Fotos: Bruun Rasmussen

‘Helt unik forsendelse’ fra Bornholms Tidende

På auktionshuset Bruun Rasmussens frimærkeauktion i næste uge findes det, som auktionshuset betegner som en “helt unik forsendelse”, der er sendt fra Bornholms Tidende i tiden 1950-1952.

Kuverten er frankeret med et rødt Frederik IX-frimærke på 25 øre, som er annulleret med et violet linjestempel med påskriften “Bornholms Tidende.

På brevet står desuden i blåt “Bedes medbragt til Dagmarhus, hvor det afsendes som” efterfulgt af rød skrift: “PILOTBREV – TAK”

Forsendelsen er steget i pris fra datidens 25 øre og er af Bruun Rasmussen vurderet til 4.000 kroner. Der er hammerslag tirsdag formiddag.

Her falder hammeren også over andre mærker med bornholmsk interesse, heriblandt et godsfrimærke fra Vest- og Nordlandets Automobilselskab, der betegnes som “et helt unikt topobjekt” og er vurderet til hele 7.500 kroner.