William Dams Boghandel. Foto: Jens-Erik Larsen

Puk Damsgård besøger Rønne

På torsdag, den 12. november, får William Dams Boghandel i Rønne besøg af journalist og forfatter Puk Damsgård klokken 14-14.30, oplyser boghandelen i en pressemeddelelse.

Hun kigger forbi i anledning af, at hun 9. november er på gaden med sin nye bog “Arabica”, som hun også vil signere.

Puk Damsgård er selvfølgelig kendt som DR’s mellemøstkorrespondent, men som forfatter ikke mindst for bogen “Ser du månen, Daniel” om den danske fotograf Daniel Rye, der sad som gidsel i 398 dage hos terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien.

En fortælling, der også siden er blevet filmatiseret.

Under en af sine reportagerejser for DR blev hun i det krigshærgede Yemen ven med den oprørske Shifa, som er læge, lakerer sine negle blå og planlægger en hemmelig flugt.

Venskabet bringer Damsgård ud på en færd fra Kairo mod Yemen, hvilket indebærer en 4.800 sømils rejse med et containerskib og 3.600 kilometer på tværs af Yemen i bil.

Med sig har hun dagbogsoptegnelser fra en kongelig dansk ekspedition i 1700-tallet, hvor fem mænd drog afsted på opdagelsesrejse til Yemen – dengang kaldet Det Lykkelige Arabien.

“Arabica” er Damsgårds historie om at drage på eventyr gennem det Mellemøsten, hun har levet i gennem et årti, om at overgive sig til tilfældet, knytte bånd på tværs af frontlinjer og om at være grænsegænger i sit eget liv.

Andre bøger fra forfatterens hånd er “Den sorte kat i Mosul”, “Ulvehjerter” og “De renes land”.