Rønne-firma satser hele butikken på populært køretøj

Rønne-firma satser hele butikken på populært køretøj
I sidste uge modtog Bornholms Multiservice den første sending af en ny model af det populære køretøj, som indehaver Thomas Houmann selv har stået for udviklingen af. Han satser efter eget udsagn hele butikken på den ny model, som efter hans mening fylder et hul i både det danske, det skandinaviske og det europæiske marked. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 31. OKT 2020 • 19:43
Af:
henrik-nielsen
| ABONNENT
31. OKT 2020 • 19:43
ERHVERV

Man skal ikke færdes særlig meget i trafikken for at opdage, at kabinescootere er et hit her på øen. De små køretøjer blander sig med biler, knallerter og cykler på både veje og parkeringspladser, og står det til Thomas Houmann i Bornholms Multiservice bliver de endnu mere talrige, end de er i dag.

I de seneste seks år har han solgt kabinescootere, og i de seneste to-tre år har han bemærket et tydeligt skift væk fra de almindelige tohjulede scootere og over mod de trehjulede med kabine.

– Vi sælger stadig de almindelige, tohjulede scootere, men salget går stille og roligt ned, og så er det de trehjulede, der begynder at tage over, siger han.

Populariteten forklarer han med, at afstandene ikke er så store på Bornholm, og at kabinescooterne giver fleksibilitet, hvis man skal frem og tilbage og ikke har bil.

– Bus og den slags kører ikke synderligt godt. Så man kan sige, at ligesom hvis man har en almindelig bil, så får man noget frihed og uafhængighed, siger han.

Prototype landede i Rønne

For halvandet år siden gik Bornholms Multiservices salg af kabinescootere ind i en ny fase. Baseret på sin erfaring så Thomas Houmann, at der var en hul markedet i forhold til de trehjulede modeller, der kører rundt på de europæiske veje.

– Folk har kørt rundt med de små tuktukker. Det er små benzinere, der forurener og larmer utrolig meget. Så vi har brugt halvandet år sammen med en fabrik ude i Kina på at få udviklet en cargo-model på el i stedet for, fortæller han.

En cargo-model er en model, der kan køre med last, enten på et lad eller i en kasse bagved førerkabinen.

De første af de nye kabinescootere kom til Rønne fra Kina i sidste uge, og det var kulminationen på en proces, der også begyndte hos virksomheden på Industrivej.

– Vi tog simpelthen en af vores biler, og så tog vi en kæmpe vinkelsliber og skar den op og begyndte at spekulere i, hvordan vi kunne bygge en ramme op, siger Thomas Houmann.

I samarbejde med udefrakommende ingeniører og konsulenter kom han så langt, at han kunne sende billeder og 3D-tegninger til fabrikken i Kina, som byggede en prototype, der landede hos Bornholms Multiservice i november sidste år.


Den danske hovedpine

Prototypen blev gennemgået, og Thomas Houmann fandt 22 ting, han ville have ændret på. Fabrikken fik besked, og i december kom der en melding retur om, at der var styr på det hele.

– De sendte billeder, og det så fornuftigt ud. Så bestilte jeg en flybillet og tog til Kina i januar, lige inden alt det her corona lukkede det hele. Jeg kom derud og måtte give dem ret i, at det de havde sagt, at de havde lavet, det havde de lavet. Jeg vil ikke sige, at jeg brokker mig meget derude, men jeg pointerer, at vi har nogle andre krav herhjemme, så til sidst havde jeg fået øgenavnet The Danish Headache (Den danske hovedpine – red.), fordi jeg kommenterede en hel del, når noget ikke var godt nok, fortæller han.

Thomas Houmann rejste hjem igen, kabinescooteren blev sendt til et såkaldt EEC-laboratorium for at blive testet og godkendt fra ende til anden.

– Så gik der 14 dage, og så lukkede hele verden ned på grund af corona. Det har gjort, at vi er blevet voldsomt forsinkede, lyder det i telefonen fra Østbirk.

Det er ingen herre over

Som nævnt ankom de første modeller af den nye lastbærende kabinescooter til Rønne i sidste uge. Nogle af dem blev bestilt tilbage i februar, og trods den lange leveringstid har Thomas Houmann ikke haft en kø af utilfredse kunder.

– De fleste folk har trods alt en forståelse for, at det ikke er vores skyld. Det er en af de ting, der ikke er nogen, der er herre over på nogen måde, fortæller han.

Nu handler det om at få samlet kabinescooterne og få dem videre ud til kunderne, så Bornholms Multiservice er klar til at modtage næste ladning.

– Vi har 40 endnu på vej hjem, der skal lande en gang i december eller januar. Der kommer løbende containere hjem, så vi kommer til at have dem på lager hele tiden, siger Thomas Houmann.