten ikke vente noget.

Kampen i byrådssalen mellem SF og Enhedslisten er mere subtil og underspillet end den åbne borgerlige borgerkrig mellem Venstre og DF, men tag endelig ikke fejl: Leif Olsen (SF) slår hellere knuder på sig selv på valgnatten, og han bruger hellere al sin lange erfaring på at udtænke sindrige flertalskonstellationer med andre, end han bruger SF’s ene, måske to mandater på at gøre Morten Riis til borgmester.

Den underspillende gigant

Da de her og andre konturer tonede frem på det Ground Zero, som Winni Grosbøll i fredags forvandlede Ullasvej 23 og resten af bornholmsk politik til, trådte en velkendt skikkelse som den første letgenkendelig frem fra asken og støvet: Mandagens og hele starten af denne uges helt store nyhed handler om, at folketingsmedlem Peter Juel-Jensen (V) nu også vil lege med i bornholmsk lokalpolitik.

Ikke som spidskandidat, selvom man aldrig ved, hvad der kan ske. Ikke som spidskandidat, for han støtter sin spidskandidat Søren Schow, omend man fornemmer, at det måske kun er, til han ikke gør det mere. Ikke som spidskandidat, for han har verdens bedste job i Folketinget. Og så måske alligevel, for det er naturligvis hævet over al tvivl, at kræfter i Venstre i netop disse dage forsøger at få Peter Juel-Jensen til at gå hele vejen. Tiden er knap. Efter planen skal Venstre finde sin spidskandidat om mindre end en måned.

Venstres chance er helt, helt historisk. I et kæmpemæssigt tomrum efter Winni Grosbøll, med op imod 10.000 stemmer eller flere i frit spil, med muligheden for en æra ikke ulig Winni Grosbølls 11 år ved magten på Bornholm tilsiger al logik, at Peter Juel-Jensen i disse dage bliver prikket så meget på skulderen, at han må skifte jakke flere gange om dagen for at undgå, at nogen prikker hul.

Spillet i Venstre er endnu meget ungt og svært at gennemskue til bunds. Men selv hvis Peter Juel-Jensen giver efter og søger det spidskandidatur, som så mange finder så logisk, skal han lande den rigtige fortælling: Fortællingen om, at Venstre nu samler det stærkest tænkelige hold i en helt historisk situation, som partiet senest var i på Knud Andersens tid. Hvad Peter Juel-Jensen modsat for enhver pris skal undgå er fortællingen om, at han bare gør sin entré, fordi Winni Grosbøll forsvandt.

Vent flere bomber forude. Anne Thomas kan strengt taget vende tilbage, omend det virker meget usandsynligt. Og ikke mindst kan Socialdemokratiet stærkt presset også levere endnu en overraskelse. Det var oplagt, at Winni Grosbølls afgang ville udløse en kædereaktion af store begivenheder, og at Peter Juel-Jensen nu også er på banen gør det kun endnu mere oplagt, at vi ikke har set det sidste endnu.

For Bornholm vil det spændende være, om dels presset på Socialdemokratiet og dels den morgenluft, som alle andre partier kan vejre, fører til, at der i året frem mod valget bliver lagt nye, gennemarbejdede planer og udtænkt nye visioner med bund i. At vi mere end længe vil se partierne i reel konkurrence, men måske også i et samarbejde om at lægge helt nye linjer ud for Bornholm. Eller tilføre nyt reelt liv til nogle af de linjer, der allerede er tegnet. For eksempel visionen om at være 42.000 på Bornholm om nu bare syv år.

Helt isoleret fra al spekulation om stemmetal og valgresultater og personer kan sådan en proces komme til at forandre Bornholm endnu mere end Winni Grosbølls blotte afgang som borgmester. Og det vil i så fald være ikke så lidt.