Partiskifte: Joan Prahl Parente nyt medlem i SF

Partiskifte: Joan Prahl Parente nyt medlem i SF
Joan Prahl. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 8. NOV 2020 • 12:49
Af:
laust jordal
| ABONNENT
8. NOV 2020 • 12:49
Den tidligere socialdemokrat Joan Prahl Parente har meldt sig ind i SF. Det oplyser TV2 Bornholm søndag. Hun har tidligere været medlem af Socialdemokratiet i syv år. Hun var også partiets kandidat til Regionsrådsvalget i 2021, men i september meldte hun sig ud, fordi regeringen ikke vil forbyde rituel omskæring af drengebørn, skriver tv-stationen på sin hjemmeside.

Joan Prahl Parente bekræfter overfor Bornholms Tidende, at hun har skiftet parti. Hun meldte sig ind i SF kort efter at have forladt Socialdemokratiet.

– Jeg er rigtig glad for at have fundet et parti, hvor jeg kan se mig selv. Jeg meldte mig ud af Socialdemokratiet, da jeg ikke længere kunne se mig som en del af partiet der. Jeg har kigget mig rundt efter et andet parti, og jeg synes, SF ligger godt i maven på mig. Jeg kan se mig selv i rigtig meget af partiets politik, siger hun, og uddyber:

– Jeg er formet af min tid i fagbevægelsen, og jeg kan gå ind for partiets fagpolitik, socialpolitik og den grønne linje, siger Joan Prahl Parente, der tidligere blandt andet har været afdelingsformand i FOA Bornholm.

– Der er ikke noget af SFs politik, jeg ikke kan se mig selv i, siger hun til Tidende.

For tidligt at sige noget om kommunalvalg

Joan Prahl Parente fortæller, at hun meldte sig ind i SF, fordi hun gerne vil være aktiv i lokalpolitikken på Bornholm, og derfor er det vigtigt for hende, at hun blev godkendt til af landsledelsen i mandags. Det betyder, at hun kan stille op til næste kommunalvalg for partiet på Bornholm. Men det er stadigt for tidligt for Joan Prahl Parente, at sige noget om, hvad hun og lokalafdelingens planer er for opstilling af kandidater til kommunalbestyrelsen.

– Nu er jeg blevet medlem af SF, og vi skal til at bruge vinteren på at lære hinanden at kende i gruppen. Vi holder generalforsamling til februar, og der finder vi ud af, hvem der vil være kandidater til kommunalbestyrelsen, siger Joan Prahl Parente.