Færre penge og mere tvivl

KLUMME

Denne tid egner sig ikke til fællesspisninger, fødselsdagsfester, spilaftener eller anden hygge, men uagtet covid-19 ville årets ellevte måned i hvilket som helst år tage toppen af mine sociale udfoldelser.

“Året har 16 måneder: November

december, januar, februar, marts, april

maj, juni, juli, august, september

oktober, november, november, november, november,”

skrev Henrik Nordbrandt engang.

Nå, men så er det dejligt at have et fjernsyn stående i stuen, halvanden meter skråt til venstre fra sofaen, så den megen tid kan fordøjes. I denne uge har jeg set to ting på skærmen; det amerikanske præsidentvalg og TV2-dokumentaren ”Partiernes skjulte overgreb”. På den måde kan man sige, at jeg har beskæftiget mig med de to yderligheder af det politiske udviklingsspektrum – fra den spæde begyndelse i de danske ungdomspartier til kampen om at blive verdens mest profilerede politiker. Der er umådeligt langt fra nogle fedtede DSU-partilokaler til Det Hvide Hus, men essensen af, hvad politik indebærer, har de to scener langt hen ad vejen til fælles, indså jeg i ugens løb.

I dokumentarserien fortæller ni unge kvinder nogle skrækkelige historier om barske seksuelle overgreb, de er blevet udsat for af ældre mænd med status og magt i ungdomspartierne, hvor ledelsen i de fleste tilfælde valgte at dække over mændene frem for at støtte ofrene. Hvis man hurtigt skal forstå indholdet i serien, kan man bare læse navnene på de tre afsnit: ”En syg kultur”, ”Et ulige magtforhold” og ”Truet til tavshed”.

I mange år har jeg haft et negativt syn på ungdomspolitik, og kvindernes fortællinger føjer et sygt lag til, hvad jeg opfatter som en problematisk kultur – og generelt en problematisk samfundsinstitution.

Hvorfor denne skepsis? Da jeg var i folkeskolen og gymnasiet, gik jeg også meget op i politik. På nogle få felter havde jeg skarpe holdninger – nogle af disse er intakte i dag, mens andre har ændret form med årene. Men generelt var jeg modtagelig for at lytte til forskellige argumenter og parat til at tvivle. Jeg har aldrig været medlem af et parti, men det er ikke min opfattelse, at tvivl og nysgerrighed er dominerende dyder. Selvfølgelig er der sunde, interne diskussioner i ungdomspartierne, men som medlem låser man sig alt andet lige fast til nogle grundholdninger. Hvis man har ambitioner om en politisk karriere, er der næppe plads til, at man i de sene teenageår eller 20’erne ændrer livssyn, i takt med man suger erfaringer til sig. Tvivl fungerer bare dårligt i politiske debatter og valgkampe. I stedet opdrages de unge til interne magtkampe og stammekultur med de andre partier i fjenderollen.

At netop ambitionen om magt, driver værket hos de unge politikere, tegner tv-dokumentaren et tydeligt billede af. Da en af de forulempede piger kigger tilbage på sin tid i ungdomspolitik, beskriver hun effekten af jagten på magt sådan:

”Jeg har i rigtig mange år levet i enormt god tro og tænkt, at der var nogle, der var rigtig slemme til at lave magtkamp, og så var der nogle, der var enormt gode til at holde sig for gode til det. Den dag i dag ser jeg sådan på det, at det er der ikke nogen, der kan finde ud af at holde sig for gode til. Og at i sådan nogle henseender har alle bare hinandens ryg, fordi der ikke skal noget frem, som skader partiet”.

Det store problem er, at stort set alle landets toppolitikere er opflasket i ungdomspartierne. Det er en sjældenhed, at dygtige folk – det kunne være medicinalforskere, selvstændige erhvervsfolk eller pædagoger – i en moden alder går ind i politik, hvor de ellers kunne bidrage med deres erfaring og kompetencer.

Prøv at gå ind på folketingets hjemmeside og gennemgå ministrenes cv’er. Det kræver tålmodighed at finde nogen med længerevarende erhvervserfaring ud over ansættelser i Socialdemokratiet eller fagbevægelsen, ligesom ganske få har andet end de typiske samfundsvidenskabelige universitetsstudier (ikke altid fuldførte) stående under ”uddannelse”. Undtagelserne er murersvenden Mattias Tesfaye (hvor mange mursten har han mon egentlig lagt?), tidligere Rambøll-konsulent Joy Mogensen, Magnus Heunicke, der nåede at arbejde fire år som journalist, og Benny Engelbrecht, som har haft sin egen musikforretning og arbejdede ti år med salg og marketing. Resten af regeringen har ud over fritidsjob som flaskedreng og lærervikar kun en politisk karriere at vise frem, og den tog sin begyndelse i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom i teenageårene. I de andre store partier har kernen også lært det politiske spil og hinanden at kende i ungdomspartierne.

For nylig læste jeg en biografi om Mette Frederiksen. Hun mødte Sass Larsen, Kofod, Bødskov, Prehn og Heunicke i DSU-tiden i slutningen af 1990’erne, og 25 år siden efter de begyndte at lege politik, er de ministre. Magthaverne har altså til fælles, at de har vidst præcis, hvad de mente, siden de var helt unge. Og stræbt efter magt lige så længe. Det er værd at fundere over, hvad det betyder for et land, at vores ledere har denne psykologiske profil.

En af mine gode venner var på et tidspunkt ansat i Dansk Ungdoms Fællesråd, der er en paraplyorganisation for ungdomsorganisationer og -partier. Han var rystet over, hvor optagede de unge politikere var af at tryne de politiske modstandere. Kappestriden virkede til at være drevet af ønsket om indflydelse for indflydelsens skyld, fortalte han. Og netop denne trang til at skabe overdrevne konflikter frem for at søge efter kompromiser er en af de sider ved politik, som frustrerer menigmand mest.

Dansk Ungdoms Fællesråd fordeler i øvrigt hvert år tipsmidler i millionklassen til ungdomsorganisationer. Sidste år delte de ni ungdomspartier, der tilsammen havde 10.000 medlemmer, 15,9 millioner kroner imellem sig. Dertil kommer penge fra de respektive partier, og det giver ungdomspartierne råd til at ansætte egne konsulenter, så de politiske aspiranter kan få et job, indtil de opnår at blive folkevalgt.

Her tillader jeg mig at tage et spring til USA, hvor mængden af penge i politik er grotest. Den sidste uge op til valget brugte Joe Biden 54 millioner dollars på reklamer, mens Trump ”kun ”spenderede 27 millioner. En enkelt demokratisk senatorkandidat i North Carolina indsamlede over 100 millioner dollars til at føre kampagne for. Han tabte duellen og blev – sammen med donorerne – gjort til grin på Fox News, som jeg havde kørende på valgnatten på telefonen. Men normalt opfattes det at have indsamlet mange penge ikke som et problem i amerikansk politik, hvor en kandidats evne til fundraising ofte bruges som en indikator på politikerens mulighed for at blive valgt. Hvis det blev kendt, at en dansk politiker havde modtaget hundredtusinder af kroner i privat støtte, kunne det hurtigt udvikle sig til en offentlig skandale.

For USA er omfanget af penge i politik en katastrofe, da landets milliardærer har været i stand til at købe sig til indflydelse i en grad, så man med rette kan blive i tvivl om folkestyrets hæderlighed. Det er denne mistænksomhed over for eliten, som Donald Trump, der slog sig op på selv at have finansieret sin primærvalgskampagne i 2016, har lukreret på.

Han havde aldrig stillet op til et offentligt embede før præsidentvalget i 2016, og hans omdømme som en succesrig erhvervsmand er en af de kvaliteter, mange vælgere blev draget af. Uden penge i ryggen kan man have nok så gode argumenter og retoriske evner i USA. Sådan er det heldigvis ikke herhjemme, men penges betydning i dansk politik er stigende. For fire år siden tildelte folketingets partier sig selv 40 procent ekstra i partistøtte, så de kunne ansætte flere kommunikationsmedarbejdere og strateger – og derved blive bedre til at sætte dagsordenen og få mere skyts til at konkurrere mod modstanderne. Jeg er ikke overbevist om, at det styrker demokratiet.

Disse linjer skriver jeg sent torsdag aften, hvor Donald Trump prøver at klæbe sig til magten. “If you count the legal votes I easily win”, – “hvis man optæller de lovlige stemmer, vinder jeg let” – hører jeg ham sige på CNN, netop som jeg skal skrive sidste afsnit til klummen. Han bebrejder “big money, big media and big tech” for at have manipuleret valget til fordel for Demokraterne, og på Twitter har han lige inden pressemødet skrevet ”STOP THE FRAUD!” (stands svindlen, red.).

Her kommer den vante tvivl frem i mig igen. Er denne mand i virkeligheden eksemplet på, at alt, hvad jeg lige har skrevet om alternativer til karrierepolitikere, er forkert? Er vi bedre stillet med at blive regeret af en gruppe indspiste, tidligere ungdomspolitikere, der ikke har den totalitære leders fantasi til at foreslå, at man stopper optællingen af stemmer, før alle er talt med?

Hvis der er noget, der ikke ligger til Trump, er det tvivl. Det er utvivlsomt bedst snart at slukke for fjernsynet.

 

 

Jakob Nørmark

32 år, er journalist på Bornholms Tidende. For fire år siden rejste han til USA for at følge præsidentvalget og var undervejs til vælgermøder med Trump og Clinton i Pennsylvania og valgfejring uden for Trump Tower på valgnatten. I år blev valget set fra Rønne – med en fridag den følgende dag.