Leder: Hurra for idekraften på Bornholm

Leder: Hurra for idekraften på Bornholm
Gudhjem By- og Museumsforening har fået 298.750 kroner til projekt Leg og Liv i Gudhjem. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 30. OKT 2020 • 14:20
Af:
oejvind-hesselager
| ABONNENT
30. OKT 2020 • 14:20
LEDER

Så er vi igen på kommet på kortet over samfund, der udmærker sig ved at udtænke nye projekter, der kan sikre kvalitet i hverdagen, sammenhold og udvikling. Denne gang er det Nordea-fonden, der har ladet millioner af kroner skylle ud over Bornholm, helt præcist Gudhjem, Svaneke, Vestermarie og Aarsdale, hvor beboere har formuleret tanker, der kvalificerer til støtte fra puljen “Her bor vi”. Det er ganske enkelt imponerende: I Region Hovedstaden ligger samtlige udvalgte projekter således på Bornholm.

Formålet med fonden er at inspirere lokalsamfund med mellem 200 og 5.000 indbyggere til at udvikle initiativer, som kan samle byens beboere.

Borgernes kreativitet og viljen til at skabe kvalitet i hverdagen er i en kaliber for sig på Bornholm. Ud af de 31,8 millioner kroner, som Nordea-fonden uddeler, går de 2,5 millioner kroner til de fire projekter på Bornholm.

Og fordi indsatsen er så imponerende, og fordi resultaterne samlet reelt kan forandre hverdagen til det bedre for mange mennesker, dvæler vi her lidt ved de fire projekter.

 
Borgernes kreativitet og viljen til
at skabe kvalitet i hverdagen er i
en kaliber for sig på Bornholm

 

Projektet i Aarsdale skiller sig på mange måder ud. Aarsdale har 375 indbyggere og har fået næsten en million kroner – helt præcist 969.498 kroner.

Aarsdales projekt har titlen: “Motion og nydelse – plads til alle”. Det skal omdanne den tidligere fiskerihavn til rekreativt område. De mange penge skal omsættes i en legeplads, en sauna på havnen og en udendørs motionsplads. Der er ingen tvivl om, at Aarsdale bliver en sjovere og mere livlig by, når disse tre samlingspunkter står færdige. Det er en investering i bedre livskvalitet for beboerne.

Det sjove er, at beboerne i Aarsdale formulerede deres ansøgning på rekordtid, hvilket kun vidner om, at tankerne har været skarpe og præcise. Nordea forærer ikke en million væk, hvis projekterne ikke med stor sandsynlighed kan gennemføres.

– Ansøgningen var nærmest meterlang, lyder det fra Lene Stenstrop fra Aarsdale.

Også i Vestermarie er smilet stort. Her har borgerforeningen modtaget næsten 200.000 kroner til en aktivitetsplads i Vestermarie Folkeskov, der blev indviet i juli med næsten 5.000 træer og buske. Borgerforeningen ønsker at supplere skoven med en hytte, tre sheltere og en bålplads. Det hele står måske allerede klar til april.

Og Svaneke har fået en million kroner til et projekt formuleret i fællesskab af Svaneke Friskole, Svaneke Idrætsklub og Svaneke Vandrerhjem. De tre aktører vil skabe en multibane til blandt andet basketball og hockey og andre udendørsfaciliteter.

Rosinen i pølseenden er Gudhjem, hvor Gudhjem By- og Museumsforening har fået 298.750 kroner til projekt Leg og Liv i Gudhjem, der skal skabe aktivitetsmuligheder og mødesteder for børn og unge i byen ved at “opsætte redskaber, der understøtter leg, bevægelse og fællesskab”.

Bornholms Tidende siger stort tillykke til de fire samfund, der viser mange andre vejen. Det skal blive spændende at følge opførelsen af projekterne, og især at se dem virke for og i byen.