Bevar elnettet

Bevar elnettet
Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 30. OKT 2020 • 17:57
Af:
laeserbrevsskribent
| ABONNENT
30. OKT 2020 • 17:57
LÆSERBREV

SF-Bornholm kan ikke støtte forslaget fra Beofs bestyrelse om at sælge elnettet. Forslaget giver hverken økonomisk, finansielt eller udviklingsmæssigt mening.

Af den åbne dagsorden fremgår, at Beofs holdingselskab har en gæld, som selskabet ikke kan afbetale, men det er ikke korrekt.

For det første kan man hente udbytte (overskud) fra datterselskaberne, og her er elnettet "sjovt" nok det eneste selskab, der både kan og må generere et overskud; man vil altså sælge sin indtægtskilde.

For det andet kan den kortfristede gæld omlægges til langfristet, som lettere kan afbetales. Som markedet er for tiden, så er det nok ikke det store problem.

For det tredje kan ejeren indskyde ekstra kapital.

En kombination af de tre muligheder vil sikre, at gælden kan afbetales uden de store problemer.

Af den åbne dagsorden fremgår, at Beofs udfordring reelt ikke handler om elnettet, men om fjernvarmen.

De dyre – og urentable – investeringer i fjernvarme i tyndtbefolkede område betyder både, at gælden er høj, og at fjernvarmeprisen er høj.

Nu er lovgivningen sådan, at fjernvarme (som vand og spildevand) er hvile i sig selv-selskaber; Der må altså hverken være underskud eller overskud.

Lovgivningen sikrer også, at man ikke indenfor selskaber må overføre penge fra for eksempel elnettet til fjernvarme. Men... Hvis holdingselskabet sælger et datterselskab (elnettet), så går pengene til holdingselskabet, og så må de penge gerne investeres i et andet datterselskab – for eksempel fjernvarmen.

Det er lovligt, men reelt betyder det stadigvæk, at elkunderne (alle bornholmere) vil betale til fjernvarmekunderne (nogle bornholmere). Det kommer blot til at foregå på en anden måde rent juridisk.

Hvis nogen vil købe vores elnet, så gør de det jo ikke for vores skyld. Da vi er en ø, så er der ikke synergieffekter, så det handler formodentligt om kapitalanbringelse og/eller skatteteknik (her gætter jeg dog). Hvad jeg til gengæld er 100 procent overbevist om er, at det ikke kommer til at betyde lavere takster, snarere tværtimod.

Som konklusion kan man sige:

1: Et salg medfører lavere eller stort set ingen indtægter for Beof i fremtiden – dårlig forretning

2: Et salg medfører, at elkunder kommer til at betale for fjernvarme – politisk og moralsk uacceptabelt

3: Der er ingen besparelser for forbrugerne, snarere tværtimod – udviklingsmæssigt dumt.

Leif Olsen – kommunalbestyrelsesmedlem for SF
Lars Jørgensen – formand for SF-Bornholm