LEDER
– Vi kører mig i stilling som borgmesterkandidat.
Sådan citerede Bornholms Tidende fredag formiddag Linda Kofoed Persson, formand for Dansk Folkepartis gruppe i kommunalbestyrelsen. Og dermed blev det understreget, at med Winni Grosbølls (S) melding om, at hun trækker sig som borgmester, er spillet om magten i kommunalbestyrelsen blæst i gang.
I skrivende stund står det klart, at Socialdemokratiet, Venstre, Enhedslisten og Dansk Folkeparti rækker ud efter borgmesterembedet. Og derfor er det nødvendigt at lancere den vigtige mellemregning. Spørgsmålet er: Hvilket parti ender med en spidskandidat, der kan trække flest af de stemmer, som normalt ville gå til Winni Grosbøll? Vi taler om hele 5.447 stemmer. I de stemmer ligger nøglen til magten.
Da Linda Kofoed Persson fredag gik på banen, havde Socialdemokratiet allerede peget på gruppeformand Thomas Thors som Grosbølls midlertidige afløser fra januar 2021. Umiddelbart efter annoncerede Thomas Thors ydermere over for Bornholms Tidende, at han er klar til at være partiets spidskandidat til valget.
Men også viceborgmester Morten Riis (EL) er inde i kampen, bekræfter han i dag over for Bornholms Tidende. Det gør han med et klart signal om, at han ikke ser sig selv spille den kritiske, men loyale andenviolin under Thomas Thors, som han har spillet under Winni Grosbøll.
– Jeg synes ikke, han er lige så tydelig en borgmesterkandidat som Winni, siger Morten Riis.
Vi skal allerede nu hylde
den demokratiske proces
og ønske alle kandidater
til kommunalbestyrelsen
en god valgkamp
Og så er der det raffinerede spil i Venstre, der godt kan blive ret afgørende for valget. Situationen i Venstre er den, at Søren Schow har meddelt, at han genopstiller til posten som spidskandidat for partiet og pladsen som borgmester. Partiet regner ifølge TV2/Bornholm med at holde opstillingsmøde i november – og meget kan ske inden.
For folketingsmedlem Peter Juel-Jensen er på vej tilbage til bornholmsk politik. Han bekræfter mandag over for Bornholms Tidende, at han er kandidat til kommunalbestyrelsen.
– Jeg er blevet prikket på skulderen, og jeg har sagt til bestyrelsen, at "hvis I kan bruge mig, så er jeg klar", siger Peter Juel-Jensen.
Peter Juel-Jensen rækker langt tilbage. Han er søn af tidligere borgmester i Aakirkeby Birthe Juel-Jensen og begyndte selv sin politiske karriere som medlem af kommunalbestyrelsen i Aakirkeby i 2001, hvor han også blev medlem af Bornholms Amtsråd. Han udtrådte af kommunalbestyrelsen i 2007.
Er han kandidaten, der kan bringe Venstre tilbage i magtens centrum på Bornholm? Eller med andre ord: Vurderer Venstre, at det er ham og ikke Søren Schow, der kan trække stemmerne fra Winni Grosbøll hen over den midte, der ikke altid er synlig i lokalpolitik?
Det spil må allerede køre i kulissen hos Venstre. Og det eneste sikre lige nu er, at det bliver spændende at følge den videre politiske proces.
Vi skal derfor allerede nu hylde den demokratiske proces og ønske alle kandidater til kommunalbestyrelsen en god valgkamp.