Konkurrenter i nyt samarbejde: 'Det sagde bare klik. Vi var meant to be'

Konkurrenter i nyt samarbejde: 'Det sagde bare klik. Vi var meant to be'
Jon Andersen fra restaurant 3760 og Frank Truberg har indgået et nyt samarbejde. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 30. OKT 2020 • 10:53
| ABONNENT
30. OKT 2020 • 10:53
ERHVERV

I Hos Trubergs køkken på Solstien mødes kollegerne Frank Truberg og Jon Andersen ofte. Både når de har brug for hinandens hjælp eller bare til en sludder. Det kommer de til at gøre endnu mere fremover, for de to kokke har indgået et nyt samarbejde.

De har lavet en nytårsmenu til take away, som kan bestilles til helt små selskaber. Coronarestriktionerne gør, at de som mange andre kokke og restauratører er begyndt at nytænke deres forretninger og tilbud. Der kommer ikke bestillinger til store selskaber og arrangementer det næste lange stykke tid, og forsamlingsforbuddet og mundbindene gør også, at folk i højere grad bliver hjemme i stedet for at gå ud at spise.

– Vi skal hjælpe hinanden, især under corona. Vi er jo faktisk konkurrenter normalt, men nu hjælper vi hinanden og prøver det her koncept, hvor man kan bestille gourmetmad helt ned til to kuverter, fortæller Frank Truberg.

En svær tid

Han har før hjulpet og fået hjælp af Jon Andersen, der driver restaurant 3760 i Gudhjem.

Hvor covid-19 ikke påvirker Frank Trubergs forretning negativt, er det noget andet med Jon Andersen. Han har måttet afskedige tjenere og lade 3760 stå standby de næste uger, hvor han under normale tilstande plejer at have weekendåbent i vinterhalvåret.

– Det er ikke en helt nem tid at være restauratør i. Det er da ikke sjovt at måtte afskedige folk, men jeg er også nødt til at tænke på min virksomhed. Derfor er det også oplagt at stå sammen og hjælpe hinanden som kolleger i den her tid, siger Jon Andersen.

Den svære tid bremser ham ikke, og han mener stadig, der er et behov for at give folk en god restaurantoplevelse, selvom de ikke længere kan gå så meget ud.

– Det er vigtigt, at folk kan få en god madoplevelse, selvom de ikke skal ud at spise eller være mange samlet. Sidder man to personer, som selv skal ud at købe ind og lave en stor menu, så vil der jo være en hulens masse arbejde i det, det vil være dyrt og der vil nok også være madspild. Derfor mener vi, der skal være et tilbud som vores, siger han.


En niche

Begge kokke er vant til at levere mad ud af huset. Det er Frank Trubergs primære opgave, og han har fundet ud af, at der er en niche i at lave mad til de coronavenlige selskaber.

– Generelt er der ikke mange, der vil laver kuverter til under 10 personer, men jeg kan mærke, at der er efterspørgsel på det. Jeg gjorde det med succes i påsken, hvor jeg lavede påskefrokost til små selskaber på grund af corona. Det er jo sin sag for folk at stå og lave to stegte sild, mørbradbøffer til to og så videre. Men det er jo noget andet hos mig, fordi jeg har flere at levere til. Jeg kan mærke, at det er en niche, og jeg tror, jeg vil hellige mig de små selskaber i fremtiden, siger han.

Nu prøver han konceptet sammen med Jon Andersen til nytår. Makkerparret er ærlige om, at det handler om at tjene penge, men understreger, at det også handler om at bevare glæden i en underlig tid.

– Vi synes selv, det er spændende at gå sammen som to forskellige kokke. Og så vil vi gerne være med til at sprede noget glæde og gøre noget særligt ud af tingene i den her tid, hvor man skal sidde alene eller meget få mennesker. Så håber vi bare, at de lokale støtter op om den idé, siger Jon Andersen.

Førder og bornholmer

De to kokke bringer hver især noget forskelligt med ind i deres nye samarbejde, og de er ikke i tvivl, når man spørger, hvad deres styrker er hver især.

– De kan siges meget enkelt med to ord: Bornholmer og københavner, siger Jon Andersen.

Og Frank Truberg supplerer.

– Jeg er jo førder og synes, bornholmere er meget jordnære og realistiske. De er fantastiske at være sammen med for sådan en som mig, der flyver rundt nogle gange. Og når bornholmere så nogle gange er ved at falde i søvn i deres jordnærhed, så kan jeg sparke til det og få ting til at ske, siger Frank Truberg.

De to mødte hinanden første gang på Jon Andersens restaurant og har været venner lige siden.

– Jeg var på 3760 og fik noget god mad. Det skulle jeg jo lige ud og sige til Jon i køkkenet, og så sagde det bare klik. Vi var meant to be, siger Frank Truberg.

Et godt modspil

Udover deres ophav, er der også fagligt forskel på de to kolleger.

Frank Truberg er udlært under kokken Søren Gericke og er efter eget udsagn af den klassiske skole. Det er Jon Andersen, der blev udlært på Fredensborg Badehotel, også, men han mener, han eksperimenterer lidt mere.

– Frank er udlært før mig og er klassisk uddannet. Jeg er ikke en del af det nye nordiske køkken, men jeg følger da med i det nye. Et godt eksempel på, hvor vi er forskellige, kunne være, hvordan vi laver smørrebrød. Frank laver fantastisk smørrebrød med hjemmebagt rugbrød og det gode klassiske fyld ovenpå, men der er ikke meget pynt. Når jeg laver smørrebrød, er det også med det hjemmebagte brød, men jeg giver den lige et tvist med lidt urter og pynt, siger Jon Andersen.

De forskelligheder tager makkerparret også med ind i samarbejdet om nytårsmenuen.

– Vi er et godt modspil til hinanden. Jeg har ikke en finger at sætte på det, Frank laver, og jeg håber og tror, det også er sådan den anden vej. Vores menu kommer til at afspejle vores forskellige styrker. Vi mødes med hver vores stil og sammensætter retterne med fokus på kvalitet og smag, og så holder vi os væk fra emulgeret skum og den slags kemi, siger Jon Andersen.

En prøveballon

I første omgang løber samarbejdet med en fælles menu kun over nytåret, men Frank Truberg og Jon Andersen håber, det kan gentages.

– Det er en prøveballon nu, og forhåbentlig kan vi gå sammen næste år også. Hvem ved, måske laver vi flere menuer sammen til andre højtider. Det er jo ikke et løntungt koncept, for vi er jo bare to kokke. Vi har et par hjælpere, men maden laver vi selv, og vi skal ikke ansætte en masse. Så deler vi i porten, når alt er betalt, siger Frank Truberg.

For at gøre lidt ekstra ud af det har makkerparret krydret nytårskonceptet med en konkurrence. Alle, der køber nytårsmenuen, får et lod i konkurrencen om en middag for ti personer, hvor Frank Truberg og Jon Andersen kommer ud privat og laver en stor gourmetmenu med vin til.

– Og så får de også en røverhistorie eller to undervejs, siger Frank Truberg.