Evakuerede børn i Ny Kirke den 8. maj 1945. Foto fra bogen

Øjenvidner til Befrielsen

"Bornholm er det mørke kapitel i historien om Danmarks befrielse. Mens resten af Danmark fejrede, at Besættelsen var slut, blev Bornholm besat på ny og sønderbombet af Den Røde Hær".

Ja, det er vel historien i en nøddeskal om, hvad der skete, da Anden Verdenskrig sluttede – set med bornholmske øjne.

BOG

“Bornholm er det mørke kapitel i historien om Danmarks befrielse. Mens resten af Danmark fejrede, at Besættelsen var slut, blev Bornholm besat på ny og sønderbombet af Den Røde Hær”.

Ja, det er vel historien i en nøddeskal om, hvad der skete, da Anden Verdenskrig sluttede – set med bornholmske øjne.

Om end der snarere var tale om, at øen blev sønderbombet af Den Røde Hær og dernæst besat på ny. Ikke omvendt.

Men sådan bliver kapitlet nu engang indledt i en ny bog, som hedder “Befrielsen i glimt – 75 danske øjenvidneskildringer”, som har forord af Bent Melchior og bliver udgivet af Kristeligt Dagblads Forlag.

Formålet er skam ædelt nok, eftersom det er hensigten at komme et skridt tættere på de dramatiske begivenheder, end når en bog eksempelvis behandler de overordnede politiske aspekter af den tyske besættelse eller beskriver afslutningen på de Fem Forbandede År i helikopterperspektiv.

Bogen bliver udgivet her i 75 året for den danske befrielse og bygger på bidrag, som Kristeligt Dagblad i foråret opfordrede læserne til at skrive og sende ind netop i anledning af jubilæet. Og allerede i Melchiors forord fornemmer man historien vingesus og overraskes igen-igen over, at det jo altså ikke er længere siden end som så, at situationen i Danmark, i Europa, ja, i hele verden var så desperat.

Ikke længere siden, altså, end at den tidligere overrabbiner, som stadig er lyslevende iblandt os, kan fortælle om, hvordan han i Malmø, som hans familie var flygtet til, oplevede den 4. maj i 1945.

Og han kan citere sin far for at sige følgende, da familien returnerede til Danmark, ikke som forhutlede flygtninge på en fiskerbåd, men med den officielle færge og til modtagelse af af en stor menneskemængde på kajen i København:

– Én ting er, at vi blev hjulpet, da vi måtte flygte i oktober 1943. Det er sket alt for ofte i jødernes historie, at de er blevet hjulpet til at forlade deres land. Men at modtage dem tilbage med varme og hjertelighed, det har vi ikke oplevet så ofte, så også det er vi vores landsmænd taknemmelige for.

Skærmede kroppen

I kapitlet, som fortæller om den bornholmske befrielse, er der tre øjenvidner, der fortæller, nemlig Jørn Peter Lærkesen, som var otte år ved befrielsen, Lars Tybjerg, som var fem år, og endelig Mogens Lau, som er født så sent som i 1942, men ikke desto mindre har denne situation i skarp erindring:

– Der kom lavtgående flyvemaskiner ind over byen, og det var jo spændende at se på for en lille dreng. Og så kom der en frygtelig larm. Jeg husker, at mor tog mig i nakken og nærmest smed mig ned på gulvet under stuevinduet i mit barndomshjem i Rønne, ligesom hun søgte at skærme mig med sin krop.

I alt 14 sider fylder Bornholm i bogen, og den fortæller blandt andet også om de mange tusinde civile, som i krigens sidste dage druknede under en af verdenshistoriens største evakueringsaktioner til søs kaldet Operation Hannibal, da tyskerne flygtede fra russerne ud i Østersøen, hvor både russiske ubåde og britiske RAF-fly beskød dem. Alene på MS Wilhelm Gustloff var der mellem 6.050 og 10.582, der gik ned – både soldater og civile på flugt – og der var også skibe med tusinder af kz-fanger, som omsider var undsluppet deres mareridt. Kun for at lide druknedøden.

Tal med fejl

At bogen kunne have brugt en lidt mere nidkær og detaljeorienteret redaktør vidner det bornholmske kapitel dog også om.

For eksempel oplyses det, at der i dagene 5.-6. maj 1945 ankom omkring 5.000 udsultede soldater og flygtninge til øen, som kun havde 3.000 indbyggere.

Det er naturligvis en fejl, for der boede snarere godt 47.000 på Bornholm, så tallet refererer formentlig til antallet af indbyggere i Nexø.

Et andet sted står der i den redaktionelle tekst, at Rønne og Nexø den 7. og 8. maj 1945 blev sønderbombet af russiske bombefly med det resultat, at i Rønne blev 90 procent af byen ramt af ødelæggelserne, mens 28 af Nexøs 959 ejendomme blev bombet til ruiner.

Men Lars Tybjerg skriver i sin øjenvidneberetning, at russerne den 8. maj satte ind med kraftige bombardementer, “der i Nexø næsten ikke lod nogen ejendom uberørt, og i Rønne ødelagde omkring 10 procent af ejendomsmassen”.

Begge dele kan jo ikke passe, så lad os lige få fakta på plads, og hvem er bedre til det end Bornholms Museum? Nej, vel.

Da museet i Rønne den 1. juli i år slog dørene op til en udstilling om bombardementerne i 1945 af Bornholm, oplyste museumsinspektør, ph. d. Jakob Seerup i en pressemeddelelse, at:

Ud af Rønnes i alt 3.200 ejendomme blev 2.900 beskadiget, heraf blev 212 huse totalt ødelagt.

Ud af Nexøs i alt 959 ejendomme blev 856 beskadiget, 175 huse blev totalt ødelagt.