Uden koncerter har Rasmus Nøhr god tid til at udbrede konspirationsteorier om corona og vacciner. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Styr på lortet

KLUMME

Rapgruppen Outlandish blev engang op til en prisfest, hvor de skulle optræde, spurgt, hvilke krav de havde til, hvad der skulle være bag scenen. Det var ét af petitjournalistikkens stolte øjeblikke, hvor en sitrende reporter håber på at få bare et eller andet svar, der kan kaste noget mere af sig, end “Nåh, glæder I jer? Er I nervøse? Håber I, I vinder noget?” har det med at gøre. Den honduransk-marokkansk-pakistansk-danske trio fra Brøndby Strand var sådan nogle, man sagtens kunne forestille sig ville have nogle anderledes krav end et givent pæredansk rockband, der bare skulle have en kasse bajere og en wienerstang, eller hvad sådan nogle pæredanske rockbands nu skal have backstage.

KLUMME

Rapgruppen Outlandish blev engang op til en prisfest, hvor de skulle optræde, spurgt, hvilke krav de havde til, hvad der skulle være bag scenen. Det var ét af petitjournalistikkens stolte øjeblikke, hvor en sitrende reporter håber på at få bare et eller andet svar, der kan kaste noget mere af sig, end “Nåh, glæder I jer? Er I nervøse? Håber I, I vinder noget?” har det med at gøre. Den honduransk-marokkansk-pakistansk-danske trio fra Brøndby Strand var sådan nogle, man sagtens kunne forestille sig ville have nogle anderledes krav end et givent pæredansk rockband, der bare skulle have en kasse bajere og en wienerstang, eller hvad sådan nogle pæredanske rockbands nu skal have backstage.

Der er også den gamle anekdote om heavyrockerne Van Halen, der i 1982 på deres rider – listen over krav til forplejning og teknisk udstyr på spillestederne – krævede en skål M&M’s med parentesen: “Absolutely no brown ones!” Historien er en klassiker, fordi den tilsyneladende handler om en flok excentrikere med hvinende urimelige krav: Den er det perfekte billede på, hvor opblæste egoerne var hos heavyrockens superstjerner i deres storhedstid.

Prangere & plattenslagere

Årsagen til den besynderlige fordring var dog de lokale koncertarrangørers uvane med at skære hjørner, hvor de kunne. Det var en måde hurtigt at tjekke dem på: Hvis de kom til spillestedet og så, at der var brune M&M’s i slikskålen, kunne de gå ud fra, at arrangøren heller ikke havde styr på resten af deres specifikationer. Deres show og ultimativt deres sikkerhed kunne blive kompromitteret.

Bag scenen til prisfesten tænkte Outlandish sig om. Hvad havde de brug for? Legetøj til børnene, måske. En pusleplads. Frugt. Et sted, hvor bandets praktiserende muslim kunne bede? Men de skulle nok finde ud af det uanset hvad, og til sidst skar én af dem igennem:

– Faktisk skal der bare være styr på lortet. Du kan strege alt det andet over og bare skrive dét på blokken: Styr på lortet.

For som Van Halen et par årtier før dem havde konstateret, var det i en koncertbranche fuld af prangere og plattenslagere langt fra nogen selvfølge, at der var det.

Den bornholmske fikser

Den svært trængte koncertbranche vender vi tilbage til, men der findes heldigvis folk, der imponerer ved noget så enkelt som at have styr på tingene. Også bornholmere.

I juni samledes forældrene til unge bornholmske skatere i en facebookgruppe for at etablere en skateboardbane i Rønne. Hvad skulle der til, hvor kunne den ligge, hvordan kunne det finansieres, hvem skulle man have fat i, hvordan kunne man få politikerne overbevist om, at det var en god idé?

Så kom Peter Lund Olsen, der selv har skaterbørn, til: Som direktør for Knudsker El, der står for gadebelysningen på hele Bornholm og strøminstallationerne til de fleste større events på Bornholm, er han vant til hurtigt at danne sig overblik over, hvad større og mindre arbejder kræver ret teknisk, han ved, hvordan man skaffer finansiering, og han har politikernes øre.

Efter et par måneder var tegningerne og budgettet lavet, et firma til at bygge banen fundet, et oplagt område udpeget, en forening grundlagt, og fonde og regionskommune havde givet tilsagn om de penge, der skulle til. Det eneste, der mangler nu, er, at kommunalbestyrelsen beslutter sig for, at det er OK at udskyde salget af Remisen ved Nørre Kaas i tre år. Det er der, den hænger, og ugentligt minder Peter Lund Olsen borgmesteren om, at de er klar, og at de skal til at handle nu, hvis de skal få lagt det sidste lag asfalt, inden den bliver for koldt i vejret.

Dét er at have styr på lortet, og det er ærefrygtindgydende, når nogen med største selvfølgelighed fikser tingene, fordi de ved, hvordan de skal gøre det.

Fri fart

For et par uger siden døde Van Halens stilskabende guitarist, Eddie Van Halen, efter flere års uhelbredelig tungekræft. Hans sygdom var en offentlig hemmelighed, alle vidste, at han var ved at dø af det, men til det sidste forsøgte han at bevare kontrollen og vise, at han havde fuldstændig styr på alting. Besøgte en sportsvognsforhandler, kyssede en kvindelig salgsassistent, lod hende tage et billede, som hun delte på Instagram. Tog til koncert, fik taget billede blandt publikum.

Eddie Van Halen havde styr på det hele, ville han forvisse os om. Men reelt mistede han allerede kontrollen et par år efter den famøse M&M’s-rider, da hans forsanger, David Lee Roth, forlod Van Halen i 1985, mens de kommercielt var på toppen af deres karriere og havde en hitsingle, ‘Jump’, som var blevet en hymne for skatere verden over.

Som erstatning fik bandet Sammy Hagar, der i dag beredvilligt fortæller om, hvordan han er blevet bortført af rumvæsener: Før han kom med i Van Halen var hans største hit en sang, ‘Can’t Drive 55’, om, at fartgrænser var et uhørt angreb på den personlige frihed.

Styr på corona

I dag er det coronarestriktioner, der bliver set som utidig indskrænkning af borgernes frihed. Således også, da statsminister Mette Frederiksen sidste fredag som seneste våben i kampen mod smitte varslede, at det nu ville blive forbudt for kiosker og supermarkeder at sælge alkohol efter kl. 22. Som om de festende unge skulle være så rablende impulsive, at de ikke kunne finde ud af at købe ind i forvejen til efterfesten, når spillesteder, restauranter og værtshuse lukker kl. 22 – eller at sende en depeche afsted kvart i ti, når de kunne se, hvor det bare henad.

Det var lige præcis den manglende evne til at overbevise om, at der var en fornuftig grund til tiltagene, som Venstres Jakob Ellemann-Jensen påpegede i sit facebookopslag samme dag. “Når først tvivlen opstår, er der ikke langt til mistro og til at vælge sine egne regler,” skrev oppositionslederen i et opslag, der i stor stil blev tolket, som om han selv var én af dem, der så coronarestriktionerne som et groft anslag mod hans personlige frihed og uindskrænkede mulighed for at købe vodka og energidrikke på tanken ved midnatstid.

Det var ikke pointen: Pointen var, at der bliver åbnet en breche i sammenholdet, når regeringen giver indtryk af ikke at have styr på tingene. Når man skifter forklaringer: Så er det sundhedsmyndighedernes anbefalinger, man følger, så overtrumfer man dem, så hjælper værnemidler ikke, så skal alle bære dem, og det farligste, man overhovedet kan gøre i forhold til corona, er åbenbart at høre livemusik.

Bill Gates-sammensværgelsen

Igennem den breche trænger så alverdens influencers med deres konspirationsteorier og, lidt mindre synligt i den brede offentlighed, den noget fallerede popsanger Rasmus Nøhr. Det var igen det dér med, at koncertbranchen er trængt af restriktioner, som man ikke helt har forklaret rimeligheden af.

 

Ikke fordi Rasmus Nøhr
er nogen videre autoritet,
når det kommer til politik,
og heller ikke fordi hans teori
giver mening. Men fordi så
meget andet af det, der sker
lige nu, heller ikke synes at
give mening. Fordi vi ikke stoler
på, at autoriteterne har
styr på lortet, groft sagt

 

For Rasmus Nøhr har det betydet, at han i stedet for at turnere med sin musik har fået tid til at udbrede konspirationsteorier, som et skræmmende stort antal følgere på de sociale medier ser som sandheder, han med sit imponerende klarsyn har gennemskuet.

Et par dage inden statsministerens pressemøde havde Rasmus Nøhr udsendt en ny bandbulle på sin facebookside indledt med det fyrige: “God formiddag, kære frihedskæmpere.” Derpå udbredte han en teori om, hvordan det var “big farma, big media og big tech,” der havde skrevet drejebogen for den krise, vi står i nu, og hvordan det var deres interesser i at sælge håndsprit og få os til at handle på nettet, der dannede basis for Mette Frederiksens krisehåndtering. Det var anti-vaxxing – altså dem, der ikke tror på at vaccinere deres børn – og udpegningen af Bill Gates som den mørke sithfyrste i én uhellig pærevælling, og hans følgere labbede det i sig.

Ikke fordi popsangeren er nogen videre autoritet, når det kommer til politik, og heller ikke fordi hans teori giver mening. Men fordi så meget andet af det, der sker lige nu, heller ikke synes at give mening. Fordi vi ikke stoler på, at autoriteterne har styr på lortet, groft sagt.

Få styr på det

Jeg har prøvet at diskutere med Rasmus Nøhr i en anden sammenhæng: Det gik ikke vildt godt. Ikke bare fordi vi var uenige, men fordi han var fuldkommen faktaresistent. Han ville simpelthen ikke bøje sig for, at jeg i det tilfælde faktisk vidste, hvad jeg talte om, og at det komplet underminerede hans argument. Han kunne ikke engang finde ud af at vende det, jeg sagde, mod mig, men gentog bare sine egne pointer uden at forholde sig til modargumenterne.

Men det er jo netop derfor, vi ikke er endt i det coronadiktatur, som nogle ellers gerne vil fremmane: Vi kan stadig diskutere. Og det skal vi. Vi skal diskutere, hvorfor vi gør, som vi gør. Og vi skal acceptere, når der faktisk er nogle, der har styr på tingene. Om det så er nationens kollektive autoritets-crush, Torben Brostrøm, om det er Mette Frederiksen eller Jakob Ellemann-Jensen.

For det er i orden at diskutere uden at have fuldstændig styr på alting. Ligesom det er i orden at erkende, at man i andre sammenhænge ikke har haft det. For eksempel Winni Grosbølls opgør med en giftig kultur i hendes eget parti, som hun var ude at kommentere i forbindelse med Frank Jensens afgang i sidste uge. Det kræver faktisk sit at melde åbent ud, at det her har man ikke haft styr på. Og så arbejde på at få det.

Det prøver Winni Grosbøll på nu. Det er klædeligt. Når hun alligevel er i gang, kan hun passende lige stikke hovedet sammen med byrådet og blive enige om at give tilladelse til den skatepark. Det vil være klædeligt, og så er der også styr på dét.

Jon Albjerg Ravnholt. Tegning: Jørn Villumsen

 

 

Jon Albjerg Ravnholt
er magasinredaktør og journalist på Bornholms Tidendes tillæg og temasider. Med en bunke deadlines lige oppe over lige nu er det tvingende nødvendigt, at han har styr på lortet. Det lykkes næsten for det meste nogenlunde.