Et liv i uvished

Et liv i uvished
Marie Knudsen stopper i kiosken på Hammerhavn – og det skal nok gå. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 4. NOV 2020 • 09:27
Af:
oejvind-hesselager
| ABONNENT
4. NOV 2020 • 09:27
LEDER

– Hele sommeren har jeg vejet for og imod: “Er det det her, jeg vil blive ved med?” Og det er blevet mere og mere sådan, at nej, det er det ikke. Hvis jeg skal prøve noget andet, så er det nu."

Sådan lød det forleden fra Marie Knudsen i Bornholms Tidende. Hun havde efter 16 år i kiosken i Hammerhavn besluttet at sige stop.

16 år med en klar målsætning og en stor arbejdsindsats, som har udløst mange tilfredse kunder, hvoraf nogle også er blevet venner.

Marie Knudsen turde vælge uvisheden. I en alder af 60 år fravalgte hun det forudsigelige og sikre og valgte at opsøge tvivlen og et liv, der kan gå i alle retninger. Uden at miste modet.

Og det er en vigtig pointe i dag og i denne tid. I skrivende stund melder tvivlen sig hos mange. Vi føler, at fundamentet vakler under os. Corona udfordrer os. Ikke bare som en mere eller mindre alvorlig trussel mod helbredet. Men måske især fordi den måde vi lever på, skal lægges om. Selv noget så traditionsbåret som julen og andre højtider skal fejres på andre måder. Vi er alle ramt på tværs af nationer, politisk ståsted og religiøsitet.

Tvivlen rammer os også på grund af det amerikanske valg. Mange europæere, danskere og også bornholmere havde set frem til, at Det Hvide Hus blev mere normalt igen. At vi ikke skulle høre om flere bizarre tweets fra den amerikanske præsident. Mange havde håbet, at det hele ville begynde at ligne sig selv igen.

Men i skrivende stund har Trump netop udråbt sig selv som vinder og sagt, han vil stoppe optællingen af de mange brevstemmer – som blandt andet er udløst af corona-epidemien – som han kalder for ”massiv svindel”, og at han vil forfølge sagen til højesteret. Den melding er i sig selv en skændsel og et helt grotesk og rystende udsagn i et demokrati.

Vi er mange, der savner at tale om de sædvanlige udfordringer. Men meget af det vi engang gjorde og talte om, er i dag sat på stand by. Corona og antidemokratisk retorik udfordrer i den grad de bærende søjler i vores normale liv. Det er hårdt for os som mennesker. Vi har vænnet os til, at vi kendte dagen og vejen.

 
Det skal nok gå!

 

Præcis som Marie Knudsen har gjort det i 16 år i kiosken i Hammerhavn. Hver morgen har hun vidst, hvad der skulle ske, og hvad dagen kunne bringe af glæder. Og nu skal det så være slut.

– Det bliver et helt andet liv. Det er faktisk første gang i mit liv, at jeg ikke har en plan. Jeg har aldrig før sagt et arbejde op, før jeg havde et andet. Det har jeg slet ikke turdet.

Hvis du læste artiklen om Marie Knudsen til ende, opdagede du også, at artiklens skribent genkendte præcis den eksistentielle tvivl Marie Knudsen af egen kraft har opsøgt. Og skribenten skrev en konklusion, som vi også har brug for i dag, hvor vi i den grad er udfordret. Derfor citerer vi den igen her:

”Det skal nok gå!”

For Marie Knudsen. Og for os alle sammen.