Hun er en musikalsk kapacitet: 'Det betyder alt, at vi har musikken til fælles'

Hun er en musikalsk kapacitet: 'Det betyder alt, at vi har musikken til fælles'
Rebecca Forsberg Svendsen. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 30. OKT 2020 • 16:18
Af:
elisabeth-krogh
| ABONNENT
30. OKT 2020 • 16:18
DAGENS NAVN: Rebecca Forsberg Svendsen blev i sommer ansat som ny organist i Østermarie Kirke, som dermed har fået en musikalsk kapacitet bag orglet, da den nye organist er både uddannet klassisk sanger og sangpædagog. Sammen med sin mand Anders Forsberg Svendsen opfører hun 31. oktober Faurés Requiem i Skt. Nicolai Kirke med Sct Nicolai koncertkor og hun er i gang med at starte et nyt kor i Østermarie.

Hvorfor søgte du jobbet i Østermarie Kirke?

– Fordi min mand havde fået job som organist i Skt. Nicolai Kirke i Rønne, og familien flyttede til Bornholm her i sommer. Stillingen i Østermarie Kirke var ledig, så det var en oplagt mulighed for mig.

Hvad er dine opgaver som organist?

– Jeg spiller på søn- og helligdage og til de løse tjenester, der måtte komme. De har øens næststørste orgel, og en stor velsyngende menighed, så det nyder jeg rigtig meget.

Du har planer om at starte et kor ved kirken?

– Ja jeg vil lave et sognekorsprojekt for borgere i Østermaries Sogn. Vi vil øve syv tirsdage og derefter synge festlig musik i gudstjenesten på palmesøndag i kirken. Første øvegang er 2. februar klokken 19-21, og man kommer bare. Der er ingen optagelsesprøve, man behøver ikke kunne læse noder. Men man skal kunne lide at synge sammen med andre.

Hvad er din baggrund for at blive organist?

– Jeg har altid spillet klaver, og begyndte at få orgelundervisning som 14-årig, da jeg ville være organist. Jeg har sunget i og ledt kor og vokalgrupper, så længe jeg kan huske. Det første må være luciaoptoget i 1. klasse, som jeg selv stod for.

Jeg forstår at du også har en baggrund som solist/sanger?

– Det er korrekt. Jeg begyndte på Det kongelige Danske Musikkonservatorium i København i klassisk sang og sangpædagogik, da jeg var 19 år og gik derefter i solistklassen og debuterede i 2002. Jeg har arbejdet som solist og ensemblesanger på højeste niveau i 25 år.

Du kommer fra Sverige, hvordan er vejen gået til Bornholm?

– Jeg er vokset op i Höganäs, tæt ved Kullen. Jeg flyttede til Malmö og gik i musikgymnasium, der kun findes i Sverige med 50 procent musikfag på højt niveau. Der havde jeg kirkeorgel og rytmisk klaver som hovedfag. Men så kom jeg, som tidligere nævnt, ind på sang på Det kongelige Danske Musikkonservatorium, og så flyttede jeg til København. På konservatoriet mødte jeg min mand, og vi har ferieret på Bornholm de seneste 14 år og hele tiden haft en stærk længsel efter at kunne bo her permanent. Og nu er det lykkedes.

Din mand er også musiker og er organist ved Skt. Nicolai Kirke. Hvad betyder det for jer, at I har musikken til fælles?

– I København har vi arbejdet mest hver for sig, Anders i Nazaret Kirke, og jeg som freelancesolist og i DR Koncertkoret og Musica Ficta med mere. Jeg har hele tiden vidst, at Anders og jeg ville kunne bidrage så meget mere i fællesskab og i et mindre samfund. Nu har vi hver sin kirke, som vi samarbejder omkring. Vi leder Skt. Nicolai koncertkor sammen, jeg dirigerer og Anders akkompagnerer. Derudover laver vi sang og orgelkoncerter. Lige nu er det advents- og julekoncerter 9. december i Østermarie Kirke samt 15. december i Skt. Nicolai Kirke.

– Vi laver tit seriøs musik, men er ligeså glade for at komme ud og underholde med et lettere repertoire, for eksempel i ældreklubber og plejehjem. Så det betyder alt, at vi har musikken til fælles. Og det er derfor, vi er kommet til Bornholm; for at bidrage med vores musik så meget som vi kan.

Når du ikke arbejder med musik eller sang, hvad bruger du så gerne tiden på?

– Uha, lige nu sluger vores hus al den tid, der måtte være tilovers. Det er et stort dejligt hus med en endnu større have, der trænger til en kærlig hånd. Men hvis det kun stod til mig, så ville jeg vandre Bornholm tyndt. Det elsker både jeg og Anders. Det må komme.

 
 

Rebecca Forsberg Svendsen

44 år

Bor i Nexø

Gift med Anders og har tre drenge på 13, 12 og 10 år.

Uddannet som klassisk sanger og sangpædagog.