Mundbind skal nu med i kirke – men forsamlingsreglerne ændres ikke

Mundbind skal nu med i kirke – men forsamlingsreglerne ændres ikke
Den nedsatte kapacitet har ført til, at der ikke har været plads til alle i Skt. Nicolai Kirke i Rønne. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 5. NOV 2020 • 16:02
Af:
jakob-noermark
| ABONNENT
5. NOV 2020 • 16:02
KIRKE

Den seneste runde af skærpede coronatiltag får også en indvirkning på kirkelige ceremonier.

Forsamlingsforbuddet er skåret ned til 50 for kirkernes aktiviteter udenfor – det gælder for eksempel udendørs begravelser. Inden for kirkernes mure har den seneste stramning af coronatiltagene ikke ændret på forsamlingsreglerne, og antallet af tilladte personer til en gudstjeneste, begravelse eller bryllup afhænger fortsat af kirkerummets størrelse.

Til gengæld skal kirkegængerne, gældende fra i torsdags, bruge mundbind, når de går til og fra deres plads på kirkebænken. Når man har sat sig ned, kan mundbindet fjernes. Under nadveren er mundbind dog ikke påkrævet, ligesom præster eller deltagere med en central rolle – det være sig brudepar, dåbsforældre og faddere samt kistebærere og de nærmeste pårørende ved en begravelse – er undtaget fra kravet om mundbind, der gælder frem til 2. januar.

Den nedsatte kapacitet har ført til, at der ikke har været plads til alle i Skt. Nicolai Kirke, ligesom det blandt andet har været tilfældet i Sct. Knuds Kirke.

– Vi har haft nogle enkelte gange, hvor vi har måttet afvise i døren, fordi der var fyldt op. Vi har plads til mindst 93 i Skt. Nicolai Kirke, og det er ikke særligt mange. Men langt de fleste gange har alle haft mulighed for at komme ind, fortæller provst Johannes Gregers Jensen.

Han håber, at kirkerne kan fortsætte med at gennemføre gudstjenester i modsætning til under nedlukningen i foråret, men påpeger samtidig, at corona-tiltagene er af afgørende betydning, da de er med til at sikre, at menighedens sårbare personer kan gå trygt i kirke.