Julen 2020 er ikke aflyst, men alle events er

Julen 2020 er ikke aflyst, men alle events er
Hjerternes Fest og tænding af det store juletræ på Torvet plejer at tiltrække masse af mennesker til Nexø. Men i år er de mange jule-events aflyst. Fotos: Jens-Erik Larsen
| 28. OKT 2020 • 12:44
Af:
elisabeth-krogh

28. OKT 2020 • 12:44
ERHVERV

Der bliver ingen alenlang kø til flæskestegssandwich, ingen æbleskiveboder på torvet og heller ingen juletræstænding med slikposer til børnene i år i Nexø.

Foreningen Østlandet, som er erhvervs- og handelsforening for Nexø og omegn, besluttede på et møde tirsdag, at aflyse alle juleevents.

Det sker på grund af de strammere restriktioner for covid-19, som regeringen indførte fredag, og som blandt andet betyder, at man højst må forsamles 10i personer ad gangen.

Konkret betyder det, at Nexø aflyser det store juletræstændingarrangement, Hjerternes Fest, julebanko og luciaoptog, fortæller Kell Hansen, formand for Østlandet.

– Vi må ikke opfordre til sammenstimling, og vi ønsker for alt i verden heller ikke at være med til at sprede smitte, siger Kell Hansen.

Onsdag meddelte arrangørerne bag det nye Bornholms Julemarked i Nexø, at dette også er aflyst, og det har stor betydning også for foreningen Østlandet og deres medlemmer.

– Der var en masse i støbeskeen i samarbejde med Bornholms Julemarked, forklarer erhvervsformanden.

Der skulle blandt andet have været pyntet langt mere overvældende op til jul, end der plejer, og ved hjælp af udsmykning være skabt en sammenhæng mellem det store Bornholms Julemarked på havnen og op til Skippertorvet og Nexø Torv.

– Vi havde et stort program og meget større set-up med udsmykning. Alle disse planer og udsmykning lægges på nu på lager indtil næste år, siger Kell Hansen.

Hårdt for butikkerne

Det betyder ikke at julestemningen er helt aflyst. Nexø bliver julepyntet som sidste år, og der kommer også et stort juletræ på torvet, forsikrer han.

– Men julen 2020 kommer til at gå ind i historien, mener han, og foreningen Østlandet er bekymret over en jul uden juleevents.

– Selvfølgelig kommer vi til at mangle understøttelsen i den tiltrækning events, som for eksempel Hjerternes Fest, giver.

Er I bange for at det koster omsætning?

– Der er ingen tvivl om, at de skærpede coronarestriktioner ikke er godt for de fysiske butikker, og corona har sat skub i nethandlen.

Så der er bekymring – selvom den ikke er kulsort – men bekymring for, om butikkerne kan holde kadencen. Dertil kommer, at vi i detailhandelsbranchen også er udfordret af ustabile vareleverancer. På verdensplan påvirker corona hele produktionsapparatet, så virksomheder rundt omkring måske ikke kan få leveret, alt hvad de skal bruge til at fremstille deres produkter, og de kan så ikke levere. Det er meget få virksomheder, der er selvforsynende på alle dele i produktet.

Denne ustabilitet gør det svært for butikkerne at få deres varer til tiden, eller måske overhovedet at kunne få dem.

Køb lokalt

Erhvervsformanden opfordrer indtrængende til, at bornholmerne støtter de lokale fysiske butikker i julehandelen for, at butikkerne kan overleve på længere sigt.

– Selvfølgelig overholder vi alle retningslinjer, så det er sikkert at handle. Men det er en god ide, hvis man ikke tager hele familien med ud på indkøb, husker at holde afstand og måske prøver at handle på tidspunkter, hvor der ikke er så mange i butikkerne.

Det er butikkernes størrelse i kvadratmeter, der afgør, hvormange kunder, de må have indenfor ad gangen, og butikkerne har selv ansvar for at sørge for, at der ikke bliver for mange samlet.

Kell Hansen oplyser, at den årlige Black Friday vil blive delt ud på flere "Black Days" i stedet.