Krav om mundbind giver ikke nævneværdige problemer – alle går rundt med dem i forvejen

Krav om mundbind giver ikke nævneværdige problemer – alle går rundt med dem i forvejen
Der har ikke været nogen problemer, siden kravet om mundbind i blandt andet butikker trådte i kraft torsdag morgen. Det er meldingen fra blandt andre købmand Egon Jensen, som driver to Spar-butikker. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 2. NOV 2020 • 07:33
Af:
henrik-nielsen
| ABONNENT
2. NOV 2020 • 07:33
CORONA

Livet med coronavirus gik i sidste uge ind i en ny fase. Pludselig var der krav om mundbind, hver gang man gik ind et sted, hvor offentligheden har adgang. I supermarkedet, i specialbutikken, på museet og mange andre steder. Hvordan er det så gået? Det er gået godt, hvis man skal tro dem, Bornholms Tidende har talt med.

– Vi er kommet rigtig godt i gang, og der har ikke været nogen problemer af nævneværdig art. Der har været en enkelt hist og her, der har glemt et mundbind, og så har de fået lov til at købe et, og så har det været det. Folk er meget forstående, og vi er meget positive over, at folk har taget det til sig allerede, siger distriktschef Marianne Kjøller fra Netto, der har fem butikker på Bornholm.

Samme oplevelse har købmand Egon Jensen med Spar-butikker i Aakirkeby og Gudhjem:

– Det er gået fint. Jeg tror, vi har haft en pensionist, der havde glemt det, og han fik så et bind, og så var der ikke flere problemer i det. Alle mennesker ved det jo. Det havde været noget andet, hvis det var en ny situation, hvor man var startet fra dag 1 og skulle gøre de her ting, men alle mennesker går med mundbind i forvejen, så den vej rundt er det ikke et problem, siger han.

Varme til næsen

På Grønbechs Gård i Hasle er det også oplevelsen, at folk har mundbind på sig eller i bilen. Da udstillingsstedet har café i stueetagen, har mundbind været en del af hverdagen siden midten af september, og det har ikke givet problemer. I forbindelse med en fernisering den 23. oktober var der en gæst, der vendte omkring i døren, fordi der var krav om, at alle skulle bære mundbind, men ellers tager folk det fint.

– Det er en samtalestarter. Så kan man snakke lidt om, at brillerne dugger, og at man holder varmen lidt bedre på Grønbechs Gård. Der er møgkoldt i øjeblikket i sådan en gammel købmandsgård, der ikke er isoleret, og så griner vi lidt af det og får en ret god åbningssnak om, at det varmer lidt om næsen, når man går rundt i de kolde gallerier, fortæller formidler Pia Kofoed Frederiksen, som står i spidsen for driften i det daglige, mens Mai Ørsted har orlov.

I Nexø var Inhouse Bornholm forberedt, da Mette Frederiksen lancerede mundbindskravet på et pressemøde den 23. oktober, fortæller afgående direktør Kell Hansen, og det var kunderne måske også. Det er i hvert fald hans oplevelse, at folk generelt har taget godt imod kravet.

– Danskerne er et dejligt folkefærd, og bornholmerne især, for de efterlever de her krav. Jeg synes ikke, det har givet anledning til de store komplikationer. Jeg er meget positiv. Bortset var nogle enkelte, som skal kaste malurt i bægeret, så er det en fælles kamp for os alle sammen, og det er alle indstillet på, tror jeg. Vi skal bare kæmpe alt, hvad vi kan for at holde styr på den virus, og det lyser ud af befolkningen, synes jeg, lyder det fra møbelhusdirektøren.

Kell Hansen er også formand for Erhvervsgruppe Øst, og det er hans klare opfattelse, at alle i detailhandlen i Nexø har styr på det.

Formentlig mange måneder

Også på Bornholms Museum er man kommet godt i gang med den nye virkelighed. Gæsterne er forberedte, fordi mundbind efterhånden er et krav alle steder, og direktør Jacob Bjerring-Hansen synes, at folk er gode til at passe på hinanden og sig selv.

Dog gør han opmærksom på en ny udfordring, som følger med kravet. Det er de personer, som af helbredsmæssige årsager ikke kan gå med mundbind.

– Det skal vi vænne os til. Det er en pointe, som vi først nu er blevet rigtig opmærksomme på, at der også er et hensyn. Hvis folk ikke kan have de her mundbind på, så skal de alligevel kunne gå på museum, så der skal frontpersonalet kunne tage den dialog, siger han.

Samtidig er han spændt på, om kravet kan få nogle til at lade være med at gå på museum, enten fordi de ikke ønsker at bevæge sig rundt blandt andre, eller fordi de ikke ønsker at gå med mundbind i så lang tid.

– Den effekt kan vi ikke se endnu, der er vi nødt til at komme lidt længere hen. Det er formentlig mange måneder, vi skal gøre det her, så mon ikke folk lige så stille vænner sig til det og alligevel tager på museum, siger Jacob Bjerring-Hansen.