Bornholms Konservesfabrik i Nexø

Ocean Prawns køber Bornholms Konservesfabrik i Nexø: Det er en hjerteinvestering

Ocean Prawns A/S i Nexø har købt Bornholms Konservesfabrik, der var virksom i den bornholmske fiskeforarbejdningsindustri fra 1915 og frem til lukningen i 2019.

Det bekræfter Daniel Barslund, direktør i Ocean Prawns, og han betegner dels købet som “en strategisk investering i forhold til vores ejendomsportefølje”, dels som “en hjerteinvestering”.

– Den har en god placering i et område som vi gerne vil investere i, siger Daniel Barslund, med henvisning til Ocean Prawns’ forkærlighed for at støtte det lokale forretnings- og erhvervsliv på Østbornholm.

Bornholms Konservesfabrik på Stenbrudsvej i det nordlige Nexø har ligget tom siden virksomheden sidste sommer blev opkøbt af det norskejede Amanda Seafoods.

Bygningen er på 5.625 kvadratmeter, og det giver mulighed for at udvikle en række attraktive erhvervslejemål. Der er allerede flere lejere i bygningen, blandt andet har Madam Stoltz lejet sig ind på 2.200 kvadratmeter, fortæller Daniel Barslund.

-Vi er i øjeblikket i dialog med lejerne og nogle iværksættere, som måske kan være interesseret et lejemål derude. Nu vil vi se på, hvordan vi bedst muligt kan opdele rummene i mindre enheder, siger Daniel Barslund.

Fabrikken blev sat til salg for ni millioner kroner i 2019. Ocean Prawns overtager bygningen den 1. januar 2021.