En skatepark kan være på vej til området ved Remisen. Foto: Berit Hvassum

Ny skatepark kan stå klar til januar

Foreningen Rønne Street Sport har ventet utålmodigt på at finde ud af, hvor den kan opstille en ny skatebane, som lokale fonde velvilligt har støttet.

Øverst på ønskelisten har stået en asfalteret plads ved busværkstedet Remisen, og det tyder nu på, at ønsket går i opfyldelse.

FRITID

Foreningen Rønne Street Sport har ventet utålmodigt på at finde ud af, hvor den kan opstille en ny skatebane, som lokale fonde velvilligt har støttet.

Øverst på ønskelisten har stået en asfalteret plads ved busværkstedet Remisen, og det tyder nu på, at ønsket går i opfyldelse.

– Jeg har fået at vide, at administrationen kommer til at indstille til politikerne, at banen kommer til at ligge her, siger Peter Lund Olsen, foreningens formand.

Da politikerne, som han har præsenteret skaternes ønsker for, har været meget positive, håber han, at det med administrationens anbefaling vil blive en formalitet at få grønt lys fra kommunalbestyrelsen.

– Jeg har ikke mødt modstand nogen steder. Det eneste, der er frustrerende, er, at det politiske system ikke arbejder med samme hastighed, som jeg er vant til, siger Peter Lund Olsen, der til daglig er direktør i Knudsker El.

Rønne Skate Sport har blandt andet fået et tilsagn om 300.000 kroner fra Brødrene E., S. & A. Larsens Legat. En betingelse for donationen var imidlertid, at foreningen skulle få stillet et anvendeligt areal gratis til rådighed i mindst tre år. Og det er der nu udsigt til, fortæller Peter Lund Olsen.

Regionskommunens leder af udvikling og byg, Søren Møller Christensen, bekræfter, at han har været i god dialog med Peter Lund Olsen, og at der i næste uge skal foregå en politisk udvalgsbehandling af Rønne Street Sports forespørgsel.

Tidligere på efteråret, da politikerne vedtog et kommissorium for byudviklingsarbejdet i Rønne, blev det samtidig besluttet, at et salg af Remisen, der ifølge borgmester Winni Grosbøll (S) har tiltrukket interesse fra flere investorer/købere, skulle sættes på pause, indtil der var lavet en helhedsplan for Nørrekås-området.

Træ og stål

Den nye skatebane kommer til at bestå af ramper og rails lavet af træ og stål. Elementerne kan flyttes, hvis skaterne om nogle år bliver henvist til et nyt sted. Nogle skatere har drømt om en bane af beton, som de seneste år har vundet indpas i mange andre byer.

– En betonbane koster flere penge og skal indtænkes i helhedsløsninger, siger Peter Lund Olsen, som regner med, at skatebanen allerede kan blive sat op i januar 2021, såfremt politikerne støtter foreningen. Senere på foråret ser Rønne Street Sport gerne, at der lægges et nyt lag finere asfalt, så underlaget bliver så godt som muligt.

Kommunalbestyrelsen afsatte ved budgetforhandlingerne 150.000 kroner i støtte til en skatebane, mens Sparekassen Bornholms Fond har bevilget 100.000 kroner til banen. Skatebanen kommer til at koste omkring 700.000 kroner at anskaffe, og Rønne Street Sport venter fortsat på at få svar på nogle fondsansøgninger, som kan bringe foreningen helt i mål.