Ikke mindst Frennehavnsområdet med mange indskæringer og læ for den også dengang fremherskende vestenvind var velegnet til både fredelige og mindre fredelige landgange. Det er måske herfra og ved den nuværende Vigehavn, at skibe fra vel 400-tallet og frem anløb for at handle med stormanden eller underkongen på Sorte Muld. Havnene lå allerbedst i forhold til handelsvejene både nord-syd og øst-vest i tiden, hvor man endnu eksperimenterede med nye skibstyper og med at få sejlet til at fungere som hjælper for farten. Foto: Finn Kjerulf Hansen.

‘Vikingetidens bornholmere var politisk ukorrekte: Rigdommen skyldes slavehandel’

HISTORIE

”Det kan faktisk slet ikke udelukkes, at en væsentlig del af den rigdom, man vurderer, at øen havde i vikingetiden, i højere grad var baseret på slavehandel end på det røvede ædelmetal og andre værdier.”

Det skriver historikeren Finn Kjerulff Hansen i sin nyudkomne beskrivelse af interne bornholmske politiske, økonomiske, religiøse og sociale forhold i årene år 0 til cirka 1250 – bogen ”Landet i Øst”.

Hermed taler han lodret op imod tidens historieløse tendenser til at måle fortiden direkte med nutidens alen og til dagens mere eller mindre elegante forsøg på at fremstille slavehandel og slaveri som en særlig europæisk-kapitalistisk specialitet.

Fra tidernes morgen

Men slavehandel og slaveri kendes gennem hele menneskehedens historie og fra alle egne af kloden. I dag er der, fortrinsvis i Afrika, Mellemøsten og Asien, cirka ni millioner slaver. Værst i Mauretanien, hvor op imod 15 procent af befolkningen holdes som slaver.

Finn Kjerulff Hansen gør også op med den demokratiske myte, at man i sidste del af bronzealderen og begyndelsen af jernalderen skulle have haft et udpræget lighedssamfund.

Kun et mindretal af jordejere var frie – resten ufrie. Ved vikingetidens slutning skønnes befolkningen til omkring 8.000 plus trælle, der for det meste blev videresolgt, da de fleste gårde ikke var større, end at de kunne klares af familien samt et par jordløse.

Barske tider

Endnu i 1200-tallet omtaler loven trælle som en ejendomsting, der kunne straffes nærmest efter behag uden nævneværdige følger for gerningsmanden. Bøderne for at dræbe en træl svarede nærmest til bøderne for hærværk på en anden mands ejendom.

Men generelt var datidens livsforhold for de fleste en daglig kamp for overlevelse. Man boede i utætte, lerklinede huse fyldt med røg fra ildstedet midt i beboelsesdelen, og om vinteren må kulden have plaget, selv om avlsdyrene stod lige ved siden af.

Overraskende høje

Dårlig hygiejne og ernæring har givet grobund for mange epidemier. Og i perioder udsattes man for større fjendtlige landgange, der medførte død, ødelæggelse og bortførelse af større piger og yngre kvinder til en uvis fremtid.

Gennemsnitsalderen anslås til 30-35 år. Men de rigeste bønder levede længere og bedre. Gennemsnithøjden var cirka 174 centimeter for mænd og 162 for kvinder, næsten uforandret siden den varmere bronzealder og tegn på en temmelig proteinrig kost.

Men overklassen mærkede helt givet heller ikke følgerne af misvækst og hungersnød i samme omfang som de øvrige befolkningsgrupper, der førte en daglig kamp med og mod naturen for at sikre et dagligt udkomme, man kunne overleve på.

Slusegårdskysten må ud over at have været en væsentlig begravelsesplads for slægter lidt længere nordpå i det frugtbare agerland også have været anløbs- og handelsplads gennem en lang periode. Det viser de mange fundne skibsgrave i området. De meget spinkle både skulle padles, og det har ikke været ufarligt at sejle over for eksempel Østersøen i dem. Vand fik man fra Øleåen, som har udløb i området. Foto: Finn Kjerulff Hansen.

 

 

Kvinder og piger var bytteobjekter

Det siges, at der ikke findes historie – kun historikere. En sandhed, der illustreres i den grad i disse år, hvor selv faguddannede historikere lancerer den ene ejendommelige tidstypiske teori efter den anden.

I 2015 bekendtgjorde forskere ved Nationalmuseet begejstret, at bronzealderens Egtvedpige slet ikke var dansker, skønt Danmark dengang slet ikke var opfundet. Strontiumanalyser skulle tyde på, at hun kom fra Schwarzwald.

At de også viste, at hun lige så godt kunne komme fra Bornholm, hvor man endog kender en udstyrsmæssig ”søster” i Olsker, blev ignoreret. Også selv om en svensk forsker i fjor påviste, at Bornholm, det sydøstlige Sverige eller det sydvestlige Norge er det mest sandsynlige bud.

Af andre politisk korrekte moderne mærkværdigheder fra disse år er, at vikingerne var feminister. Ikke alene kæmpede de på linje med mændene i felten. Men som i dagens quer-teorier skal de have haft flydende kønsforståelse.

Det støtter man blandt andet på, at man mener at have fundet en figur af Odin i dametøj. Men skotternes nederdele eller arabernes lange, løse gevandter gør dem jo ikke nødvendigvis til transkvinder med og uden penis eller repræsentanter et af nutidens 71 forskellige køn.

Disse fantasterier ligger da også velgørende langt fra det billede, som Finn Kjerulff Hansen tegner af de bornholmske kvinder fra 0 til 1250 i sin nye bog ”Landet i Øst”, hvor han brutalt fastslår, at stormændene udnyttede kvinderne til at skaffe sig ressourcer, fred og støtte.

”Man veg ikke tilbage for at bortgifte kvinderne flere gange, hvis der kunne opnås fordele herved. Kvinderne var endda ikke altid enker, men blev så formentlig tvangsskilt og bortgiftet til en anden fyrste eller stormand, skriver Finn Kjærulff Hansen.

Piger og kvinder var i praksis mest et slags bytteobjekt til at tjene de mandlige slægtninges interesser. En vare ligesom guld, sølv, våben og kvæg, og som sandsynligvis ikke rådede over deres egen person eller formue.

Tidens friller – elskerinderne – var bestemt heller ikke altid trællekvinder. Stillingen fungerede også som en slags overlevelsesmulighed for uforsørgede kvinder som krigsenker eller ugifte. Og man kunne med fordel forære en stormand en af sine døtre.

Hvor mænd altså kunne slippe afsted med friller, kunne gifte kvinder risikere at blive slået ihjel, blev de grebet i hor. Voldtægt var ikke tilladt – ikke fordi det var en forbrydelse imod kvinden – men imod hendes slægt, som selv kunne straffe voltægtsmanden med døden.

Kjerulff skønner, at krigersamfundets uundgåelige kvindeoverskud må være blevet friller. Og derudover har man formentlig udsat langt flere – og uønskede – nyfødte piger end drenge til den visse død i naturen.

Børneudsættelser fandt sted fra langt tilbage i tiden – ikke mindst i dårlige høstår. Den makabre skik blev næppe stoppet før op imod 1300 under kristendommens indflydelse. Omend muligheden for udsætning ikke blev helt forbudt.