Bornholmsk stemme i ny bog om 1950’erne: Dengang boomerne boomede

HISTORIE

Alt klumper sig sammen i de større byer. Både borgere, virksomheder, uddannelser, beskæftigelse og vækst. Forskellen mellem land og by er for stor og præget af ulighed, konstaterede erhvervsminister Simon Kollerup (S) tirsdag i en regional- og distriktspolitisk redegørelse for Folketinget.

Hermed søger ministeren at blæse til kamp imod 50 års offentlig centralisering, der på Bornholm begyndte i 1970, hvor øens 21 små sognekommuner og købstadskommuner blev slået sammen til fem ”store", og kulminerede med ”en ø – en kommune” i 2001.

Men forudsætningerne for de administrative centraliseringer har rødder helt tilbage i årene umiddelbart efter 2. Verdenskrig, hvor også de bornholmske småbyer endnu besad, hvad sociologerne kalder »et udvidet familiært netværk, lukket lokal økonomi og en særlig nabolagsøkologi«.


Udkantsdanmark

”Udkantsdanmark” var slet ikke et begreb, der indgik i sprogbruget. Og ingen talte om ældrebyrde, men om babyboom og mangel på familieboliger, skoler og daginstitutioner. Da krigen sluttede, lå befolkningstallet på fire millioner med dobbelt så mange børn under 14 år som ældre 60 plus.

Hvordan barndommens hverdagsliv foregik i 1950’erne, kan man læse i den på Lindhardt & Ringhof nyligt udkomne ”Barndom på Landet”, hvor journalisten og forfatteren Helle Juhl, der selv er født 1953, har interviewet 10 danskere, der er opvokset på landet i efterkrigsårene.

En af fortællerne er Bente Falk Svensson, der er opvokset i Tejn og i voksenlivet blev sekretær i Allinge-Gudhjem Kommune. I dag bor hun på Møllevangen i Allinge.

Medvindsgenerationen

Fælles for alle fortællerne er, at samfundet i deres tid nød generel medvind: økonomisk fremgang, forbedrede levevilkår, en voksende velfærdsstat og tiltagende internationalt samarbejde. Optimismen piblede frem til trods for snigende atomtrusler og kold krig i kulissen.

Alle fortællerne er, hvad nutidens unge lidt hånligt ynder at kalde ”boomers” – altså født mellem 1946 og 1964 efter de største babybooms i Danmarkshistorien. I dag får de skylden for at have raget alt til sig på bekostning af de efterfølgende generationer.

Og på mange måder lyder deres barndom da også Morten Korch-idyllisk. Landbruget beskæftigede endnu mange mennesker, småbyerne havde egne skoler, mange mindre virksomheder og butikker, et rigt foreningsliv og lokalmiljøet kunne ernære og genføde sig selv.


En barsk start

Men 1950’erne bød også på anderledes barske opvækstvilkår for landbobørn, end nutidens urbane curlinggeneration kan drømme om med kakkelovnsfyring, fysiske afstraffelser og børnearbejde, allerede da de fyldte 10.

For eksempel var det almindeligt, at børnene hjalp til med roehakning, jordbærplukning og kartoffelhøst i al slags vejr, og mange børn kørte traktor, så snart fødderne kunne nå koblingen og bremsen.?Men den slags tog slut efterhånden som landet på bare 25 år gik fra flosset krigsøkonomi til florissant forbrugsfest, hvor arbejdskraften blev forskudt fra landbrug og fiskeri til industrien og de større byer, og den offentlige sektor fik tilsvarende vokseværk.

De gode tider

Stadigt flere blev kommunalt eller statsligt ansat med for eksempel børnepasning, ældreforsorg og på de nybyggede centralskoler, rådhuse og uddannelsessteder. Købekraften steg, og privatøkonomien bedredes for eksempel ved, at landbokvinderne tog deltidsarbejde.

Velstandsboomet startede i de større byer. Men også ude på landet slog velfærd og højkonjunktur dog igennem til sidst med dybfrysere, indlagt el og vand og nyt tøj i stedet for det omsyede, der gik i arv fra ældre søskende.

Og ikke mindst de første fjernsyn var en milepæl, der i starten blev et nyt samlingspunkt for naboer i lokalområdet. Her nød man i samlet flok ved skærmen bagværk og kaffebord, mens man fulgte med og snakkede om løst og fast i nabolaget.