En herlig dag i skoven: 'Mad fra naturen er den absolut mest bæredygtige føde, man kan tænke sig'

En herlig dag i skoven: 'Mad fra naturen er den absolut mest bæredygtige føde, man kan tænke sig'
Nærkontakt med en død andrik. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 6. NOV 2020 • 07:40
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
6. NOV 2020 • 07:40
NATUR

– Se, det her er kød, og der er slet ikke plastic udenom...

Christian Ritzau har lige lagt et snit med kniven ned igennem vildanden og har flået skind og fjer til side, så det røde kød kommer frem.

Børnene fra Naturbørnehaven i Hasle følger godt med i deres halvanden time lange møde med jæger Christian Ritzau på shelterpladsen i Hasle Lystskov. Børnehaven er ved afslutningen af det tre uger lange projekt "Bliv Naturligvis".

– Vi har i de sidste uger lært om jægerstenalderen i børnehaven. Vi har snittet spyd, lært om og fundet dyrespor, hørt eventyr om Liv og Ask (to børn, der levede i jægerstenalderen), bygget hule i skoven, lavet amuletter og læderpunge og lært at lave bål, fortæller børnehavens leder, Katrine Branth.


Christian Ritzau har taget sin jagthund med. Det er den fire år gamle kleiner münsterländer Bino. Han er mødt i god tid for at tænde op på bålpladsen og forberede aktiviteterne med børnene. Christian Ritzau, der til daglig er dyrepasser og formidler på Bornholms Rovfugleshow, har børneflokken i sin hule hånd, mens han fortæller om naturen, om dyrene og om at gå på jagt.

Pels og fjer på kødet

Christian Ritzau er en fire formidlere på Bornholm, som er tilknyttet Bliv Naturligvis:

– Jeg håber, at kendskabet til projektet bliver mere udbredt. Når vi er lige midt i Danmarks bedste og mest koncentrerede natur, er det bare naturligt at gå på jagt og at bruge naturens ressourcer. Og så er det godt at starte med at udbrede det kendskab til børnene. Mad fra naturen er den absolut mest bæredygtige føde, man kan tænke sig. Det er sundt at se, at at der er pels og fjern på kødet, så de ikke får et forkvaklet syn på tingene og tror, at kødet bare kommer fra køledisken, mener Christian Ritzau.


Jægeren har taget nogle døde dyr med: En hare, som er blevet trafikdræbt, og en and, en fasankok, en fasanhøne og en due, som er jagtbytte.

Bino har svært ved at holde sig i ro, mens Christian Ritzau fortæller om dyrene, og hunden er fyr at flamme, da den får lov at vise, hvad den kan, da børnene senere får lov til at gemme dyrene i skoven. Bino bruger sin gode næse og finder alle dyrene. Til slut med lidt hjælp fra børnene.

Så er der mad

Christian Ritzau skærer fuglene op og skærer brystkødet ud i mindre stykker. Kødet kommer på stegepanden over bålet. Mens kødet syder, viser Christian Ritzau sit jagtgevær frem.

– Men det bedste ved at være jæger, er at man er ude i naturen, og det er slet ikke hver gang, at man skyder et dyr, siger jægeren.


Nu er kødet klar til at blive spist. Det mørke er and og due, det lyse fasan, forklarer Christian Ritzau. De voksne har små spritflasker med, så alle får afsprittet hænderne, inden der spises.

Smager det godt?

– Jaaah, lyder det.

Børnene er vant til at være meget ude i naturen, og dette tilbud med aktiviteter i og viden om naturen passer lige til børnehavens profil, mener pædagog Sandra West Hansen. Fredag slutter projektet hjemme i børnehaven, hvor der skal laves mad på bål. Den sidste historie om Ask og Liv skal læses, og så får børnene de ting med hjem, som de har lavet i løbet af ugerne.

– I har været så gode til at være på jagt, roser Christian Ritzau, da børnene gør klar til at gå hjem til børnehaven.


 
 

Bliv naturligvis

Bliv Naturligvis er et formidlingstilbud til skoler, daginstitutioner, sfo’er, spejdertrupper og andre fritidsorganisationer, som giver mulighed for at sammensætte et forløb med natur, jagt og lystfiskeri.

Bliv Naturligvis bygger på et landsdækkende netværk af frivillige formidlere, og en samling af undervisningsmaterialer til forskellige klassetrin og aldre.

Projektet er et samarbejde mellem Danmarks Jægerforbund og Danmarks Sportsfiskerforbund, og det er støttet af Nordea-fonden.