Ikke engang i Sorte Mulds storhedstid var Bornholm selvstændigt. Og hjemstedet for de berømte guldgubber blev jævnet med jorden af en svensk konge. Det er blandt de mere kontroversielle hovedteser i Finn Kjerulff Hansens nye Bornholmshistorie. Arkivfoto fra udgravning i 2019: Berit Hvassum

‘Danerne afsluttede Bornholms selvstændighed, og svensker lagde Sorte Muld øde’

Allerede i løbet af 300-årene blev Bornholm en del af ”Danmark”. Og ikke engang i Sorte Mulds storhedstid var Bornholm selvstændigt. Og hjemstedet for de berømte guldgubber blev jævnet med jorden af en svensk konge.

Det er blandt de mere kontroversielle hovedteser i Finn Kjerulff Hansens nye Bornholmshistorie fra Kristi fødsel til op i middelalderen, ”Landet i Øst”, der dog medgiver, at den nationale tilknytning i perioder have været ret så løs.

HISTORIE

Allerede i løbet af 300-årene blev Bornholm en del af ”Danmark”. Og ikke engang i Sorte Mulds storhedstid var Bornholm selvstændigt. Og hjemstedet for de berømte guldgubber blev jævnet med jorden af en svensk konge.

Det er blandt de mere kontroversielle hovedteser i Finn Kjerulff Hansens nye Bornholmshistorie fra Kristi fødsel til op i middelalderen, ”Landet i Øst”, der dog medgiver, at den nationale tilknytning i perioder have været ret så løs.

Det var danerne, der nord og østfra var i færd med at underlægge sig alle de landområder, der i dag udgør Danmark, Skåne og det meste af Kattegat- og Skagerrakkysten – måske næsten til Norges sydligste punkt.

Udviklet militær

Allerede ved år 0 har øen været en del af en større kulturel, social, økonomisk og formentlig også magtmæssig regional sammenhæng, hvor adskillige større stammeenheder kæmpede om magt og kontrol over Østersøens handel og ressourcer

Lokalt udgjorde øen et velorganiseret samfund baseret på en militær struktur og styret af lokale klanledere. Og bornholmske stormandsønner deltog allerede i 200-tallet i krige sydpå i Romerriget. Men modstå danerne kunne de altså ikke.

Det var udviklingen af en ny bådtype – et klinkbygget fartøj som Nydambåden – med hidtil uset lasteevne og sødygtighed, der satte danerne i stand til med mandskab og heste at erobre øen og nedsætte sig som ny overklasse med en ny religion: asatroen.

Voldsom krigerkultur

Så også bornholmerne var led i den historiske proces, hvor familier dannede fællesskab i større klaner, som de havde fælles traditioner, sprog og religion med. Klanerne dannede siden større stammer, og stammerne til sidst egentlige nationer.

Men undervejs levede de mange småkonger eller lokale høvdinge i østersøområdet ingenlunde samdrægtigt. Alt tyder på, at en voldsom krigerkultur herskede i alle århundrederne frem til ekspansionen i vikingetiden.

På falderebet til denne er det en endnu uopklaret gåde, hvad der fik øens ubestridte magtcenter og rige handelsby på Sorte Muld ved Ibsker til at gå i opløsning og aldeles i glemmebogen i løbet af kun få generationer.

En svensk konkurrent

Her byder Kjerulff ind med, at det var sveer fra Vendel-området nord for Uppsala, der stod bag ødelæggelsen. Sikkert for at eliminere en konkurrent. Men også de slaviske stammers fremkomst i Østeuropa kan have betydet, at sejlruterne blev lagt tættere på den svenske kyst.

En forklaring kunne også være, at skibene fik sejl og ikke længere havde brug for at lægge til ved Bornholm undervejs over Østersøen. Og det er også muligt, at øen i 800-tallet blev overtaget af den magtfulde danske kong Godfred, der udfordrede selveste Karl den Store.

Endelig nævnes også at Sorte Muld-eksperten Margrethe Watt finder det påfaldende, at nedgangsperioden synes at begynde samtidig med etableringen af handelscentre langs Østersøens sydkyst. Blandt andre Wolin ved vikingeborgen Jomsborg direkte syd for Bornholm.

Meget tyder på, at danerne var et kystfolk med oprindeligt hjemsted i de norske kystområder i syd og øst samt i Vestgötaland, hvorfra de erobrede det, der i dag er Danmark inklusive Skånelandene. Bleking kom først til det danske rige omkring år 1000. Danerne var oprindeligt formentlig et delvist nomadefolk, der flyttede kvæget rundt efter fødemuligheder. Hesten spillede en stor rolle heri samt til krigsbrug. Den blev et helligt dyr.

 

 

Stor historisk interesse for øen

I forhold til andre landsdele er der siden 1880’erne skrevet – og bliver skrevet – usædvanlig meget om historiske forhold på Bornholm af såvel lokale amatørhistorikere som af professionelle – fødte, førde og turister.

Seneste skud på det vildtvoksende træ er ”Landet i Øst” af den 67-årige Finn Kjerulff Hansen, der er cand.mag. i historie og nordiske sprog og stammer fra Vestermarie og for et par år siden udgav en bog om de bornholmske husmænds historie.

Kort fortalt er den nye bog en generel beskrivelse af interne bornholmske politiske, økonomiske, religiøse og sociale forhold i årene år 0 til cirka 1250 med omdrejningspunkt i påvirkningen fra landene omkring Østersøen, ikke mindst Danmark.

I forbindelse med udgivelsen konstaterer forfatteren, at øens indbyggere generelt er meget stolte af deres ø og nysgerrige på dens fortid, ligesom historien stadig er en vigtig identitetsmarkør – ikke mindst for de ældre.

– Men det er et stort problem, at det meste, der er skrevet og skrives, ofte baserer sig på ældre værker. Derfor kan tolkningerne jo godt stå til troende. Men langt oftere må vi dog sige, at det nok forholdt sig noget anderledes end det, de dengang skrev.

– Teser og dokumentation er under lige så stor forandring, som så meget andet i samfundet. Så fejl vil altid forekomme – også i min bog. Både de virkelige og de mulige. Det er et grundvilkår for historikeren i nuets hamsterhjul.

– I min bog har jeg valgt at være fortolkeren og formidleren af andre forskeres resultater og teorier tilsat mine egne, hvor jeg vurderer, at det giver en bedre forklaring – eller et nyt ikke usandsynligt perspektiv.

– Men udvælgelserne og vurderingerne er naturligvis alene mine. Det har i sig selv været en svær opgave, da uenighederne mellem forskerne oftere er meget større end enigheden. Bogen er mit beskedne bidrag til fortolkningsprocessens fortsættelse.

– Min læsning af både kilder og nyere litteratur indenfor relevante forskningsområder har medført, at jeg omfortolker en række tidligere fastslåede udsagn om væsentlige begivenheder i øens historie, fortæller forfatteren.

De første forsøg på en samlet fremstilling af øens historie må være Rasmus Pedersen Ravns ”Chronica Borringiaca” fra 1672 og P. N. Skovgaards ”Bornholms Saga” fra 1834.

Omkring forrige århundredeskifte udkom J. A. Jørgensens »Bornholms Historie«, der i 2012 blev nyudgivet i Palle Bruus Jensens genfortælling. Og indenfor de seneste år har Tor Stenstrop på TV2/Bornholm leveret en underholdende billedfremstilling fra ”urtid til nutid”.

Men vægtigst – trods sine naturlige aldersbetingede skavanker – står stadig M. K. Zahrtmanns monumentale ”Borringholmerens Historiebog”, fra 1934-35, der dog som nutidig ”folkebog” lider under et ejendommeligt arkaisk sprog, der gør den tungt læselig for nye generationer.

At fortælle kronologisk om en periode, der er kronisk brolagt med tågede forestillinger igennem et spand af år svarende til, hvis man fra 2020 gik tilbage til vikingetiden, er en voldsomt ambitiøs mundfuld at disponere på 272 sider, inklusiv ordforklaringer, skemaer og litteraturliste.

Og at det er en vanskelig sag at formidle let læseligt, når indholdet er – næsten nørdet – spækket med detaljerede oplysninger og gisninger, mærkes undervejs i bogen, der trods mange interessante pointer lider under adskillige omstændelige udredninger, gentagelser og tekstmæssige cirkelslag.