Bornholms Erhvervsmægler ved Ole Rømer (billedet) og Steffen Lorentzen solgte i sommer den tidligere amtsforvaltergård til en sjællandsk investor. Privatfoto

Næste år åbner galleri og keramisk værksted i fredet bygning

Den tidligere amtsforvaltergård på Munch Petersens Vej 9 i Rønne kommer fra næste år til at udgøre rammen om et galleri med keramisk værksted. De kommende lejere er kunsthåndværkerne Bettina Køppe og Michael Geertsen.

Amtsforvaltergården blev tidligere på året solgt til en forretningsmand.

– Vi forestod salget af bygningerne til en sjællandsk investor og har nu fundet en lejer, der passer perfekt ind i de historiske rammer, siger Steffen Lorentzen fra Bornholms Erhvervsmægler.

I dag har Bettina Køppe & Michael Geertsen galleriet Køppe Contemporary Objects i Nexø. De forventer at åbne i foråret 2021, når bygningen er blevet renoveret på ejerens regning.

Amtsforvaltergården har tidligere huset blandt andet havnekontor, revisionsfirma, ejendomsmægleren Estate og Bornholmslinjens midlertidige kontor. Dele af den trefløjede ejendom er fredet. Ifølge Rønne Byforening er det den vestlige fløj ud mod Munch Petersens Vej, der er omfattet af fredningen.

Bygningerne er opført efter tegninger af arkitekt Ferdinand Thielemann i 1847-48.