Husk mundbind i morgen: I hallen, hos lægen, i butikkerne - indendørs steder med offentlig adgang

Husk mundbind i morgen: I hallen, hos lægen, i butikkerne - indendørs steder med offentlig adgang
Ved indgangen til en del bornholmske butikker er kunderne blevet forberedt på, at mundbind bliver obligatorisk fra torsdag den 29. oktober. Her er en påmindelse i svingdørene til Snellemark Centret i Rønne. Foto: Jakob Nørmark
| 28. OKT 2020 • 22:50
Af:
jakob-noermark

28. OKT 2020 • 22:50
Supermarkedet, tøjbutikken, biografen, hospitalet og idrætshallen.

Det er nogle af de steder, hvor danskerne fra torsdag morgen vil blive mødt med et krav om at bære mundbind eller visir.

Bornholms Politi mindede torsdag eftermiddag borgerne om, at de skal huske mundbind, når de fremover skal ud og handle.

"Bornholms Politi kigger med i forretninger og andre steder, hvor det er obligatorisk at bære mundbind," skriver politiet på Twitter.

Ved indgangen til en del bornholmske butikker er kunderne blevet forberedt på, at mundbind bliver obligatorisk fra torsdag den 29. oktober.

Mundbindkravet omfatter som udgangspunkt alle indendørs steder med offentlig adgang, men der er naturligvis undtagelser.

Kravet om brug af mundbind eller visir gælder ikke for optrædende og udøvere under udøvelse af en kultur- eller idrætsaktivitet. Men man skal bære mundbind både før og efter optræden og udøvelse, oplyser Kulturministeriet. Når man sidder ned - for eksempel i biografen eller teatret - gælder kravet om mundbind heller ikke.



De skærpede krav er et regeringens svar på den stigende smittespredning. De nye regler blev annonceret af statsminister Mette Frederiksen i fredags.

I forvejen har der blandt andet været krav om at bruge ansigtsværnemidler på barer og restauranter, indtil man sætter sig ned, samt i den kollektive transport.