Røgeri vil forlænge sæsonen: Satser på røgede sild til julemenuen

Røgeri vil forlænge sæsonen: Satser på røgede sild til julemenuen
Søren Heide Jensen glæder sig over, at der – foreløbig i hvert fald – er taget godt imod Hasle Røgeris sæsonforlængelse. Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 30. OKT 2020 • 12:00
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
30. OKT 2020 • 12:00
ERHVERV

Hasle Røgeri er godt i gang med at strække sæsonen, og håbet er at kunne holde åbent til og med søndag den 21. december.

Røgeriet plejer at lukke efter efterårsferien, hvilket i år ville have betydet, at sæsonen havde sluttet den 18. oktober. Så her er tale om en forlængelse af sæsonen i to måneder i et nøk. Hvorfor det?

– Der er flere ting i det. Det har længe været et ønske at holde længere åbent for at holde på folk. Det vil være rigtig rart ikke at skulle sige til dygtige medarbejdere i oktober: "Jeg har været rigtig glad for dig, og jeg håber ikke, at du finder et andet arbejde". Og så kan det være rart for de turister, der trods alt kommer, at der er et røgeri, som har åbent, siger medejer og daglig leder af Hasle Røgeri, Søren Heide Jensen.

Ser fornuftigt ud

– Planen er indtil videre, at vi holder åbent i både butik og restaurant til og med søndag den 21. december. Det skal nok lykkes, tror jeg. Ved at holde åbent op mod jul håber vi på, at vi kan sælge nogle røgvarer til bornholmere, der tager på juleferie, og til folk, der kommer og holder jul herovre.

– Det ser fornuftigt ud indtil videre. Vi tager en uge ad gangen, og kommer det til at se helt håbløst ud, trækker vi stikket og lukker, siger Søren Heide Jensen.

Uge 43 var den første ekstra uge, og den var over al forventning, siger den daglige leder. Uge 44 har også fået en god start.

Er det fordi der stadig er turister på Bornholm?

– Ja, det er der, og her kommer også enkelte tyskere. Og heldigvis kommer der også lokale, siger Søren Heide Jensen.

– Vi har åbent onsdag-søndag, og vi er tre medarbejdere samt en "løstansat". Det synes jeg er meget positivt, tilføjer den daglige leder.

Tidligere sæsonstart?

Søren Heide Jensen mener, at de ekstra turister i ydersæsonen skyldes en kombination af billige færgebilletter og coronaen, der får danskerne til at holde ferie herhjemme. Den næste øvelse bliver at udbrede, at Bornholm holder åbent det meste af året, mener han.

Hasle Røgeri begynder normalt sæsonen lørdagen før palmesøndag. Det var i år den 4. april. Et nærliggende spørgsmål er, om røgeriet vil begynde sæsonen tidligere næste år?

– Det er et godt spørgsmål. Hver gang jeg har gættet på noget i forhold til corona, har jeg gættet forkert. Så jeg tør ikke spå om det. En anden del er også, at når vi strækker sæsonen, skal vi i også i højere grad tænke medarbejdernes ferie ind i det. Men hvis det bliver ved på denne måde, så tror jeg, at vi åbner tidligere, siger Søren Heide Jensen.