Winnis nye arbejdsgiver: Det er et stærkt valg

Winnis nye arbejdsgiver: Det er et stærkt valg
Winni Grosbøll taler til indvielsen af Højlyngsstien. Foto: Berit Hvassum
| 6. NOV 2020 • 10:18
Af:
tommy-kaas

6. NOV 2020 • 10:18
– Et stærkt valg, der kan sætte friluftslivet på dagsordenen lokalt og nationalt.

Sådan lyder det fra Friluftsrådets formand Niels-Christian Levin Hansen, der har landet Bornholms borgmester, 44-årige Winni Grosbøll, som ny direktør.

Winni Grosbøll skal fra 4. januar 2021 være direktør i paraplyorganisationen, der sammen med sine 86 medlemsorganisationer arbejder for at forbedre vilkårene for at dyrke friluftsliv i Danmark.

– Vi er sikre på, at Winni kommer med et brændende engagement for friluftslivet. Vi har fulgt de resultater hun har skabt på Bornholm, der jo på mange måder har været foregangsø i forhold til at prioritere natur, udvikle stier og faciliteter til friluftsliv og give borgere og turister nye muligheder for at opleve og bruge naturen rekreativt, siger Niels-Christian Levin Hansen ifølge en pressemeddelelse fra Friluftsrådet.