Freddy Albæk, da han i september 2019 viste blandt andet sin samling af Knold og Tot-blade ved Bornholms Samleres udstilling. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Dødsfald: Freddy blev glad for forsvaret

DØDSFALD

– Da Freddy blev arbejdsløs, var der en, der foreslog, at han skulle søge ind ved Bornholms Værn, for der ville han få mere i løn, end han fik som smed. Men nej, han skulle i hvert fald ikke i militæret igen. Men han søgte alligevel ind, for vi havde lige købt hus i Rønne og havde brug for pengene. Derefter var han i forsvaret i 36 år.

DØDSFALD

– Da Freddy blev arbejdsløs, var der en, der foreslog, at han skulle søge ind ved Bornholms Værn, for der ville han få mere i løn, end han fik som smed. Men nej, han skulle i hvert fald ikke i militæret igen. Men han søgte alligevel ind, for vi havde lige købt hus i Rønne og havde brug for pengene. Derefter var han i forsvaret i 36 år.

Gerda Albæk fortæller historien om sin mand, Freddy Albæk, der forleden døde, 77 år gammel.

Freddy Albæk, der var fra København, kom til Bornholm i 1963 for at aftjene sin værnepligt.

– Vi mødtes lige før, han skulle rejse hjem igen. Så kaprede jeg ham. Han blev på Bornholm, og den 20. november ville vi have været gift i 55 år, fortæller Gerda Albæk.

Han fik arbejde på Bornholms Maskinfabrik og var efterfølgende på Sydhavnens Motorværksted, inden han blev arbejdsløs og søgte ind ved forsvaret. Det blev herefter til 18 år ved Bornholms Værn og 18 år ved Det Bornholmske Hjemmeværn.

Freddy Albæk blev faktisk så glad for forsvaret, at det også blev en af hans store fritidsinteresser. Han har en stor samling om Bornholms Værn, og han har skrevet værnets historie. Han har samlet meget andet, og sidste år fremviste han blandt andet sin store samling af Knold og Tot-tegneseriehæfter, da Bornholms Samlere holdt udstilling.

Et positivt sind

De mange år i forsvaret gav ham også en stor omgangskreds i den forbindelse, og han var kendt for sit positive sind.

– Han var altid glad, og han var nok ikke kommet så langt uden sit gode humør, for han var meget igennem med operationer med videre, siger Gerda Albæk.

Freddy Albæk efterlader sig hustruen Gerda, børnene Kim og Jeanette, fire børnebørn og tre oldebørn.

– Han fulgte meget med i vores børns dagligdag. Når Kims fodboldhold skulle af sted, var Freddy chauffør, og som Kim fortæller, gav Freddy altid sodavand. Han var meget glad for sine børnebørn og oldebørn, og de var også glade for ham. Så det bliver et stort savn, slutter Gerda Albæk.