Socialdemokrater ønsker Winni Grosbøll tillykke: 'Et stort tab for Bornholm'

Socialdemokrater ønsker Winni Grosbøll tillykke: 'Et stort tab for Bornholm'
Winni Grosbøll på Folkemødet i 2019. Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 6. NOV 2020 • 13:55
Af:
jakob-noermark
| ABONNENT
6. NOV 2020 • 13:55
POLITIK

De socialdemokratiske medlemmer af kommunalbestyrelsen fik beskeden om Winni Grosbølls exit fra bornholmsk politik torsdag. Fra alle partifæller modtager hun lykønskninger med den nye stilling, men nyheden fremkaldte også en skuffelse på partiets vegne, lægger ingen skjul på.

– Da hun ringede og fortalte det, gik jeg en tur i skoven med min hund. Først blev jeg rigtig ked af det og overrasket, men så blev jeg også glad på borgmesterens vegne. Jeg synes, at hun er utroligt modig og stærk, når hun er på toppen og et sted, hvor hun har opbakning og dagligt laver gode resultater, tør tage et skift og lave en radikal ændring i sit liv, siger Kirsten Wendell.

– Det er jo rigtig trist. Jeg bliver selvfølgelig ærgerlig over det. Hun har gjort rigtig meget for Bornholm og har fået alles øjne rettet mod Bornholm, siger Jonna Nielsen.

Erik Lund Hansen deler følelsen og betegner Winni Grosbøll som "en fantastisk bannerfører" for Bornholm.

– Jeg har kæmpe respekt for det, hun har gjort for Bornholm, siger Erik Lund Hansen.

Helms: Friliuftsrådet må juble

– Stort tillykke til Winni, og rigtig stort øv for Bornholm. Hun har lagt en kæmpe indsats på Bornholm og i sine 11 år som borgmester sat nogle store aftryk på Bornholm og i vores parti. Friluftsrådet må juble. De får en kapacitet uden lige, som både rent vidensmæssigt og kontaktmæssigt er en gave for dem, siger Bente Helms.

Det nyeste medlem i gruppen, Rebecca Douglas Elleby, kommer også til at savne Winni Grosbøll.

– Jeg er ny i partiet, men er i hvert fald ikke ny bornholmer. Hun har været min borgmester i rigtig mange år, og jeg synes, det er et stort tab for Bornholm. I gruppen kommer vi naturligvis til at savne Winni. Det bliver svært at undvære hende, men vi andre skal gøre vores bedste for at passe godt på øen, siger Rebecca Douglas Elleby.

Hverken Erik Lund Hansen og Bente Helms er meget overraskede over, at Winni Grosbøll har valgt at stoppe som borgmester. Erik Lund Hansen nævner, at der sidste år gik rygter om, at hun skulle være i spil til en ministerpost, og Bente Helms forholder sig til borgmesterens alder.

– Hvis man ser på alle menneskers alder, og hvornår de tager nogle skift i livet, er det oplagt, at Winni ligesom alle andre ville gøre sig nogle overvejelser over, om hun skulle fortsætte med det, hun lavede. Det er helt forståeligt, siger Bente Helms.

Valgkamp i vente

På Socialdemokratiets generalforsamling vil en ny spidskandidat blive valgt. Torsdag aften på et gruppemøde blev Thomas Thors udpeget som partiets leder og ny borgmester, efter at Winni Grosbøll har forladt posten, men om han er den langsigtede afløser, kan de øvrige kommunalbestyrelsesmedlemmer ikke svare på.

Rebecca Douglas Elleby fortæller, at hun har stor tiltro til Thomas Thors, og hun minder om, at han var Winni Grosbølls mentor, da hun i en relativt ung alder blev borgmester første gang.

– Han er en meget dygtig og grundig mand. Han kan løfte opgaven. Det tænker jeg, han er den eneste, der kan.

Erik Lund Hansen pointerer, at Winni Grosbølls afsked med kommunalbestyrelsen ikke får betydning for socialdemokratiets politik.

– Personligt har jeg meget sjældent været uenig med Winni. Vi fortsætter med samme politik. Det er der fuld enighed om i gruppen, siger han.

Kommunalvalget venter om et år. Hvordan ser du på at gå ind i valgkampen uden at have hende i spidsen for jeres parti?

– Hun ville sikkert hjælpe at have med i valgkampen, hvis hun havde mulighed for det. Men ellers er der ikke andet for en fuld fart ud over stepperne, siger Erik Lund Hansen.

Jonna Nielsen tror også, at Winni Grosbøll vil blive savnet næste efterår.

– Selvfølgelig har det betydning at have en så profileret spidskandidat som Winni Grosbøll, siger hun.

Wendell: Thomas er også en profil

Ligger det i kortene, at Thomas Thors skal fortsætte som leder af partiet på den anden side af et valg?

– Nej. Nu tager vi det her først. Det er jo altid partiet, der på en generalforsamling afgør, hvem der skal være spidskandidat, og det er der ikke taget stilling til, svarer Kirsten Wendell og tilføjer.

– Man kan ikke sige, at Thomas automatisk bliver opstillet, og jeg aner slet ikke, om han tænker så langt frem.

Hvad tænker du om at gå ind i et valgår uden at have en profil som Winni Grosbøll til at tegne partiet?

– Tag ikke fejl. Thomas er også en profil. Jeg ved godt, at nogen vil tænke, "okay, der bliver skiftet ud fra en ung, livlig kvinde til en lidt gråhåret mand". Men Thomas kan de her ting og har evnerne til at samarbejde og få hele gruppen i spil, siger Kirsten Wendell.

Bente Helms mener ikke, at partiet nødvendigvis udpege en spidskandidat, der er yngre end 71-årige Thomas Thors.

– Det har intet med Thomas at gøre, men alder er jo ingen hindring i Guds eget land. Og selve aldersblikket har også ændret sig over tid. Jeg synes da, det er vigtigt, at vi i en kommunalbestyrelse har nogle unge med knap så gråt hår og nogle med erfaring og mere pondus, siger Bente Helms.

De fem socialdemokrater, som Bornholms Tidende har talt med, pointerer, at de er tilfredse med, at det er partiets generalforsamling, der skal udpege den nye spidskandidat.

– Med al ære og respekt for Winni sidder vi ni personer i kommunalbestyrelsen, så vi står ikke tomhændet rent politisk. Angående hvem næste spidskandidat skal være, synes jeg, det er fint, at det skal foregå på bedste demokratiske vis i vores lokalforeninger og på den store generalforsamling i marts, siger Bente Helms.

Kunne man forestille sig, at der kommer en spidskandidat helt udefra, der ikke i dag sidder i kommunalbestyrelsen?

– Alt kan jo ske. Det kan være svært at sige. Når der sker en rokade i toppen af et parti, sker der nogle gange det, siger Bente Helms, som gør opmærksom på, at det er en stor beslutning at træffe at stille op som borgmesterkandidat.

– Det er en livsform at være borgmester, og det er et liv at vælge til, og derfor er det ikke noget, man bare beslutter på en eftermiddag. Man skal virkelig tænke sig godt om, og det har da også en pris. Omvendt skal man have mod på det. Jeg vil bestemt tro, at vi har boblere, der kan melde sig på banen. Det kigger vi på, når folk melder sig.

 
 

Kunne du se dig selv stille op som spidskandidat?

Bornholms Tidende har spurgt fem af Socialdemokratiets tilbageværende otte kommunalbestyrelsesmedlemmer, om de har overvejet at stille op som Winni Grosbølls afløser:

Jonna Nielsen:

– Nej, det har jeg ikke gjort mig nogen overvejelser om. Jeg synes, jeg sidder fint som almindelige kommunalbestyrelsesmedlem. Og så er jeg nyvalgt 3F-formand. Længere er den ikke.

Rebecca Douglas Elleby:

– Jeg er ikke klar endnu. Jeg skal suge lidt mere til mig, men med tiden, tja, om otte eller fire år. Men ikke nu.

Bente Helms:

– Nej, det er ikke der, jeg vil lægge mine kræfter. Det står helt klart.

Erik Lund Hansen:

– Nej, det har jeg ingen planer om. Jeg har aldrig haft ambitioner om at blive borgmester, og selv om det er en ny situation, ændrer det sig ikke.

Kirsten Wendell:

– Det har jeg slet ikke overvejet på nuværende tidspunkt. Hvis nogle i partiet synes, at jeg kunne bruges, er det partiet, der skulle rette en henvendelse. Jeg vil ikke personligt sætte mig selv i spil. Jeg har været med i mange år og har nogle kompetencer, der kunne bruges. Lige nu drejer det sig om at støtte op omkring Thomas Thors, og så tager vi det op, når der skal findes en spidskandidat. Jeg står ikke og banker på døren og siger "hurra, det er lige noget, jeg kunne tænke mig", hvis det er det, du spurgte om.