Godt tidspunkt, klar afløser og eksistentielle tanker ligger bag borgmesterens farvel

Godt tidspunkt, klar afløser og eksistentielle tanker ligger bag borgmesterens farvel
Winni Grosbøll stopper som borgmester med udgangen af december. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 6. NOV 2020 • 12:16
Af:
jakob-marschner
| ABONNENT
6. NOV 2020 • 12:16
POLITIK

En spændende ny stilling som direktør for Friluftsrådet. En mulighed for at arbejde videre for mennesker og natur. Og et godt tidspunkt at sige farvel til bornholmsk politik, fordi meget er gennemført, og tidligere borgmester Thomas Thors (S) kan gå direkte ind på posten fra januar.

Sammen med tanker om hvad hun egentlig vil med resten af sit liv er det brikkerne i det puslespil, som borgmester Winni Grosbøll (S) fredag klokken 10 præsenterede i færdig form for offentligheden på Bornholm.

Winni Grosbøll træder tilbage, og kommunalbestyrelsens møde i december bliver hendes sidste efter 11 år som borgmester og yderligere fire år før da som almindeligt medlem.

Er der nogen, der har hacket din facebookprofil?

– Nej, det er der ikke, ler Winni Grosbøll.

Overrasket S-gruppe

Winni Grosbøll skrev torsdag under på kontrakten med Friluftsrådet. I går aftes meddelte hun den socialdemokratiske gruppe, at hendes liv skifter spor lige straks.

– Jeg har talt med Friluftsrådet om den her stilling over det sidste stykke tid. Jeg skrev under i går morges og fortalte det så til den socialdemokratiske gruppe på vores gruppemøde i går aftes, fortæller Winni Grosbøll.

Hvad fik du af reaktioner fra gruppen?

– Jeg tror, at mange var overraskede. Mange sagde, at de synes, at jeg fortjener det. Jeg har fået mange lykønskninger og gode tanker.

– Stillingen ligger i direkte forlængelse af rigtig mange ting, som jeg har lavet med friluftsliv, natur, børn, unge og ældre, og jeg glæder mig vanvittig meget til at bringe naturen endnu højere op på den politiske dagsorden, siger Winni Grosbøll.

– Det bliver samtidig et helt nyt felt jeg træder ind i, og det bliver også dejligt at træde lidt ud af offentlighedens søgelys. At være borgmester er mere end et fuldtidsarbejde.


Både glæde og vemod fylder

Winni Grosbøll ser tilbage på sine 11 år som borgmester med stor glæde og stor taknemmelighed. Hun er på samme tid glad og vemodig.

– Det var også en svær overvejelse, for det har været ekstremt dejligt at være borgmester. Jeg kan virkelig sige, at jeg har været glad for at gå på arbejde hver eneste dag, og jeg har arbejdet sammen med de dygtigste mennesker, siger hun.

– Så jeg er både meget glad og vemodig, men nu har jeg været borgmester i snart 11 år, og det har fyldt alt, så det bliver også dejligt at tage hul på en ny epoke. Det var også en svær overvejelse, men en gang imellem når man til et sted, hvor man tænker hvad det er, man gerne vil med resten af sit liv, og det sted kom jeg til.

 
Jeg er både meget glad
og vemodig, men nu har
jeg været borgmester i
snart 11 år, og det har fyldt
alt, så det bliver også dejligt
at tage hul på en ny epoke.

 

– Jeg synes også, at det er et godt tidspunkt for mig at trække mig tilbage, for rigtig mange ting på min blok er gennemført. Det har været intenst og altopslugende, men også en kæmpe fornøjelse, og jeg vil gerne sende en dybfølt tak til alle, som jeg har arbejdet sammen med og mødt som borgmester, siger Winni Grosbøll.

Winni Grosbølls farvel til bornholmsk politik har været forberedt et godt stykke tid. Sidste år købte hun lejlighed i København med sin kæreste, et køb og et sted som hun har været helt åben omkring. Hendes facebookprofil rummer billeder af stedet, så det har ikke været nogen hemmelighed. Så hvad nu, hvor jobbet også er i København?

– Jeg vil stadig bo i Rønne, hvor mit yngste barn går i 7. klasse. Men som hidtil kommer jeg til at bruge noget tid i København og noget tid på Bornholm. Min kæreste bor i København, og vi har også købt lejlighed sammen, siger Winni Grosbøll.

– I hvert fald i første omgang bliver den del ikke så anderledes. Jeg har været vant til at have et enormt flydende liv, hvor jeg har levet i en kuffert mellem Bornholm og København, siger Winni Grosbøll.
 

5.447


Winni Grosbøll (S) fik 5.447 personlige stemmer ved kommunalvalget i 2017.

René Danielsson (DF) fik 1.545 og Søren Schow (V) 1.253 stemmer.

 

Diskussion om afløser forude

Winni Grosbøll fortæller, at hun er helt tryg ved, at Thomas Thors tager over som borgmester frem til valget. Samtidig venter hun "spekulationer" om hvem der skal tage over på længere sigt og til en start være Socialdemokratiets spidskandidat om et år.

– Thomas har den fordel, at han har siddet i den stol før. At være borgmester er en helt særlig stilling, for man er leder for rigtig mange mennesker, og alle ens ord og handlinger bliver vægtet og vurderet, siger Winni Grosbøll.

– Thomas Thors kan sætte sig i den stol fra dag 1, og det er vigtigt, også fordi der er kommunalvalg lige om lidt. Så bliver det vigtigt både at holde styr på tropperne og på kommunen.

– Det er også lidt sjovt, for han overdrog stafetten til mig, og nu overdrager jeg den så tilbage til ham igen. Det er jeg ret tryg ved. Vi kender hinanden ret godt.

Tror du også, at Thomas Thors bliver Socialdemokratiets borgmesterkandidat ved valget om et år?

– Jeg tænker, at den tager vi senere. Det er Socialdemokratiets bestyrelse, der fastlægger processen, og det tegner til, at den næste spidskandidat bliver valgt på den ordinære generalforsamling i marts. Det giver også partiforeningerne tid til at tænke og tale sammen. Det giver partiet tid til at finde dem, der skal stå i spidsen for partiet, hvis Socialdemokratiet også skal lede Bornholm efter næste valg, siger Winni Grosbøll.

Du er medlem af Socialdemokratiet på Bornholm på linje med alle andre medlemmer. Vil du blande dig i den proces?

– Nej, det tror jeg ikke, at jeg vil komme til. 1. januar har jeg haft min tid. Jeg er en del af partiet, men en forhenværende er ikke den, der skal give gode råd, med mindre man bliver spurgt. Jeg tror, at man skal være bevidst om, at man har sin tid, og så må de andre pege på, hvor vi skal gå hen.

Ser du andre mulige socialdemokratiske borgmesterkandidater end Thomas Thors?

– Jeg er fortrøstningsfuld, for jeg tænker, at vi har rigtig mange gode folk i partiet. Men jeg vil tillade mig at nyde den her dag, hvor jeg er glad og takker af. Der er ingen tvivl om, at der nok skal komme mange spekulationer om, hvem der skal tage over. Men det er ikke i dag.