Thorbjørn Braad fra drikkekategorivinderen Siwu Distillery lytter til Jean-Michel Grønnegård Deleuran fra Rørt, der vandt innovationskategorien, og som fik gode råd, der kan hjælpe ham med at vælge imellem flere butikker i stil med den han har i Torvehallerne i København eller salg i detailhandlen. Foto: Peter Husted Sylvest

Meget mere end en kokkekonkurrence: Sol over Gudhjem lever hele året

Et stykke smørrebrød og en kokkekonkurrence er nok det, de fleste kommer til at tænke på, når de hører ordene sol over Gudhjem, altså medmindre det er billedet af den brændende stjerne i Solsystemets centrum på himlen over Danmarks eneste bjergby, der dukker op på den indre skærm. Aktuelt er det dysten mellem nogle af landets bedste kokke, det handler om – og så alligevel ikke.

MAD

Et stykke smørrebrød og en kokkekonkurrence er nok det, de fleste kommer til at tænke på, når de hører ordene sol over Gudhjem, altså medmindre det er billedet af den brændende stjerne i Solsystemets centrum på himlen over Danmarks eneste bjergby, der dukker op på den indre skærm. Aktuelt er det dysten mellem nogle af landets bedste kokke, det handler om – og så alligevel ikke.

Som så meget andet i det mærkelige år 2020 blev årets kokkedyst ikke til noget, men det gjorde den produktpris, som plejer at være en del af arrangementet i Gudhjem. Den blev dog afgjort på Hotel- og Restaurantskolen i København, og for nylig indløste vinderne deres gevinst.

– De foregående år har vi givet en pengepræmie til deltagerne på 5.000 og 10.000 kroner, men det batter ikke så meget for en lille iværksætter. Sidste år var første gang, vi lavede en dag, hvor vi inviterede vores produktprisvindere ind til en dag, hvor de kunne bruge vores eksperter, nogle af dem som vi har i vores netværk, fortæller Mads Marschall, som ejer og driver Sol over Gudhjem sammen med sin bror Mikkel.

Følge vinderne hen ad vejen

På dagen kunne de fem vindere af produktprisen stille spørgsmål om salg, markedsføring, produktudvikling, branding og en masse andet til tre udvalgte eksperter fra Sol over Gudhjems såkaldte kaffeklub.

– Inden vi mødtes med dem, havde jeg sendt et ark ud til dem, hvor de skulle svare på nogle spørgsmål i forhold til hvilke udfordringer, de går med nu, og om de havde prøvet nogle ting, som de var lykkedes eller mislykkedes med, samt hvad vej de vil gå med deres hjertebarn. Ud fra det hjalp vores eksperter dem med både kontakter og nogle ting, de skal tænke over, siger Mads Marschall.

Blandt vinderne var nexødrengen Jean-Michel Grønnegård Deleuran, som vandt kategorien innovation med en hønsesalat uden mayonnaise, og hvis produkter i sommer var til salg hos Fangst i Gudhjem.

– Han var meget i tvivl, om han skal lave flere enheder af den samme Rørt-butik, som har har i Torvehallerne, eller om han skal gå detailvejen og lave et produkt, han kan sælge i Irma, andre Coop-forretninger eller i detailhandlen generelt. Det var nogle af de overvejelser, han kom ind til eksperterne med. I sidste ende er det ham selv, der skal tage beslutningen, men de hjalp ham med, hvad der er for imod den ene vej, og hvad der er for og imod den anden vej, siger Mads Marschall.

Han tilføjer, at manden bag Rørt og de friske pålægssalater var glad for sparringen og fik nogle kontakter, han kan bruge, når han vælger, hvilken vej han vil gå med sin virksomhed, blandt andet til Jeudan, der har en masse lejemål rundt omkring i København.

– Det er meget værd, når man er lille og ikke kender nogen i branchen. Så er det at få et telefonnummer, en mailadresse eller en hilsen, man kan give videre, meget værd. Det er meget mere værd end 5.000 kroner for at vinde vores produktpris. Så vil vi hellere give dem noget, hvor vi kan følge dem hen ad vejen, siger Mads Marschall.

Mikkel Marschall beskriver Sol over Gudhjem som et vanvittigt edderkoppespind på tværs af Danmark og udlandet. Et stort netværk hjælper med at sætte folk sammen, for eksempel hvis Jakobsen skal bruge en kok til udvikling af en ny øl, eller hvis producenten af Sol over Gudhjems kokkejakker skal bruge en kok i størrelse medium til et fremstød i Tyskland. – Det er ikke kun en konkurrence på Gudhjem Havn. Det lever hele året, siger Mikkel Marschall om Sol over Gudhjem. Foto: Peter Husted Sylvest

Hinandens netværk

Vinderne får også et medlemskab til Sol over Gudhjems Kaffeklub, der er en uformel erhvervsklub, der er opstået af kokkekonkurrencens sponsornetværk og siden er blevet udbygget. Eksperterne til udviklingsdagen var også hentet i kaffeklubben.

– Jeg tror, at hvis man skulle købe de specialister for en dag, så ville det koste 50.-100.000 kroner, men de stiller op i en god sags tjeneste, siger Mikkel Marschall.

Derudover bliver vinderne en del af hinandens netværk, hvilket også er gavnligt, da de er meget forskellige steder i udviklingen af deres virksomhed. En har endnu ikke et produkt, der er klar til salg, mens en anden går med tanker om, hvordan produktet kommer ind på det amerikanske marked.

– De spørgsmål Martine Jakobsen fra Fonda stiller, er det ikke sikkert, vores eksperter har svaret på, men så har Allan Feldt fra Wish måske svaret til hende, for han har selv været der, siger Mikkel Marschall.

Allan Feldt startede i sin tid kildevandsvirksomheden Aqua d’Or og solgte det senere til Danone for et trecifret millionbeløb. I sommer vandt hans publikumsprisen med en økologisk sodavand af mærket Wish.

– Det er sjovt at se, at lige meget om de laver dadelkonfekt, spiritus eller noget tredje, så er det de samme salgsled, de møder rundt omkring, så der er rigtig mange, der kan rådgive hinanden, lyder det fra Mikkel Marschall.

 

 

Vinderne

Rørt

Siwu Distillery

Cocohagen

Fonda

Wish by Seimei

 

Eksperterne

Peter Husted Sylvest, ejer og direktør i PH Value og tidligere i Lakrids by Johan Bülow, salg og markedsføring

Jesper Von Wieding, ejer og administrerende direktør i Pearlfisher Copenhagen, design og branding

Mikkel Maarbjerg, ejer og direktør i Kirk+Maarbjerg og dommer i Sol over Gudhjem, produktudvikling og skalering af produktion

 

Om kaffeklubben

Sol over Gudhjems Kaffeklub er en afslappet erhvervsklub for firmaer, som elsker gastronomi i topklasse.

Som medlem bliver man en del af et erhvervsnetværk, som bygger på passion, inspiration, samvær samt oplevelser, man normalt ikke kan købe sig til.

I løbet af året har medlemmerne adgang til forskellige begivenheder både i København og på Bornholm. Der er også en rejse til sydens madmekka.

Fire gange om året mødes klubben rundt om i København hos forskellige medlemmer og hos nogle af de kokke og sommelier, som er tilknyttet Sol over Gudhjem.

Kilde: Sol over Gudhjem