Ornitologer valfarter til Sorthat Odde: 'Megafed fugl' lever livet farligt

Ornitologer valfarter til Sorthat Odde: 'Megafed fugl' lever livet farligt
Det er første gang, at brundroslen bliver observeret på Bornholm, og det er kun tredje gang, at den er registreret i Danmark. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 2. NOV 2020 • 12:46
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
2. NOV 2020 • 12:46
NATUR

Brundroslen, som har slået sig ned ved Sorthat Odde, kan godt klare sig på Bornholm i et stykke tid. Der er masser af god føde i tangen i strandkanten, hvor den går rundt. Men den lever alligevel livet farligt.

– Lige nu er den største trussel den spurvehøg, der har udset sig et lækkert, eksotisk måltid. Høgen ligger og kredser rundt over bugten. Søndag morgen dykkede høgen ned og fik fat i droslen, og der strøg 10-15 fjer af droslen. Høgen slap heldigvis droslen, som faldt ned i et krat. Den kom ud en halv time, tre kvarter senere. Det var noget nervepirrende for os, der var derude, og dem, der var på vej til Bornholm for at opleve fuglen, fortæller Sune Riis Sørensen, bestyrelsesmedlem i Dansk Ornitologisk Forenings lokalafdeling, DOF-Bornholm.

Første gang på Bornholm

Sune Riis Sørensen tilbragte selv de fleste af weekendens lyse timer ved Sorthat Odde, efter at kendskabet til observationen havde bredt sig i fuglekredse.

Det er første gang, at den lille fugl bliver observeret på Bornholm, og det er kun tredje gang, at den er registreret i Danmark. Første gang var på Fyn i 1888. Anden gang i 1968 i Skagen.

Søndag morgens grimme oplevelse med høgen havde ikke taget mere på brundroslen, end at den mandag morgen faktisk virkende endnu mere tillidsfuld i forhold til de mange fugleinteresserede, der kommer for at se den, fortæller Sune Riis Sørensen.


Den skal krydses af

Observationen fik fuglefolk fra hele landet til at smide, hvad de havde i hænderne og tage turen til Bornholm. Søndag var det de mest "nørdede", der kom. Men også i dag og i de kommende dage vil Sorthat Odde blive et udflugtsmål for fuglefolk fra hele landet, siger Sune Riis Sørensen.

– Det er bare en megafed fugl. Den kommer så langt østfra, at der ikke er nogen, der har den på deres lister. Så det er vigtigt for alle topfuglefolk at få den krydset af. Det er fra et biologisk synspunkt også spændende at se, hvordan fuglene strejfer omkring.

Og hvis spurvehøgen altså ikke slår til igen, kan fuglen blive her i flere uger, mener Sune Riis Sørensen:

– Hvis man ser på andre drosler af samme type, er der en god prognose for, at den kan blive her i længere tid, hvis forholdene er til det. Tangen er fuld af tangfluelarver og tanglopper, så det er fint for den. Men hvis det sætter ind med en hård frostperiode, og tangen fryser til det, vil den finde et andet sted.

Var på vej til Kina

Men hvorfor er brundroslen endt på Bornholm?

– Det er ikke til at sige præcis. Den skulle have været sydover fra Centralasien og til Kina. Forklaringen kan være hård sydøstenvind, og at den måske er kommet ind i noget dårligt vejr. Så er den røget op over Baltikum og hen over Østersøen. De her fugle rammer ofte øer, fordi de søger til jorden, når de bliver overrasket af et vejrfænomen over havet. Vi har også haft masser af vindrosler og sangdrosler og sjaggere på øen i de seneste dage, siger Sune Riis Sørensen.