Helt særlig vase solgt for kæmpebeløb på auktion

Helt særlig vase solgt for kæmpebeløb på auktion
Hans Hjorths smukke vase er unik og fremstillet i 1914. Sølvmonteringen er kommet til fem år senere. Foto: Bruun Rasmussen
| 28. OKT 2020 • 22:01
Af:
tommy-kaas

28. OKT 2020 • 22:01
20.000 kroner. Plus 25 procent i salær.

Så meget kom en vase udført på Bornholm i 1914 til at koste, da den tirsdag aften var under hammeren på Bruun Rasmussens onlineauktion.

Vasen er lavet af Hans Hjorth og produceret for familievirksomheden L. Hjorth i Rønne. Keramik herfra – særligt af Hans Hjorth og Erik Hjorth – har oplevet en stor opblomstring på det seneste og opnår flotte priser på auktioner og hos antikhandlere.

Noget, der helt sikkert pressede prisen op på gårsdagens salg, var en sølvmontering på vasen, der er udført af den navnkundige sølvsmed A. Michelsen. Sølvet, der forestiller tang og muslinger, er monteret på vasen fem år efter, at dén forlod drejeskiven, i 1919.

På undersiden af sølvmonteringen står inskriptionen: “Med tak for elskværdigt Krigsfange Samarbejde 17 November 1919”. Bruun Rasmussen havde vurderet vasen til 12.000-15.000 kroner.