Ny samtalebog giver trøst og livsmod

TRO OG EKSISTENS

Hvad stiller man op med livets store spørgsmål? Spørgsmål om troen, ånden og døden. Om håb og livsmod. Nogle ville måske tage en snak med sin præst. Det har skuespiller Bodil Jørgensen gjort. Eller rettere: Hun og Mikkel Wold, præst i Marmorkirken i København, har talt sammen om de spørgsmål i en række samtaler. De samtaler er der kommet en hel bog ud af.

‘Gå med fred – Samtaler om tro og livsmod’ hedder bogen, og den er sammensat og redigeret af journalist og forfatter Joan Øhrstrøm, der er bosat på Bornholm. Den opmærksomme læser vil genkende navnet fra netop disse sider om tro og eksistens i Bornholms Tidende, som Joan Øhrstrøm tidligere har skrevet til.

Joan Øhrstrøm fortæller, at hun blev kontaktet af forlaget Grønningen 1, der havde læst nogle af hendes artikler i Bornholms Tidende, og gerne ville have hende til at lave en samtalebog med Bodil Jørgensen og Mikkel Wold.

– Det var forlagets idé tilbage i foråret 2019. Jeg var bare heldig at få lov til at skrive den. Det hjalp nok, at jeg i forvejen var inde i området som kirkereporter på Bornholms Tidende, siger hun.

– Jeg begyndte samtalerne med Bodil og Mikkel samme sommer i 2019 og fortsatte frem til sidste forår og skrev samtalerne ud undervejs. I begyndelsen mødtes vi, men da coronaen kom til Danmark, klarede vi det sidste på Skype, så jeg kunne blive på Bornholm. Det var mest dem selv, der valgte emner undervejs, de syntes, at de havde noget at sige om, mens jeg bare spurgte ind til de ting, jeg syntes skulle uddybes – som læsernes ambassadør. Og bagefter var opgaven jo så at luge ud, stramme op og sørge for, at der var en rød tråd i det hele, forklarer Joan Øhrstrøm.

Skuespiller Bodil Jørgensen og præst Mikkel Wolf. Pressefoto

Berigende samtaler

Joan Øhrstrøm er selv troende kristen og fortæller, at hun hver dag diskuterer eksistentielle spørgsmål med sin mand derhjemme. Derfor har arbejdet med Mikkel Wold og Bodil Jørgensen også været givende for Joan selv.

– Bodil og Mikkel har først og fremmest været kloge at lytte til. Jeg er jo selv uddannet gymnasielærer og elskede, når de refererede til litteratur og kunst. Sommetider har jeg været helt høj af samtalerne, og jeg har følt mig både trøstet og åndeligt beriget gennem samtalerne. Og det har været en chance for os alle tre til at reflektere over store eksistentielle emner som tro, kriser, lykke, livsmod, død, sorg, håb og kærlighed, siger Joan Øhrstrøm.

– Mikkel og Bodil er utrolig søde begge to, og vi har grint meget sammen. Især når Bodil slog over i sønderjysk. Jeg er selv oprindeligt fra Sønderjylland, så det var vi til fælles, siger hun.

Åndens tur til opmærksomhed

“Gå med fred” er skrevet til alle, der tænker over livet og gerne vil have opmuntret deres livsmod, forklarer forfatteren. Joan Øhrstrøm håber at kunne inspirere læseren til en større samtale om alt det store i livet, som hurtigt kan forsvinde i dagligdagen.

– Som Bodil siger, mangler de fleste af os jo ikke noget, så nu er det åndens tur til at få lidt opmærksomhed. Det er meget en bog om, hvad det vil sige at være menneske. Og bogen er også tænkt som en inspiration til, hvordan man får blik for det vigtige – med selvforglemmelse og forundring som vigtige tilgange i livet, siger hun.

– Jeg håber, at folk vil gå trøstet og opmuntret ud af bogen, ligesom jeg selv har gjort det efter vores ofte sjælesørgeriske samtaler. “Gå med fred” er også både en trøstende velsignelse og livsopfordring til at gå ud i livet med et mere kærligt blik på sig selv og sit medmenneske, siger Joan Øhrstrøm.

“Gå med fred” har fået en flot modtagelse i de danske dagblade – Kristeligt Dagblad eksempelvis kvitteret med hele fem stjerner – og bogen har de seneste par uger ligget i top ti på bestsellerlisten. Her får du et lille uddrag af den. Det er fra det kapitel, der handler om Livsmod.

‘Gå med fred – Samtaler om tro og livsmod’. Pressefoto

 

 

Uddrag fra ‘Gå med fred – samtaler om tro og livsmod’

MIKKEL: Kender du den fortælling af Karen Blixen, der hedder Ringen? Den står i et essay, hun skrev: Mit livs motto. Og handler om en kinesisk kejser, som får foræret en særlig ring af en embedsmand, der har fulgt ham, siden kejseren var dreng, og i den ring er der en lem, som han skal åbne, når han enten er allermest lykkelig eller allermest ulykkelig. En dag er kejseren lykkelig og beslutter sig for at åbne lemmen. Han ser et skrifttegn inde i ringen, der betyder: ”Det varer ikke ved.” Det er nemlig godt, ikke? For det er, når du er allermest lykkelig eller allermest ulykkelig, du har brug for at vide, at det ikke varer ved. Når man er allermest lykkelig, kan beskeden bruges til at værdsætte de lykkelige øjeblikke, som livet tilsmiler en med, og når man er allermest ulykkelig, så skal man vide, at det her varer ikke ved, og så kan beskeden bruges som trøst.

BODIL: Det er smukt … Alt har en ende …

MIKKEL: Ja, og det er ikke alle, der har det skidt, som tænker over det. Man skal virkelig have det at vide.

BODIL: Jeg tænker også på det med at blive voksen. Der er så lidt leg, når man er voksen. Vi forlader så meget, vi aldrig skal opleve igen. For eksempel fornemmelsen af, at tiden står stille. Nogle gange genkender jeg følelsen, når jeg for eksempel hører et stykke musik af Bach. Jeg bliver rørt. Det fører mig ind i tankebaner, som leder mig steder hen, jeg aldrig havde forestillet mig. Samme følelse har jeg, når jeg forestiller mig, at jeg lægger mig i Guds hånd. Det er jo også noget barnligt.

MIKKEL: Men det er vigtigt, det med det barnlige. I aftensalmen Sig månen langsomt hæver fra 1783 skriver Matthias Claudius: ”… lad lig et barn mig blive, skænk mig et fromt, enfoldigt sind!” Og han er ikke den eneste, som har ”det barnlige” med i sin salme. Det udtryk forekommer i mange salmer, men det skægge er jo, at vi i vores tid nogle gange opfatter det barnlige som barnagtigt. Men at være ”barnet lig”, det er jo at være som barn. Og når Jesus siger: ”Hvis ikke I bliver som børn, kommer I ikke ind i Guds rige …”, mener han jo ikke ”hvis ikke I bliver barnagtige”. At være barnagtig er noget helt andet end at blive ”som barn”. Jeg tænker også på de store ånder i romantikken, de havde modet til at tale om at være som et barn. Da Grundtvig som 60-årig var på vej ud af en depression, skrev han salmen Sov sødt, barnlille. Den bliver ofte brugt som dåbssalme og med god grund. Men den er dybest set en salme, der skal trøste den voksne.

BODIL: Havde Grundtvig depressioner?

MIKKEL: Ja, flere gange, og han havde også mani. Engang måtte han hjælpes ned fra prædikestolen, efter at manien næsten var gået over i ren galskab – og han var væk i et halvt år.

BODIL: Men tænk, at han vender tilbage.

MIKKEL: Ja, og på vej tilbage fra et af sine depressive anfald skriver han altså den her salme Sov sødt, barnlille. Han skriver blandt andet om det, der for ham er det, der redder ham, nemlig at det er Gudsfingrene, der har tegnet korsets tegn for hans ansigt og bryst, som han skriver i andet vers. Det er dåben, han tænker på, der, hvor man tegner korsets tegn for barnets ansigt og bryst. Hvis man prøver at læse den salme som udtryk for, hvad der er vores dybeste tilhørsforhold, og véd, at den er skrevet af en 60-årig til sig selv som trøst på vej ud af en depression, så er den dybt bevægende. For det ender med, at han kan sige ”godnat til tvivlen og frygten og sorgen”.

BODIL: Vi sang den til Trine Michelsens begravelse. Det glemmer jeg aldrig. Hun var med i filmen Idioterne, som vi lavede med Lars von Trier i 1998, og jeg havde den sjoveste aften med Trine nede i Cannes. Hold da fest! Hun var sådan en livsgnist. Men så dør hun jo, forholdsvis ung, og jeg var med til hendes begravelse, og der sang vi Sov sødt, barnlille, og jeg glemmer det aldrig, hvordan hendes far, filmanmelderen med hatten, stod ved hendes kiste og sang den godnatsang for hende, som han havde sunget for hende, da hun var lille. Der blev det tydeligt, at selv når vi er voksne, er vi bare børn.”