Jim Vilhelmsen. Foto: Jacob Jepsen

‘Dem der mener, der er ræve på Bornholm, de tror også på julemanden’

DAGENS NAVN: Jim Vilhelmsen er altmuligmand og fleksjobber hos Bornholms Rovfugleshow

Hvor længe har du været i jobbet?

– Næste år til foråret har jeg været her 10 år. Det er et af de frieste arbejder, jeg har haft. Det er sådan, at man godt må tage initiativ selv og komme med gode ideer. Man er selv med til at bestemme, det man laver og har ansvaret for, at det bliver ordnet. Hvis jeg maler et stakit, så er det ikke sådan, at der er nogen, der kommer rendende hele tiden og spørger mig, hvornår jeg er færdig.

– Det er både rengøring, arbejde på marken og i skoven, og jeg slår græs. Jeg arbejder tre timer om dagen.

Hvad er din baggrund?

– Jeg er fisker af profession. Jeg har haft halvpart i en laksebåd sammen med min far i Allinge. Den havde vi i fire år. Den var lavet til at fiske laks. Så kom der begrænsninger og kvoter i fiskeriet. Det var tilbage sidst i 70’erne og først i 80’erne. Vi prøvede at rigge om til torsk, det gik ikke så godt. Så kom jeg til Bornholmstrafikken og var sanitør der og arbejdede også i kabyssen i ni år. Jeg fik kræft, det var i 2002. Jeg kom mig af min sygdom og kom ind under fleksjobordningen. Jeg er glad for at være her, men jeg har tænkt på den her seniorpension. Jeg startede som 14-årig med at fiske. Det var hårdt arbejde, vi trak garn med håndkraft og laksekroge med håndkraft. Det var ikke med maskiner som i dag, så jeg har lidt seniorpensionen i tankerne. Jeg bliver 65 den 1. februar 2021.

Har du med rovfuglene at gøre?

– Nej, det har jeg ikke. Lige i starten, jeg var her, fodrede jeg fuglene. Dengang blev der ikke fløjet med dem om vinteren. Nu har vi noget, der hedder GT – gå tur med fugle – om vinteren. Folk kan ringe og bestille tid. De får en rundvisning, ser fuglene flyve i hallen, får en handske på og så får fuglen lov til at flyve hen og sætte sig på handsken, og så går man en lille tur med den. Det er noget, de prøver at tilbyde hele året. Der kommer jævnligt nogle, familier og sådan, der vil prøve det. Det er ikke de store fugle, det er falkene, man kan gå med. Fuglene er fantastisk flotte. Jeg er ikke bange for dem, men jeg har respekt for dem.

Hvad er dine interesser?

– Jeg har været schweisshundefører i 10 år for Dyrenes Beskyttelse og Naturstyrelsen, hvor man er med til at finde sårede eller påkørte rådyr. Det er 24/7, og det er frivilligt. Man må godt sige nej, men det gør man nødigt. Der er mange påkørsler, der sker om natten, dyr, der bliver kørt ned i skumringstiden. Så er det om at finde dem, så hurtigt man kan og få dem aflivet.

– Det er utroligt spændende hundearbejde. Jeg er også jæger. Når man ser hunden gå på sporet – det kan godt være over 20 timer gammel – så finder hunden alligevel dyret. Jeg går med en bayersk vildtsporhund. Racen kommer fra Østrig. Min gamle hund blev aflivet fem dage, før den blev 14 år. Den, jeg har nu, hedder Lea, hun er fire-fem år. Desværre bestod hun ikke schweisshundeprøven, der var for mange mus, da vi aflagde prøve, de distraherede hende, så det er ærgerligt. Jeg savner det. Men hvis jeg skal igennem prøveforløbet igen, så tager det omkring tre år at komme hjem, så det kan jeg desværre ikke mere.

Du går på jagt?

– Ja, både riffeljagt og drivjagt her på Bornholm. Jeg er næstformand i Allinge-Sandvig Jagtforening. Der er jagttid nu og frem til 1. februar. Det er mest jagt på rådyr, men heldigvis er fasanerne på vej op igen. Jeg har altid været interesseret i jagt. Jeg var omkring 20 år, da jeg begyndte at gå på jagt. Fordi jeg fiskede, var jeg aldrig kommet på kursus, men jeg fik jagttegnet til sidst. Jeg kendte en ældre mand, der var jæger, jeg roede båden for ham, når han var på andejagt. Han strejfede skindet (flåede skind red.) af ræve for folk, det var jeg også med til. Det er sådan, jeg kom ind på jagten. Dengang havde vi mange rigtig flotte ræve på Bornholm. Ræven er ikke på øen længere, skabban (skab red.) tog dem. Nu har vi ravnen, den har overtaget rævens arbejde. Når man har skudt et stykke råvildt og taget indvoldene ud, så går der en halv time, så er alt væk. Ravnene rydder op, de er skraldemænd.

Der er nogen, der mener, at der er ræve på Bornholm?

– Ja, de tror også på julemanden.

 

 

Jim Wilhelmsen

64 år

Bor i Sandkås