Når ‘Mordet i Vestermarie’ sniger sig ind i din slægtsforskning

SLÆGTSFORSKNING

Slægtsforskning kan rumme de meget grumme historier. For eksempel historien om morderen Herluf, som til skræk og advarsel fik sat sit hoved på en stage i Aakirkeby og en vaskeægte romanskurk fra ”Mordet i Vestermarie.”

 

Min fætter Jan Hansen fra Rø, bosiddende i London i mange år, har lavet et stykke beundringsværdigt og meget detaljeret slægtsforskningsarbejde på vores fælles Jørgensen-del af familien og beskriver på morsom vis, at der altid kan være lidt bekymring, når man graver i sine forfædres gøren og laden, for tænk hvis der var nogle fæle mennesker, som er knap så spændende at sole sin slægt i. Det er der jo som regel.

Jan begyndte sin slægtsforskning, før der var nogen, der havde tænkt på at lægge kirkebøgerne og de mange andre protokoller online for at gøre livet nemmere for den nye generation af slægtsforskere:

”Det er oplysninger, der for de flestes vedkommende var stykket sammen over mange år. Især ved hjælp af kirkebøger, folketællinger og skifteprotokoller. Oprindelig alt sammen noget, man skulle på Rigsarkivet for at se. Eller på Landsarkivet for Sjælland og Øerne.”

Jan Hansen, født i Rø, er for øvrigt kendt for sine eminente oversættelser af engelsk og russisk litteratur, blandt andet Dostojevskij. Statens Kunstfond tildelte ham den livsvarige hædersydelse i 2018.

I forordet til sin slægtsforskning på Jørgensen-slægten skriver han: ”Da jeg for mere end 20 år siden så småt gik i gang med det puslespil at finde min mors forfædre, inspireret af at jeg havde set en aneliste fra min farmors familie, var min mor Inges første reaktion:

“Nu fînjer du forhåbentlig ente nân mårdara.” Jeg spurgte selvfølgelig: “Môer, hva ved du, som du ente hâr fortalt?” Men hun vidste ikke noget – om beviselig kriminalitet i familien, altså. På grund af granittens indflydelse på det bornholmske temperament og sit kendskab til familiens ældre generationer, gik hun bare ud fra som en selvfølge, at en eller flere af hendes forfædre måtte have myrdet nogen. Siden er jeg stødt på et par mordofre, dog ingen her i Jørgensen-familien.”

Jan Hansen troede dog i en lang periode, at han faktisk havde fundet en morder blandt vores slægtninge ved navn Herluf Aristsen, der boede ”under Ravnsbakken” i Aaker 1703-1751. Herluf var en meget skidt personage, og sidst i august 1749 overfaldt han en yngre nabo ved navn Otte Ottesen Koch bonden på 3. sg. Sortegård, Mads Sorth, i Sortegårds eng og knuste hans kranium med en hegnspæl, angiveligt efter at være blevet bestilt til at myrde ham af sønnen Niels Sorth, 23 år. Herluf blev arresteret og aflagde – efter alt at dømme under tortur – tilståelse den 3. september samme år, og Koch tilstod også, men ville kun kende sig medskyldig, hævdede, at det var Herluf, der havde ”slagen ham saadan, at han ikke kunne leve”, og trak i øvrigt hurtigt sin tilståelse tilbage. Det endte med, at Herluf Ariststen, der var 48, og 27-årige Otte Koch blev ”decollerede” (=halshugget) ved ”Bye-Dammen paa Løngen” den 9. juni 1751, og ”og siden deres Hoveder sattes på Stager for det Mords skyld, som de havde begaaet.”

Men slægtsforskning kan være drilsk og besværlig, og Jan har måttet revurdere sin forskning, så Herluf viste sig ikke at være blodsbeslægtet trods alt. Han gik fra at være vores 3 x tipoldemors bror til at være hendes farbrors kones bror. Nok om Herluf, men vi bliver i genren, for i Jans omfangsrige slægtsforskning er der også en interessant afstikker til romanen ”Mordet i Vestermarie”.

Romanen Mordet i Vestermarie har været omdrejningspunkt for adskillige tv-udsendelser, teaterstykker med mere.

Vores 3 x tipoldemor Maren Kirstine Holsts havde en bror, som hed Hans Holst, født 1796 og var sandemand. Han er romanperson i kriminalromanen ”Mordet i Vestermarie,” skrevet af Palle Rosenkrantz (1902, genudgivet i 2013) Jan Hansen fortæller:

”Det er i virkeligheden en tidlig dokumentarisk krimi om et rovmord i 1833 på kirkemølleren i Vestermarie, der foruden at være møller drev pengeudlåning og havde ry for at være noget af en ågerkarl… Bogen ser ud til at have været medvirkende til, at Folketinget i 1907 forbød politiets brug af tortur. Forfatteren, Palle Rosenkrantz, var jurist af uddannelse og levede af at oversætte og skrive underholdningsromaner. Han havde ikke nogen forbindelse til Bornholm, men han kendte denne sag fra sin studietid, læste alle sagsakterne på Rigsarkivet igen og var som en del af sit forarbejde på en studietur for at tale med lokale i Vestermarie og omegn.”

Kirkemøllen i Vestermarie. Foto Kaare Rasmussen 1939. (Affotografering af ældre billede). Det var her, mølleren Albert Andersen Dik, havde sin mølle, før han blev dræbt 26. november 1833 og udødeliggjort af Palle Rosenkrantz.

”Historien begynder med, at Hans Holst fra Stensgård, fordi han er sognets sandemand, er den første myndighedsperson, der kontaktes, da mølleren, der var på vej til Rønne (til fods) for at inddrive gæld, bliver fundet myrdet i præstegårdsskoven. Og det lykkes på forbløffende kort tid Holst at ødelægge en stor del af beviserne og i det hele taget lave ét stort rod ud af efterforskningen. Situationen forværres yderligere, da han rager uklar med en meget ambitiøs ung dommerfuldmægtig, der bliver sendt dertil fra Rønne. Beskrivelsen af sandemand Holst er af gode grunde tendentiøs (på grund af romanens pointe vedrørende sandemændene som en ikke tilstrækkeligt kompetent juridisk instans), og det er svært at afgøre, hvor meget virkelighed der er i portrættet af Hans Holst, men han fremstilles som rødmosset og “fordrukken” og som en “tykhovedet og stædig bondestud”. Holst lægger ud med allerede på morddagen at arrestere den dræbte kirkemøllers svigersøn og låse ham inde i kirketårnet (som han bruger som lokal detention), hvorefter den myrdedes enke og datter ligger på Vestermarie kirkegård og græder hele natten og bagefter ligger på knæ neden for trappen på Stensgård næste morgen, mens de trygler Holsts kone og gamle mor om at tale ham til fornuft. ”

”Det ender med, at en lokal arbejdsmand Jørn Kræsjan (Jørgen Christiansen), der har ry for at være ”skærnajtûer” og er upopulær hos gårdejerne, fordi de har ham mistænkt for at stjæle af deres brænde, bliver dømt for mordet. Dommen, der først falder halvandet år efter, bliver dog posthum, idet Jørn Kræsjan begår selvmord i arresten i Rønne, ifølge romanen fordi han er blevet sindssyg af torturen under afhøringerne, og bliver begravet (i hemmelighed, om natten) på Galgebakken i Rønne. Og det er indirekte det, der bliver grunden til, at sagen blev en af de mest kendte uopklarede danske mordsager, og at Rosenkrantz brugte den i romanen: Dommeren beordrede Jørns enke til at betale sagsomkostningerne. Det fik et par yngre advokater til at se på sagen, og de behøvede ikke grave særlig dybt, før det stod klart, at den dømte og nu afdøde Jørn Kræsjan ikke kunne have begået mordet. Samtidig fandt de adskillige eksempler på embedsmisbrug og opdagede, at et par af de mange, som sandemand Holst (og andre) havde arresteret i løbet af sagens første uger, var blevet “glemt” i Rønne Arrest. Dér havde Rasmusskan, en enlig ældre enke fra Vestermarie, og hendes meget yngre “madkæreste”, landsstrygeren Hâns Kujl, på det tidspunkt siddet i næsten to år; Holst havde egentlig spærret Rasmusskan og Kujl inde i tårnet i Vestermarie Kirke (vist egentlig især fordi Rasmusskan, der levede af at tigge, havde irriteret ham i mange år ved altid at lægge turen forbi Stensgård, når hun manglede mad eller penge), men da der hurtigt blev overfyldt i kirketårnet, fik dem kørt til arresten i Rønne.”

”Sagen om mordet i Vestermarie kom for Højesteret i København, kravet om betaling fra den uretfærdigt dømte Jørns enke blev frafaldet, og – som noget af en sensation i 1830’ernes enevældige Danmark – blev flere af de implicerede ansvarlige politifolk og dommerfuldmægtige afskediget eller idømt bøder. Det gjorde Holst, Stensgård dog ikke; han fik tværtimod (i virkeligheden, for det er ikke med i romanen) Dannebrogsordenen, vistnok allerede i 1833. I romanen er der en løsning på kriminalgåden til sidst, idet forfatteren lader en af personerne (hvem må I selv læse jer til) tilstå mordet til præsten på sit dødsleje i fattighuset. I virkeligheden er sagen om mordet i Vestermarie i 1833 stadig uopklaret.”

Hvis man både er bidt af kriminalromaner og slægtsforskning, så bliver det ikke meget bedre!

 

 

Forstå din egen familie bedre med slægtsforskning

Dorte Kofoed har slægtsforsket i sin bornholmske familie i cirka 10 år, men det har først taget fart de seneste par år. Det er den bedste hobby, som hun nogensinde har haft, og når man nu ikke kan finde ud af at strikke, så er dette et glimrende alternativ til at glemme tid og sted, når man tager en tur med tidsmaskinen. Det har givet hende fantastiske oplevelser, hvor hun har besøgt sine slægtninge i Utah i USA, set den gamle træhytte, som hendes tip-tipoldefar levede i, da han emigrerede fra Arnager i 1882, har fået venskaber og slægtninge flere steder i verden og har oplevet en stor glæde ved de mange gamle gåder, som ligger og ulmer i slægterne, hvor skæbnerne fletter sig sammen på godt og ondt. Hun vil her i serien ”Forstå din egen familie bedre med slægtsforskning” dele ud af sine egne personlige historier og give tips og tricks til at slægtsforske. Kontakt hende gerne med spørgsmål og gode råd på: [email protected]