'Det har været en kæmpe ære': Winni Grosbøll stopper som borgmester

'Det har været en kæmpe ære': Winni Grosbøll stopper som borgmester
Winni Grosbøll skal være direktør for Friluftsrådet. Foto: Berit Hvassum
| 6. NOV 2020 • 10:10
Af:
tommy-kaas

6. NOV 2020 • 10:10
Winni Grosbøll (S) går med udgangen af december af som borgmester på Bornholm.

Den 44-årige socialdemokrat har takket ja til et tilbud om at blive direktør for Friluftsrådet.

– Alting har sin tid – også en borgmesters – og jeg glæder mig nu til at kunne følge udviklingen af øen lidt mere fra sidelinjen, skriver borgmesteren på Facebook.

– Jeg var kun 33, da jeg blev valgt for 11 år siden, og siden har det fyldt langt de fleste vågne timer i mit liv. Jeg elsker Bornholm! Og jeg har i de sidste mange år ikke haft mange stunder, hvor jeg ikke har tænkt Bornholm, lyder det fra borgmesteren.

– Det har været en kæmpe ære og en fantastisk rejse, hvor jeg har mødt og arbejdet med de mest fantastiske, kloge, spændende, hårdtarbejdende mennesker fra nær og fjern om at udvikle vores Bornholmske samfund, skriver hun.
 

På jagt efter ny borgmesterkandidat

Meldingen fra Winni Grosbøll kommer et år før næste kommunalvalg.

Socialdemokratiet skal nu finde en ny spidskandidat, oplyser Annette Stæhr, formand for partiet.

Socialdemokratiet vælger at pege på Thomas Thors som Winni Grosbølls afløser frem til kommunalvalget i november 2021.

 

Hun betegner sit nye job som "et fantastisk spændende job, hvor jeg får mulighed for at arbejde med noget af det jeg synes er allersjovest; frivillige engagererede mennesker, foreninger der favner mange interesser, politik, lokale projekter, børn, unge, ældre og de mange oplevelser, som naturen giver os, og aldrig før har friluftsdagsordenen været så vigtigt."

Central figur i Folkemødet

Landsmedierne har for alvor fået øje på Winni Grosbøll i forbindelse med den politiske festival Folkemødet i Allinge.

– Sammen med eksminister Bertel Haarder (V) er hun en af de centrale figurer i skabelsen af Folkemødet på Bornholm, skriver Ritzau om borgmesterens exit.
 

Cand.mag i historie og samfundsfag

44-årige Winni Grosbøll er mor til tre, bosat i Rønne og har en kæreste i København.

Hun er uddannet cand.mag i historie og samfundsfag.

Før hun blev socialdemokratisk borgmester i Bornholms Regionskommune i 2010, var hun gymnasielærer i Rønne.

Winni Grosbøll tiltræder som direktør i Friluftsrådet den 4. januar 2021.