Børnene må undvære den årlige julegudstjeneste i Aa Kirke på grund af corona-virussen. Arkivfoto: Berit Hvassum

Børnenes julegudstjeneste aflyses – men de lokale aktiviteter får en tand ekstra

HØJTID

De årlige julegudstjenester for børn, som traditionelt er en del af børnehavebørnenes besøg i Aakirkejuleby, aflyses i år.

Det fortæller Birgit Friis, sognepræst i Aa Kirke.

– Vi holdt møde om det i tirsdags og besluttede os for at aflyse. Det giver lidt for meget trafik ind og ud af kirken, og det er jo folk, der kommer fra hele øen. Så vi har tænkt lidt på sundheden og risikoen for smittefare, siger Birgit Friis.

I stedet vælger kirken i Aakirkeby at skrue op for de eksisterende aktiviteter i Aakirkeby.

– Vi vil gerne prioritere de lokale, siger Birgit Friis og minder om, at kirken er et af de få steder, hvor man stadig må synge sammen.

Derfor forlænger Aa Kirke den ugentlige aftensang, som onsdag trak fulde huse med salmesang akkompagneret af folkemusikanterne fra Folk og Fæ.

De ældre rammes hårdest

Aftensangen i Aa Kirke er normalt tiltænkt turister og holdes hver onsdag i højsæsonen. Men i år har arrangementet ifølge Birgit Friis fået en ny betydning, fordi restriktionerne forhindrer folk i at deltage i foreningslivet på vanlig vis.

– Vi stopper normalt med aftensang i efterårsferien, men i år er vi fortsat, og der er kommet mellem 20 og 60 mennesker hver gang, siger Birgit Friis.

Derudover fastholder kirken det ugentlig besøg på Plejecenteret Aabo, hvor Birgit Friis underholder beboerne i selskab med kirkens organist, Jørn Andersen, og sanger Lisbeth Lind.

Det giver ifølge præsten rigtig god mening i en tid, hvor mennesker opfordres til at holde sig mest muligt for sig selv.

– Jeg er meget glad for at myndighederne i denne omgang har valgt at tage hensyn til de socialt udsatte, for det skader simpelthen at miste den sociale kontakt – og de ældre er nogle af dem der rammes hårdest af restriktionerne, siger Birgit Friis.