Kompensation på vej: 'Det er et hæfteplaster på et kraniebrud'

Kompensation på vej: 'Det er et hæfteplaster på et kraniebrud'
Forhandlingerne om fiskeriet i Østersøen finder sted i næste uge. Arkivfoto: Berit Hvassum
| 3. NOV 2020 • 09:02
Af:
anette-vestergaard

3. NOV 2020 • 09:02
FISKERI

Fiskeristyrelsen har færdigbehandlet alle ansøgninger og er klar til at udbetale kompensation til østersøfiskere, der er ramt af nedgang i kvoterne.

Det oplyser Miljø- og Fødevarministeriet i en pressemeddelelse.

Kvoterne på både sild og torsk blev på baggrund af den biologiske rådgivning reduceret markant i 2020. Derfor åbnede minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling, Mogen Jensen, i juni en kompensationsordning for fiskere i Østersøen.

Fiskeristyrelsen har nu færdigbehandlet alle de modtagne ansøgninger om kompensation, og fiskerne i Østersøen vil der snarest få udbetalt pengene.

– Fiskeriet i Østersøen er presset på grund af lave kvoter på torsk og sild. Jeg er derfor glad for, at fiskerne nu modtager de penge, som jeg sammen med et bredt flertal af Folketingets partier fik afsat i starten af året, siger Mogens Jensen.

Op til 223.000 kroner

Det var regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier, der i februar afsatte 10 millioner kroner til en støtteordning for fiskerne i Østersøen, som betyder, at fiskerne har kunnet få op til cirka 223.000 kroner i kompensation. Baggrunden var, at kvoterne for torsk blev reduceret med 60 og 92 procent i henholdsvis den vestlige og østlige Østersø i 2019. Sildekvoterne blev ligeledes reduceret med 65 procent i den vestlige Østersø på anbefaling af den biologiske rådgivning ICES.

Et hæfteplaster på et kraniebrud

Der er ifølge ministeriet cirka 120 fiskere, der har søgt om kompensation under ordningen. Heraf vurderer formanden for Christiansø og Bormholms Fiskeriforening at mellem 30 og 40 er bornholmske fiskere. Thomas Thomsen betegner kompensationen som "en lille julehjælp" og gentager hvad han tidligere har sagt om kompensationen fra Fiskeristyrelsen:

– Det er et hæfteplaster på et kraniebrud. Det er selvfølgelig glædeligt at fiskerne får kompensation, men det er alt for lidt. Det opvejer langt fra tabet af fiskemuligheder, siger han. Thomas Thomsen har kendskab til lokale fiskere, der har købt torskekvoter for 18 millioner kroner. For dem rækker 223.000 kroner i kompensation som en skrædder i helvede.

– De har mistet 90 procent af deres fiskemuligheder. En kompensation i den størrelsesorden dækker ikke lånene ind for det fartøj, siger Thomas Thomsen.

Følgevirksomheder forsvinder

Formanden for Christiansø og Bormholms Fiskeriforening frygter at de nye kvoter bliver dødsstødet for bornholmsk fiskeri i Østersøen.

– Alle følgevirksomhederne er ved at forsvinde. Der er kun lidt tilbage i Nexø og Rønne. De er ramt ligeså hårdt som fiskeriet, og de kan ikke lige flytte sig, siger Thomas Thomsen.

Han er ikke i tvivl om at der kommer fisk i Østersøen igen:

– Og de skal nok blive fisket. Men det bliver ikke af bornholmske fiskere.

 
 

Fakta

• Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier, afsatte i februar 10 millioner kroner til en støtteordning for fiskerne i Østersøen

• Aktive fiskere, der havde licens til torsk eller sild i Østersøen pr. 1. januar 2020, eller aktive fiskere, der har landet torsk eller sild i perioden 2017-2019, og som i væsentlig grad er afhængig af fiskeriet i Østersøen, har kunnet søge støtteordningen

• Under ordningen kan hver fisker maksimalt modtage 223.500 kroner